Gamle hundes muntre liv

Tre tidlige historier af Jon Fosse rummer ømhed og humor, men er ikke på niveau med det øvrige forfatterskab

Norske Jon Fosse er en af de fineste stilister i hele den samtidige nordiske litteratur. Hans prosa er ikke lyrisk, men rytmisk, og hans sprog er ikke ualmindeligt rigt, men overmåde præcist. En følelse indfanges i én glose, hvad der både siger noget om hans sproglige beredskab og psykologiske menneskekendskab. Jon Fosse kender bedre end mange såvel længsel, savn, angst og jalousi som fryd, henrykkelse og taknemmelighed. Derfor kan man tillade sig at have store forventninger til en ny bog af Jon Fosse. Sagen er blot den, at denne nye bog viser sig at være en sammenstilling af tre små bøger fra midten af 90?erne, altså fra tiden før de mesterlige prosabøger, der har gjort forfatteren kendt i Danmark.
Smuk er den, den lille bog fra Batzers forlag, der bærer titlen "Nej åh nej" og undertitlen "Hundemanuskripterne 1-3". Det med hundene skal tages helt bogstaveligt. Bogen indeholder tre små historier om hunde, gamle hunde og deres ejere, fortalt af hundene selv. Det lyder sikkert mærkeligt, men man vænner sig faktisk hurtigt til dette hunde-univers og må indimellem lige minde sig selv om, at det er en hund, der taler, tænker og føler, ikke et menneske.

Hvorfor genren "manuskripter" er benyttet, er sværere at sige. Formelt taler meget for at beskrive de små tekster som noveller i traditionel forstand med først en situation, dernæst en begivenhed og så en ændret situation. Man kunne også kalde teksterne for eventyr, for så vidt at hundene er udstyret med menneskelige egenskaber, og alle tre historier har en lykkelig udgang. Hvis man endelig skulle pege på et forbillede for denne type fiktion, må det være Kafka, der jo også har skrevet historier om dyr, der opfører sig, tænker og taler som mennesker, mest makabert i den rædselsvækkende "Forvandlingen".
Jon Fosses tre historier har det tilfælles, at de handler om gamle hunde, som nu, hvor livet nærmer sig sin afslutning, bryder med deres vante rutiner, møder nye hunde og får derved fornyet deres glæde ved tilværelsen. Historierne er små muntre bekræftelser af tilværelsens værdifuldhed, hvad enten man som to af hundene fortsætter med at leve, som man hidtil har gjort, eller man som den tredje hund begynder at leve på en ny måde. Der er ingen som helst moraliseren hos Jon Fosse, blot ønsket om at vise, hvordan forskellige veje fører til samme resultat.
Spørgsmålet er så, om de såkaldte hundemanuskripter lever op til de forventninger, der uundgåeligt knytter sig til en forfatter af Jon Fosses format. Og det gør de desværre ikke. Selvom historierne rummer ømhed og komik, og selvom de lyser af indsigt i følelseslivet, så er de ikke mere end små tilløb til noget større. Det er, som om stoffet ikke rigtig har villet åbne sig for forfatteren, og tilsvarende bliver læseren kun halvvejs involveret.
Måske er det simpelthen udtryk for selverkendelse, at Jon Fosse har benævnt de små historier for manuskripter. De må betragtes som forløbere for eller smagsprøver på de senere store bøger i forfatterskabet.

Jon Fosse: Nej åh nej. Hundemanuskripterne 1-3. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. 149 kroner. Batzer & Co.

kultur@kristeligt-dagblad.dk