Det kunne måske også tænkes, at nogle af de præster, der tilhører denne gruppe kan være enige i, at ovenstående ikke er det samme som at sige, at der er mere end én absolut sandhed. Har et menneske hørt om Kristus og alligevel vælger en anden religion, fordi den lyder federe, så vil jeg påstå, at det som kristen ingen mening giver at sige, at denne person blot har valgt en anden vej til Gud. Så har vedkommende afvist sandheden. Der er mange relative sandheder, og disse findes unægtelig i mange andre religioner. Men en absolut sandhed kan som bekendt kun være ét sted. Dog kræver stillingtagen til den naturligvis, at man har mødt den. Og hvad angår frelsen i sidste ende, så står det uden for menneskers magt at udtale sig herom!

Enhver folkekirkepræst ved, at Jesus ikke sagde: ”Jeg er en af vejene”. Han sagde: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Og i den tekst, der blev prædiket over i går i landets kirker, sagde Jesus direkte, ”at de, der ikke vil tro på, at han er sandheden, har djævlen til far”. Det er hård tale, og som præster har vi naturligvis svært ved at tage sådanne ord i vores mund. Men det er det, han siger. Og vil vi ikke tage det alvorligt og høre efter, men sige noget andet, så er spørgsmålet vel, hvem vi så har til far!

At tro, at Kristus er vejen, betyder ikke at dømme andre religioner ude som indeholdende vigtige sandheder om livet. De er bare ikke andre veje til Gud, der er lige så sande som Kristus, i hvert fald ikke, hvis man hører, hvad Jesus selv siger. Og det er vel værd at tage med i diskussionen! Et kristent menneske er kaldet til at agte, respektere og vise medfølelse for ethvert menneske i verden, uanset hvem de er. Det er indiskutabelt. Men at respektere og agte mennesker er ikke det samme som at anerkende deres livssyn som sandhed. Det er en stor misforståelse at tro, at disse to nødvendigvis går hånd i hånd!

LÆS OGSÅ: Præster: Andre religioner kan føre til Gud

LÆS OGSÅ: Dansk Folkeparti kræver præster fyret