Christina Philipstatt Schwencke
- Brian Rasmussen/Scanpix Denmark
Christina Philipstatt |
8. marts 2010
Når folkekirkepræster udtaler sig om, at der er flere veje til Gud, mener de ikke nødvendigvis, at alle religioner er lige sande, skriver generalsekretær i Dialogcentret Christina Philipstatt
Debatten om artiklen ”Flere veje til Gud” er for mig at se en debat, der måske har ført mange misforståelser med sig – allerede fra starten. Jeg ved ikke, om det er muligt, men måske kunne man ændre denne debat fra at være en ”ja – nej” diskussion til at være en mere nuanceret og seriøs debat.
Når så stor en del af folkekirkens præster udtaler sig om, at der er flere veje til Gud, så er det svært at forestille sig, at de alle sammen har den samme bevæggrund for deres udtalelse. Det er ikke nødvendigvis det samme som at sige, at alle religioner er lige sande.
Det kan nok være, at flere af dem mener, at kristendommen blot er en sandhed blandt mange andre, og at der er mange forskellige veje til Gud. Det passer jo ganske godt ind i den postmoderne tid, som vi alle på en eller anden måde er et produkt af.
Det kan måske også være, at baggrunden for deres udtalelser skal findes i kristendommens bud om respekt, agtelse og medfølelse for næsten. Det betyder, at et kristent menneske aldrig må dømme nogen, men kun være de andres næste. Hvad angår frelsen og betingelserne herfor, tilkommer det ingen anden end Gud.
Gud åbenbarer sig i verden på mange forskellige måder og hans aftryk findes overalt i verden. Og disse aftryk bliver bl.a. synlige, når godhed, næstekærlighed, omsorg, ansvar, agtelse er noget, som mennesket gerne vil tilslutte sig. Disse begreber findes desuden både i kulturen, i kunsten, i musikken og så ganske vist også i andre religioner. Har et menneske ikke mødt Kristus, men har fulgt en anden religion og levet et liv i kærlighed, så er det absurd at påstå, at det menneske aldrig har mødt Gud.
Det kunne måske også tænkes, at nogle af de præster, der tilhører denne gruppe kan være enige i, at ovenstående ikke er det samme som at sige, at der er mere end én absolut sandhed. Har et menneske hørt om Kristus og alligevel vælger en anden religion, fordi den lyder federe, så vil jeg påstå, at det som kristen ingen mening giver at sige, at denne person blot har valgt en anden vej til Gud. Så har vedkommende afvist sandheden. Der er mange relative sandheder, og disse findes unægtelig i mange andre religioner. Men en absolut sandhed kan som bekendt kun være ét sted. Dog kræver stillingtagen til den naturligvis, at man har mødt den. Og hvad angår frelsen i sidste ende, så står det uden for menneskers magt at udtale sig herom!
Enhver folkekirkepræst ved, at Jesus ikke sagde: ”Jeg er en af vejene”. Han sagde: ”Jeg er vejen, sandheden og livet”. Og i den tekst, der blev prædiket over i går i landets kirker, sagde Jesus direkte, ”at de, der ikke vil tro på, at han er sandhe
den, har djævlen til far”. Det er hård tale, og som præster har vi naturligvis svært ved at tage sådanne ord i vores mund. Men det er det, han siger. Og vil vi ikke tage det alvorligt og høre efter, men sige noget andet, så er spørgsmålet vel, hvem vi så har til far!
At tro, at Kristus er vejen, betyder ikke at dømme andre religioner ude som indeholdende vigtige sandheder om livet. De er bare ikke andre veje til Gud, der er lige så sande som Kristus, i hvert fald ikke, hvis man hører, hvad Jesus selv siger. Og det er vel værd at tage med i diskussionen! Et kristent menneske er kaldet til at agte, respektere og vise medfølelse for ethvert menneske i verden, uanset hvem de er. Det er indiskutabelt. Men at respektere og agte mennesker er ikke det samme som at anerkende deres livssyn som sandhed. Det er en stor misforståelse at tro, at disse to nødvendigvis går hånd i hånd!
LÆS OGSÅ: Præster: Andre religioner kan føre til GudLÆS OGSÅ: Dansk Folkeparti kræver præster fyret
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad