En mikrofon til Medina, tak

Da jeg første gang mødte Medina, havde hun netop måttet kæmpe hårdt for børnene under en traumatisk skilsmisse. Hun kom i sin tid til Danmark for at blive gift. Og hun nåede ikke langt på sprogskolen, før det første barn var på vej. Det blev således manden, der stod for forbindelsen til det danske samfund – officielle breve, samtaler med socialrådgiveren, økonomi og så videre. Efter skilsmissen skulle hun pludselig sætte sig ind i en hel ny verden på et sprog, som hun endnu kun talte sparsomt. Heldigvis havde Medina en god socialrådgiver, og gennem en bekendt fra sprogskolen fik hun kontakt til Mødestedet.

DER BOR CIRKA 350.000 indvandrere og efterkommere af indvandrere i Danmark – halvdelen af dem kvinder. Så selvfølgelig er der stor forskel – i alder, oprindelsesland og baggrundshistorie, i familieforhold og uddannelse – men der er også fællestræk.

Mange står som Medina alene med ansvaret for familiens trivsel – uanset om der er en ægtefælle eller ej. Deres opgave og identitet er at give omsorg, mens de selv kun får meget begrænset støtte. Nogle af dem er særligt udsatte. De lever isoleret fra det danske samfund og måske også fra deres eget etniske bagland – for eksempel betragtes enker og fraskilte kvinder ofte som en trussel mod andre familier.

Langt de fleste har ingen tilknytning til arbejdsmarkedet. De lider af psykiske og fysiske helbredsproblemer, savner socialt netværk, taler dårligt dansk og mangler penge til dagligdags fornødenheder. Oveni tynger ofte vanskelige familieforhold – en ægtemand, som lever sit eget liv, og en storfamilie, de også skal tage sig af. Det billede underbygges af undersøgelsen "Socialt isolerede kvinder med anden etnisk baggrund i Københavns Kommune" (Als Research, 2008), og det bekræftes af kvinderne på Mødestedet.

De yngre kvinder har drømme om et andet liv, mens de ældre har resigneret og fokuserer på, at deres børn skal klare sig godt. Deres hverdag er fuldstændig domineret af en kamp for at overleve.

Dertil kommer presset fra de danske myndigheder. Når det politiske flertal beslutter at nedprioritere den sociale indsats for at hjælpe disse kvinder og ensidigt satser på et krav om beskæftigelse og selvforsørgelse her og nu, så taber det danske samfund alt for mange af dem, hvilket Als-undersøgelsen også konkluderer.

For hvis hun får søvnløse nætter af officielle breve eller er skræmt over at skulle bevæge sig uden for de kendte rammer og i øvrigt heller ikke kan læse en brugsanvisning til en industriopvaskemaskine, så giver det altså ingen mening at beordre hende i beskæftigelse for slet ikke at tale om et ordinært job.

Kravene og forventningerne til den gruppe er urealistiske og urimelige. De gør bare ondt værre. I stedet er der behov for en helhedsorienteret indsats, der giver kvinderne bedre trivsel, så de får overskud til at tage vare på sig selv og deres børn.

Medina kunne være endt som socialt isoleret, hvis ikke hun havde fået et netværk, der rakte ud over hendes egen etniske gruppe. Lidt efter lidt bliver hun nu mere og mere selvkørende. Det kan aflæses, når myndigheder skal kontaktes. I begyndelsen havde hun behov for, at andre ringede, senere var det nok, at en anden sad ved siden af. Nu kommer der måske bare en lidt tilfældig kommentar om, at hun i forrige uge kontaktede den ene eller anden instans.

MEDINA KAN STADIG FØLE stor ensomhed og magtesløshed. Hendes egen etniske gruppe ser skævt til hende på grund af skilsmissen. Og hun kan opleve at rende panden mod muren på grund af manglende viden om samfundet og begrænsninger i sine danskkundskaber. Men til forskel fra mange af sine medsøstre har hun et netværk at dele følelserne og problemerne med. Mødestedet, der drives af Danmission i samarbejde med sognene i Vesterbro Provsti, er tænkt som kirkens forlængede arm over for nye danskere og indbyder mennesker på tværs af etnicitet, religion og køn med fokus på det almenmenneskelige nærvær.

De største hindringer for såvel sammenhængskraften i samfundet som integrationen er isolation og ensomhed. Hvis disse medsøstre skal have en mulighed for at blive aktive medborgere, må vi tage sløret fra vore øjne og se deres virkelighed.

I stedet for at have så travlt med at debattere ligegyldige udvendige tegn som burkaer og baderum skal vi etablere personlige kontakter. Vi skal lytte med hjertet og åbne vore verdener for hinanden: lave mad sammen, gå ture og dele gode såvel som sørgelige oplevelser. Dele det, vi har til fælles som kvinder, søstre, døtre og mødre. Herigennem kan der opstå venskaber, hvor de forskellige synspunkter og handlemåder kan komme til fordomsfri dialog. En dialog, der for begge parter giver overraskelser om egne fordomme og rum for nye forståelser. En dialog, der beriger og bevidstgør om egne værdier.

Medina, Lingxia, Nasreen, Gloria, Mariam og alle vi andre har brug for, at der er nogle, der kæmper for ligeløn og ligestilling. Men i deres aktuelle situation har de også og måske allermest brug for, at nogle af os, der tilhører majoriteten i det danske samfund, vil bruge vores tid sammen med dem og give en støttende hånd, når der er behov. Der er brug for flere "bedstemødre" og "søstre".

Det var den historie, vi kunne have hørt, hvis nogen i dag havde givet Medina en mikrofon.

Glædelig 8. marts til alle – også til nydanskerne. Og held og lykke med kampen for et ligeværdigt liv for alle.

Elna Fredsgaard Larsen er cand.mag. og master i socialt entreprenørskab. Hun er ansat som tværkulturel med arbejder på Mødestedet – kirkens arbejde blandt ind vandrere og flygtninge på Vesterbro