Motoren i Googles søgning er altså opmærksomheds-baseret. Alt hvad der påkalder sig øjne, får flere øjne.

Tænk nu hvis ingen havde lavet en sag ud af JPs tegninger af Muhammed. Så ville de ligge hengemt i et hjørne af internettet, måske bag en betalingsløsning. En søgning på ordet ”Mohammed cartoons” ville ikke have givet adgang til tegningerne.

Med andre ord: Hvis de protesterende muslimer havde nøjedes med et træk på skuldrene, ville tegningerne have nået færre øjne.

Men det gjorde de ikke. Og for hver protest spredtes tegningerne som ringe i vandet. For hver sag, der anlægges, laver brugerne flere links til den berømte tegning, der i dag meget vel kan være den mest udbredte visualisering af Muhammed på internettet.

I dag har balladen omkring tegningerne gjort, at de ligger øverst blandt Googles søgeresultater, hvis man søger på både ”Muhammed tegninger” og ”Mohammed cartoons”. Selv en søgning på "Muhammed" alene viser tegningerne på første side.

Streisand-effekten betyder, at Muhammed-tegningerne aldrig kan begraves. Det er lige meget hvor mange sagsanlæg, trusler eller drab, der laves for at genskabe Muhammeds usynlighed - Streisand-effekten vil blot skubbe tegningerne længere frem i lyset.