Poul Videbech

Fremkomsten af effektive former for psykoterapi over for angst, depression, OCD og psykoser
Inden for de sidste 30 år er der også fremkommet psykoterapeutiske teknikker, som er videnskabeligt velundersøgte og fundet effektive. Det drejer sig om såkaldt kognitiv adfærdsterapi og interpersonel terapi. Det er korttidsterapier, hvilket betyder, at de typisk har effekt inden for et par måneder, hvor man får ugentlige samtaler. De er dokumenteret effektive over for depression, angst og obsessiv kompulsiv lidelse (OCD/tvangshandlinger), og man er endda begyndt at videreudvikle teknikkerne til terapi af psykoser samtidig med medicinsk behandling. Der er således sket enorme fremskridt, siden Freud opfandt psykoanalysen for cirka 100 år siden. Denne terapiform er i øvrigt siden blevet betydeligt modificeret af Freuds efterfølgere og har vist sig effektiv til behandling af for eksempel personlighedsforstyrrelser (borderline tilstande eksempelvis), som kan være svært invaliderende.
I behandlingen af de ovennævnte tilstande er det i øvrigt ganske karakteristisk, at man behandler på flere måder samtidigt. I gamle dage troede man, at man enten kun skulle behandle med medicin eller med samtaler. I dag ved vi, at det i mange tilfælde er meget mere effektivt at kombinere flere behandlingsformer.

Bedre kendskab til hjernens forhold ved de psykiske sygdomme:
Der er sket en eksplosion i vores viden om hjernen ved de psykiske sygdomme. Dette er blandt andet sket ved, at psykiaterne har været hurtige til at tage nye skanningsteknikker i anvendelse. Det betyder, at vi står bedre rustet til at udvikle nye behandlingsformer, men det har også påvirket hele vores opfattelse af de psykiske sygdomme. Det er ikke mange år siden, at man virkelig troede, at moderens kommunikation med det lille barn kunne gøre at barnet senere udviklede skizofreni. En teori som dels var forkert, dels gjorde umådelig skade på forholdet mellem behandlere og pårørende gennem mange år. Ikke alene skulle de pårørende opleve den sorg, at deres barn blev svært sindssygt, men de fik også at vide, at det var deres skyld.

Blandt andet gennem moderne hjerneforskning og den genetiske forskning ved vi, at hjernen hos et menneske kan være sårbar over for en række miljøbelastninger, som kan få for eksempel skizofreni til at blusse op. Denne sårbarhed er blandt andet genetisk bestemt. Miljøfaktorerne omfatter et meget bredt spektrum af årsager: Tilfældige udviklingsfejl i hjernen, iltmangel eller infektioner i fosterlivet, senere kranietraumer og psykologiske belastninger. Det nye er, at vi efterhånden kan karakterisere disse faktorer nøjere og påvise, hvordan de interagerer. Skizofreni er således en udviklingssygdom, hvor kimen er lagt i forsterlivet.
Tilsvarende tyder skanningsundersøgelser indenfor depressionsområdet på, at det at have en svær depression kan skade hjernen, så man, selv efter depressionen er forsvundet, fungerer dårligere. Dette kan efter alt at dømme modvirkes ved effektiv behandling af depressionen.

2) Hvilke store udfordringer står psykiatrien overfor i fremtiden?

Det voksende antal retspsykiatriske patienter er et meget stort og stadigt voksende problem. Det vil sige, det at mange mennesker først kommer i behandling for deres psykose, hvis de laver kriminalitet. Det er uværdigt for dem og farligt for uskyldige.
Vi mangler sengepladser, hvor psykisk syge kan være indlagt gennem længere tid. Undersøgelser viser nemlig, at der i dagens Danmark findes en lille gruppe svært psykisk syge, som også er legemligt syge og som ikke får behandlet disse sygdomme ordentligt. Der er derfor brug for flere senge, hvor patienter kunne være indlagt i længere tid, end det er muligt i dag. Dette kunne også mindske brugen af stærk antipsykotisk medicin. Forsøg på nedtrapning af antipsykotisk medicin til en skizofren patient vil nemlig altid indebære en risiko for, at denne bliver psykotisk igen og helt ophører med sin medicin. Det kan koste patienten (eller andre) livet, og man vil derfor bedst og mest sikkert kunne gøre noget sådant på en dertil indrettet afdeling, hvor man har den fornødne ekspertise og - ikke mindst - tid.

Lægemanglen er en anden meget stor udfordring. Psykologer kan i meget højere grad inddrages i arbejdet i psykiatrien, men der er en række lægelige opgaver, som kun kan varetages af psykiatere.

3) Hvorfor er psykiatriske og psykiske lidelser forbundet med større tabu end mange somatiske lidelser?

Det er der mange grunde til. Det er ret let at forstå, at et brækket ben medfører visse begrænsninger og handicaps. Men kun de, der selv har oplevet for eksempel angst eller depression på egen krop eller tæt på som pårørende eller læge, kan forestille sig, hvad det vil sige at have sådanne sygdomme. De fleste mennesker forestiller sig for eksempel, at det at være deprimeret er, som når de selv har været kede af det ved eksempelvis en skilsmisse. De kan ikke forestille sig den helt ekstreme tilstand med apati, selvbebrejdelser og selvmordstanker, som en svær depression er. Derfor tror de også, at det, der lindrede, da de var kede af det, er nok til at behandle disse svært sygelige tilstande. ”Gode råd” som ”Du skal bare tage dig sammen” eller ”Du skal tænke positivt” vil derfor ofte være opskriften. Det får den syge til at trække sig endnu mere ind i sig selv og tænke, at han må være et meget dårligt menneske, siden han ikke magter at følge disse råd.
Samtidigt med dette er mennesker også intuitivt meget skræmt ved tanken om ”at miste forstanden” og miste kontrollen over sig selv. Det er der ikke noget at sige til. Derfor tager man afstand fra de syge for at glemme, at problemet eksisterer.

4) Hvad skal der til for at psykiatriske og psykiske lidelser mødes med større åbenhed?

Information, information og atter information. Det at aviser interesserer sig for emnet, og oplyser om, at behandlingsmulighederne faktisk er gode, er vigtigt. Det at kendte mennesker modigt står frem og fortæller om deres depression eller angst har en uvurderlig effekt. Dels på hele befolkningen, men også på de der er syge nu, fordi de kan rette ryggen en lille smule ved den slags skildringer.

5) Hvordan vil du vurdere, at Danmark placerer sig blandt andre lande, når vi taler om henholdsvis nye behandlingsmetoder/medicin samt åbenheden generelt i samfundet over for psykisk og psykiatrisk sygdom?

Med hensyn til behandlingsmetoder er vi på højde, selvom meget kunne gøres bedre. For eksempel er mulighederne for at få de typer samtaleterapi, som videnskabeligt har vist sig at være effektive, relativt dårlige, fordi vi ikke vil ofre penge på det. Med hensyn til vores psykiatriske afdelinger er vi på mange måder bedre end mange vestlige lande. For eksempel er almindelige psykiatriske senge i Storbritannien næsten alle afløst af såkaldt retspsykiatriske senge. Det vil sige, at man skal begå kriminalitet for at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Men vi er hastigt på vej ned til deres niveau.