Samtale heler katastrofens sår

Ea Suzanne Akasha og en stab på 22 lokale frivillige skulle hjælpe haitianerne ved at tale med dem. Men hvad skal man tale om, når man mangler mad og et tag over hovedet? Hvad siger man til mennesker, der har mistet alt?

Ea Suzanne Akasha understreger, at det faktisk er så lidt, der skal til, for at give psykisk førstehjælp. Mange har bare brug for, at nogen tager sig tid til at lytte til, hvordan de har det. Ofte bare i 20 minutter.

Hvis ens oplevelser er ordløse, er det svært at sætte dem i sammenhæng. De falder bedre på plads, når følelser og ord kommer til at hænge sammen, siger hun.

En tidlig morgen blev hun tilkaldt til hospitalet, fordi en kvinde var begyndt at græde uhæmmet, lige inden hun skulle opereres. Lægerne var i vildrede, fordi de ikke anede, hvad der var galt. De mente ikke, der var noget, der gjorde ondt på hende, men hun kunne i hvert fald ikke opereres, før hun faldt til ro. Nu skulle Ea Suzanne Akasha løse problemet.

– Hun fortalte, at i sengen overfor var en dreng, der var på samme alder som den søn, hun havde mistet under jordskælvet. Hun havde altså set barnet, og så havde hun pludselig syntes, det var hendes søn, og så havde hun bare fået et chok. Så fortalte hun, hvad der var sket under jordskælvet, og bagefter var hun fuldstændig rolig og sagde tak. På tværs af en anden kultur og alt muligt andet er det bare det at være til stede og være nærværende. Præster ville sikkert tale om sjælesorg, det har jeg ikke forstand på, men det er den samme menneskelige kontakt igennem noget, der er rigtig svært.

Katastroferamte børn har ofte brug for mere end samtale, fordi de ikke som voksne kan kommunikere udelukkende med ord. Ea Suzanne Akasha og de frivillige brugte leg til at få de haitianske børn til at bearbejde deres oplevelser. Især hjalp det at tegne, hvad der var sket under jordskælvet, hvilket var en udfordring i sig selv, fordi børnene lå på madrasser på jorden med ben og arme i gips. Det var afgørende at behandle familierne med en respektfuld afstand og opfordre de voksne til selv at lege og tale med børnene, siger Ea Suzanne Akasha. Men det kan være svært altid at holde den professionelle armslængde.

– Jeg havde et barn, som jeg havde svært ved at holde afstand til. Af en eller anden grund rørte hans skæbne mig meget. Han havde fået amputeret underbenet, og han kunne godt lide at spille fodbold. Han var bare sådan én, der gik lige i hjertekulen. Hvis jeg gik fra det telt, hvor han var, fik jeg dårlig samvittighed. Jeg tænkte, at jeg burde være blevet noget længere. Det er et tegn på, at det er blevet for sentimentalt. Vi hjælpearbejdere er der, og vi går igen. Det gælder om, at haitianerne bliver i stand til at fungere selv, ikke at de skal fungere sammen med os, siger hun.

Haitianernes selvstændighed og menneskelige værdighed var noget af det, der var vigtigst for Ea Suzanne Akasha at etablere midt i kaosset.

Noget, der kan være vanskeligt, når al civilisation er nedbrudt, og den for hende ukendte sødlige lugt fra tusindvis af lig stadig fylder gaderne.

Et primitivt fødetelt lå ved siden af hendes soveplads i Røde Kors-lejren, og om natten kunne hun høre kvinderne skrige. 5-6-7 kvinder lå og fødte side om side på simple brikse.

En dag var der ikke plads i fødeteltet, og en kvinde måtte ligge udenfor midt i mylderet.

– Jeg kom bare gående, og så var hun ved at føde efterbyrden. Der lå et spædbarn på madrassen. Der gik amerikanske soldater rundt, der gik folk rundt, der skulle på toilettet. Det ramte mig. Der var ikke værdighed omkring det nye liv. Det meget hellige øjeblik, hvor et liv kommer til verden, foregik bare på den her måde. Der måtte jeg vende mig om, jeg skulle jo heller ikke være elendighedsturist, siger hun.

Men Ea Suzanne Akasha var langtfra en passiv tilskuer i Haiti. Samtalerne med landets indbyggere helede ikke kun psykiske sår, men var også en afgørende informationskilde for haitianerne. Mange patienter på hospitalet ved Røde Kors? lejr vidste ikke, hvor slemt de var kommet til skade, fordi de ikke forstod, hvad de udenlandske læger fortalte dem.

De havde ingen anelse om, hvornår de blev udskrevet, og om de havde familie tilbage uden for hospitalet. De fleste haitianere havde derfor mest af alt brug for at få kontakt til slægtninge og få at vide, hvad der var sket med dem.

– Der kom en ung mand, som havde det virkelig svært. Han havde to niecer, som var blevet indlagt. De havde været indespærret i en kollapset bygning sammen med deres mor, den ene i tre dage, den anden i fem. Så de var blevet ret sent indlagt, og moderen døde derfor af blodforgiftning. Den unge mand havde været med til at grave dem ud, så han var i en frygtelig tilstand. Han ville så gerne have, at børnene kom til Canada, hvor der var en søster, der kunne tage sig af de nu forældreløse piger. I den situation snakker jeg så først med ham og får hele historien om, hvordan de kørte rundt med moderen, og alt var kaos, og de blev afvist ved hospitalerne. Det har bare været helt forfærdeligt, siger hun og fortæller videre, at selvom det ikke var lykkedes at få niecerne til Canada, var den unge mand stadig meget taknemmelig, fordi han havde fået mulighed for at fortælle, hvad han havde været igennem.

Ea Suzanne Akasha føler sig bekræftet i, at psykosocial hjælp virkelig har sin berettigelse under katastrofer, og at det faktisk har en større positiv virkning, end hun havde turdet håbe.

– Noget af det, der overraskede mig mest, var, hvor meget man kan ved bare at være nærværende. Hvor vigtigt mødet mellem mennesker er. En ting er, at man bliver repareret fysisk, noget andet er det med, at nogen tager sig af dig og spørger til, hvordan du har det .

julie.hansen@kristeligt-dagblad.dk