Tyrkernes fortrængte folkemord

De rejste uafhængigt af hinanden begge i begyndelsen af 1900-tallet til Det Osmanniske Rige, langt mod øst på Anatoliens højslette. Begge var drevet af ønsket om at hjælpe den kristne armenske befolkning, der siden slutningen af 1800-tallet havde lidt under forfølgelser og stadigt mere systematiske forsøg på udryddelse. Maria Jacobsen førte under folkemordet en minutiøs dagbog, der aldrig er udkommet på dansk. Men uddrag herfra danner grundlag for den vigtigste af de tre øjenvidneskildringer. Hendes detaljerede og konkrete beskrivelse af den systematiske og konsekvente udryddelse af først armenske mænd og siden kvinder og børn er gribende. Man kan ikke læse hendes daglige optegnelser uden at få afgrundsdyb respekt for den utrolige indsats, hun gjorde for at hjælpe især de mange børn. Ligesom Karen Jeppe forblev Maria Jacobsen på sin post, selvom hun ofte selv var truet af de tyrkiske soldater og led af næsten alle tænkelige former for sygdom. Efter Første Verdenkrigs ophør og folkemordets afslutning havde hun samlet 1400 forældreløse børn, som hun tog sig af. Hun rejste siden til Danmark i et par år, men vendte derefter tilbage for at opbygge flere børnehjem i Libanon for armenske børn, det mest kendte er Fuglereden. Her døde hun efter at have tjent det armenske folk i 53 år. En imponerende skikkelse med en kristen tro, der var hendes ledetråd igennem hele livet.

Karen Jeppe var et organisatorisk talent med et skrøbeligt helbred. Hun rejste til det sydøstlige Tyrkiet på grænsen til Syrien nogle få år før Maria Jacobsen, og også hun var drevet af ønsket om af hjælpe, efter at hun i Danmark havde hørt om armeniernes vanskelige kår. Hendes beretning om folkemordet har vi fra breve, artikler, hun sendte hjem til bladet Armeniervennen, og en art erindringer nedfældet mange år senere af en plejesøn, som hun tog til sig. Beretningen her om husundersøgelser, likvideringer, fordrivelser og den systematiske tømning af armenske landsbyer og kvarterer er brutal læsning. Karen Jeppe blev efter krigen og folkemordet kommissær for Folkeforbundet, forløberen for FN, med den særlige opgave at redde armenske kvinder og børn ud af tyrkiske og kurdiske familier, som de var blevet tvangsgiftet ind i, efter at deres mænd var blevet likvideret. 1900 kvinder og børn fik hun befriet. I området omkring Aleppo i Syrien satte hun dem i gang med at opdyrke ørkenjorden, og Karen Jeppe Gymnasiet, der bærer hendes navn, vidner om, at hun også tog sig af de mange armenske børns skolegang. Hun døde og blev begravet her i 1935.

Den tredje og sidste personlige beretning stammer fra den danske gesandt i Konstantinopel, Carl Ellis Wandel, der med diplomatens personlige distance rapporterede hjem om udviklingen. Hans rapporter rummer også klare beviser for, at det var et folkemord på armenierne, der fandt sted.

Han er selv påvirket af det, men protesterede tilsyneladende ikke over for de osmanniske myndigheder. "Når kanonerne taler, må diplomaterne tie," skrev han hjem i en indberetning i 1915.

Og tiet har Danmark gjort lige siden. Også den siddende regering har afvist at erklære folkemordet på armenierne for et folkemord. Sagen skal overlades til historikerne, lyder det.

Skammen over, at vi også i dag lader gustne politiske hensyn til Tyrkiet veje højere end sandheden, gør glæden over, at Danmark trods alt fostrede to så brave kvinder som Maria Jacobsen og Karen Jeppe, endnu større. Deres format fremstår helt klart efter læsning af Helle Schøler Kjærs engagerede og dybt bevægende bog, som hermed skal anbefales alle, der vil vide mere om et af det 20. århundredes sorte kapitler.

Helle Schiøler Kjær: Danske vidner til Det armenske folkemord 1915. 152 sider. 229 kroner. Vandkunsten.

kultur@kristeligt-dagblad.dk