Ikke så konservativ

Det politiske kompas er indstillet helt skævt for Konservativ Ungdom, som i denne weekend holder landsråd. Med en kollektiv udmeldelse af folkekirken med støtte fra omkring 500 personer og med en storstilet kampagne på internettet ønsker de unge konservative, som omtalt her i avisen i går, at slå et kraftigt slag for at få kirke og stat i Danmark skilt ad. Men man må jo på én gang tage sig til hovedet og knibe sig i armen. Er det virkelig det vigtigste og bedste, unge konservative kan finde på som politisk projekt i en tid, hvor landet står i voldsomme økonomiske udfordringer, folkeskolen er under beskydning, og hele Danmarks internationale placering er udfordret? Hvis det virkelig er tilfældet, så tegner fremtiden sig ikke lyst for det konservative moderparti. For ikke blot mangler de kommende unge landspolitikere sans for proportioner og væsentlighed. De har da også så ganske og aldeles mistet fornemmelsen for den ideologiske bagage, deres eget parti er rundet af.

Hvis der er noget parti, som traditionelt har stået for at beskytte og værne om "Gud, konge og fædreland", er det da konservative politikere. Og vel handler den konservative ideologi ikke om mekanisk at bevare fortiden for enhver pris. Men tanken om, at vi tager det bedste med os fra fortiden, fordi historisk bevidsthed har værdi, er central. Hvorfor skulle partiet ellers gå i spidsen for en kulturkanon eller tale højt om gode danske værdier i integrationsdebatten? Men ak nej, alt det har de unge konservative tilsyneladende ikke kunnet se lyset i. I stedet er de blevet nyliberalister, hyperindividualister og bare ungforkælede egoister uden samfundssind, som med landsformand Rune Kristensen i spidsen opfordrer borgerne til "at tage sagen i egen hånd ved at melde sig ud". Hertil kommer, at de unge konservative med henvisning til det enkelte menneskes ret til selv at bestemme vejleder i, hvordan man uden at betale "fortsat kan blive døbt, gift og begravet med kirkelig ceremoni, hvis man ønsker det".

Det er en gammel nyhed, at størstedelen af ungdomspolitikerne i dag ønsker stat og kirke adskilt. Også selvom forbindelsen mellem stat og kirke faktisk bidrager til at fastholde kristendommens positive og humane indflydelse på det danske samfund. Men med weekendens populistiske aktion indtager de konservative unge nu førstepladsen med hensyn til aktivt og aggressivt at arbejde for adskillelsen. Problemet er så bare, at størstedelen af de konservative kernevælgere formentlig vil blive rundforvirrede. For godt nok er vælgerne vant til, at partiets frontfigurer ikke vil være så konservative, at det gør noget. Men hvis afstanden mellem holdninger og handlinger i politik bliver for stor, så får det altså konsekvenser. At tro andet vil være naivt.

mth