Opløftende irakisk valg

Mens vi venter på offentliggørelsen af resultatet fra søndagens irakiske parlamentsvalg – det vil først ske i næste uge – er der grund til at dvæle ved den måde, valg dagen forløb på. Det vil være overdrevet at sige, at valget blev afviklet i fuldstændig god ro og orden – dertil er et dødstal på 38 mennesker i forbindelse med voldsepisoder et for højt tal – men det har alligevel været forbilledligt på mange punkter.

Det gælder ikke mindst, hvis man sammenligner med tidligere valg og folkeafstemninger i landet i de syv år, der er gået siden Saddam Husseins fald i kølvandet på den amerikansk-ledede invasion af landet. Dels har volden op til og under valget været væsentligt mindre denne gang, dels var stemmeprocenten 50 eller derover i de fleste områder. Det sidste afhænger naturligvis af det første, og i den forbindelse har det været et væsentligt element, at den irakiske hær og sikkerhedsstyrkerne har opnået et højt nok antal og en organisatorisk kvalitet, der har gjort befolkningen tryggere end tidligere.

Medvirkende til valgets relative succes er også, at landets politikere er begyndt at operere og kæmpe for stemmer på tværs af religiøse og etniske skel, og – naturligvis – at der ikke har været tale om storboykot fra sunni-muslimsk side, sådan som det var tilfældet ved sidste parlamentsvalg i 2005. Sidstnævnte har indset, at det ikke giver mere indflydelse at støtte op om væbnet modstand over for det shia-musliske befolkningsflertal. Sunnierne lod stemmesedlen tale – også selv om der har været kritik af, at hundreder af deres kandidater er blevet forbudt at stille op. Et andet kritikpunkt har således været – og det spørgsmål vil måske dukke op igen i de kommende uger – mistanken mod premierminister Nuri al-Maliki for magtmisbrug og potentiel valgsvindel, fordi hans regering havde ladet syv millioner for mange stemmesedler trykke op til valget.

Her vil mange lade tankerne flyde til valgsvindelen i Afghanistan for nylig, men valghandlingerne i disse to lande kan slet ikke sammenlignes. Irak er langt bedre organiseret og langt foran i udviklingen i demokratisk retning – og vel at mærke bedre end andre lande i Mellemøsten, hvor demokrati i gængs forstand ikke haves. Det skyldes det grundlæggende positive faktum, at den irakiske befolkning – om de er shiaer, sunnier eller kurdere – ser ud til at bakke op om et selvstændigt demokrati. Endnu er det for tidligt at juble uforbeholdent, for de kommende regeringsforhandlinger kan stadig føre til ny sekterisk splid. Men hvis ellers en ny voldskampagne kan undgås, kan valget i søndags vise sig at være en afgørende demokratisk landvinding.