Fem fortolkede fotografier

Denne gang er det stueetagen i Henning Larsens indbygning i en af Glyptotekets gårde, der sætter rammen om Erik Steffensens fem møder med kunsten. Stævnemøder kunne man næsten kalde dem, for der er stor kærlighed indblandet.

Tid og sted for mødet er således sat. Men først skriver kunstneren en bog om sin kærlighed. Bogen, der også bærer titlen "High Five", indeholder fem associerende, til tider snakkesalige essay om de fem udvalgte kunstværker.

Med det gennemgående og prisværdige tema, at det gælder om at se verden og kunsten med nye øjne som en opdagelsesrejsende, bliver man ført vidt omkring i tid og sted. Meget vidt. Du skal gøre, som jeg siger, ikke som jeg gør.

Denne talemåde dukkede uvilkårligt op undervejs i læsningen af bogen, for der er noget selvmodsigende i at hylde det direkte møde med kunsten og samtidig hylle resultatet af mødet i så mange ord.

Udstillingen "High Five" strækker sig over fem mørke og stemningsfulde rum, der ligger i forlængelse af hinanden og er nummererede, så rækkefølgen er om ikke givet så oplagt.

Det begynder i første rum med det blide og poetiske, hvor Rodins kvindefigur "Danaïden" ligger sammenkrøbet, hvid og sårbar, omgivet af fotografier af en nøgen kvinde i strandlige omgivelser; så bliver det mere dystert og dramatisk med Manets "Absinthdrikkeren", alkoholikeren, der i Steffensens versioner er blevet nogenlunde ædru og er gået ud for at se på verden; så stort og ophøjet i det tredje rum, hvor to egyptiske figurer, mor og søn hugget ud i én sten, sidder omgivet fra gulv til loft og hele vejen rundt af en maurisk søjlegang i lysende farver. Derefter taber udstillingen pusten.

Hvor de første tre ophængninger hver på deres måde rummer så meget spænding imellem Glyptotekets velkendte kunstværker og Steffensens nye øjne på dem, at der opstår en dialog, forstummer samtalen i de sidste to rum.

Hos Gaugins "Syende kvinde", fordi hverken hun eller Steffensens otte kvinder i silhuet og gennemsigtige kjoler har noget særligt at tale om.

I det sidste rum, stillet over for et lyserødt dyr af en anden verden, holder fotografen klogeligt ærbødig afstand. Tvekønnet og tvetydig, mager og muskuløs står Louise Bourgeois? "Nature Study" på sin piedestal. Med seks kvindebryster, uden forben, men med forpoter, uden hoved, men med så tyk en hals, at det ikke savnes, stirrer den roligt og overlegent frem for sig. Her møder Erik Steffensens kølige distance sin overmand – eller er det kvinde?

Steffensens fotografier er store og blanke, og hvert foto har sin egen farve, forstået på den måde, at det for eksempel er grønt, blåt eller violet i lyse og mørke toner, eventuelt kombineret med sort, og ikke andet.

Billederne gør sig godt på de mørke vægge. Men hvor Manet, Rodin og Bourgeois til enhver tid er parat til at holde hånden frem til hilsen, virker det, som om Steffensen ikke rigtigt tør slå til. De drifter, drømme og dyr, som ifølge kataloget er sluppet løs på udstillingen, ser jeg ikke meget til.

Hvert øjeblik venter jeg i stedet at møde et par fotografer fra indretningsarkitekternes blad. Udstillingen får knebent fire stjerner, men den fjerde må Steffensen dele med Glyptoteket. Han får den for at sætte sine fotografier på spil, Glyptoteket for at sætte deres samling i spil.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Udstillingen vises til den 18. april