Det var det hele værd i guld

– Dels kunne man masseproducere mønterne, og dels kunne man lave mønter af langt bedre kvalitet end hidtil, og begge dele var helt afgørende for, at der igen kunne skabes tillid til pengevæsenet, forklarer Michael Märcher.

Det hele blev også hjulpet godt på vej af en højkonjunktur fra 1830'erne og frem, blandt andet fordi Danmark begyndte at eksportere landbrugsvarer til England.

Med den omfattende sanering fulgte også oprettelsen af Nationalbanken i 1818, og herfra begyndte der at spire en reel finanssektor frem.

– På det tidspunkt kendte man næsten ikke til banker og kreditinstitutioner. I begyndelsen af 1800-tallet fandtes kun ganske få, siger Michael Märcher.

Det blev nu anderledes. Fra 1840?erne begyndte en lang række private banker og sparekasser at se dagens lys, og i 1857 grundlagde Tietgen Privatbanken, der blev en af de helt store banker på markedet.

Også jyderne fik mulighed for at spare og optage lån. Tidligere havde man været afhængig af Hamborg på den front, men nu kunne landmanden i Thy låne penge i den lokale bank til en ny plov, den private handelsflåde kunne udbygges med nye skibe, fordi det blev muligt at lave investeringer, og andelsbevægelsens mange mejerier havde mulighed for at gøre forretninger.

– Man kan næsten ikke overvurdere betydningen af et stabilt pengevæsen. Man kan nok ikke takke pengevæsenet for al udvikling og velstand, som blev skabt dengang, men det kunne omvendt ikke være sket uden det som et stabilt fundament, siger Michael Märcher.

Som det sker så tit, gik der også storpolitik i det denne gang. For samtidig med at man befandt sig midt i industrialiseringen og en deraf følgende samfundsudvikling, var situationen omkring hertugdømmerne Slesvig og Holsten temmelig højspændt. Ens mønter til alle i staten Danmark – inklusive hertugdømmerne – var en del af den politiske strategi, der skulle indlemme Slesvig og Holsten under den danske stat.

– Man kan sige, at konflikten omkring pengevæsenet indskriver sig i den store konflikt mellem Danmark og hertugdømmerne.

Forsøget førte til den største reform af pengevæsenet, siden man for mere end 1000 år siden begyndte at fremstille mønter i Danmark. 200 tons sølv svarende til 20-25 procent af den årlige sølvproduktion på verdensplan blev smeltet om for at sikre ens mønter over hele landet, og teksten på mønterne var nu udelukkende dansk. Hvor hertugdømmerne tidligere havde haft mønter med ordlyden "1 reichsthaler" stod der nu "1 rigsdaler" i stedet. Sammen med et portræt af kongen, rigsvåbnet og andre nationale symboler skulle mønterne signalere enhed.

– Mønterne var på den måde en iscenesættelse af nationen, og det handlede om at skabe sympati for nationalstaten, forklarer Michael Märcher.

Men lige meget hjalp det. Som bekendt tabte Danmark hertugdømmerne med krigen i 1864. Dermed tabte staten også det ene af de to møntsteder, som producerede danske mønter, nemlig møntstedet i byen Altona i Holsten.

– Derefter har man faktisk et fuldstændig ensartet møntsystem med kun et møntsted i København, som står for produktionen af samtlige danske mønter, siger Michael Märcher.

Og så begynder det at ligne noget af det, vi kender i dag. I 1870?erne går man sammen med resten af den vestlige verden over til et guldbaseret møntsystem og indfører kroner og øre, som vi også gør priserne op i i dag. Og nogenlunde her stopper Michael Märchers ph.d.-afhandling.

– På mange måder minder det om nutidens møntproduktion. Både formgivningen af mønterne, den jævne produktion til rigets almindelige møntomløb, ligesom det var her, man indførte decimalsystemet. I dag ligger møntproduktionen bare ikke på Gammelholm i København, men i forstaden Brøndby, siger Michael Märcher.

duus@kristeligt-dagblad.dk