Embedsmænd har fået politisk indflydelse

I Videnskabsministeriets Universitets- og Bygningsstyrelse søgte man forleden en medarbejder, der kunne "analysere udfordringer, udforme politiske initiativer og føre dem ud i livet."

En ven, der så annoncen, spurgte mig, om ikke det er politikere og ministre, der udformer politiske initiativer? "Langtfra altid", svarede jeg. Og den nævnte stillingsannonce ligner mange andre stillingsannoncer i den seneste menneskealder.

Derimod var stillingsannoncer af denne karakter utænkelige for et halvt århundrede siden. Men ansøgere til selv beskedne fuldmægtigstillinger loves nu politisk indflydelse som "idégeneratorer". For mine studerende er det sjældent svært at vælge mellem at tage politiske initiativer som lønnet medarbejder i et ministerium eller at betale kontingent til et politisk parti, hvorfra det kan være svært at påvirke regeringen.

Der er to måder at tolke nutidens stillingsannoncer på.

Den ene er, at det klassiske tørre og nøgterne forvaltningssprog er veget for et oppustet reklamesprog iblandet en for mange uforståelig teknokratisk jargon. Man mener måske ikke, at man kan lokke kvalificeret arbejdskraft til uden at oversælge et stillingstilbud.

Den anden er, at stillingsannoncerne helt reelt afspejler en ændring af forvaltningens rolle til at overtage meget af det, som man i gamle dage forventede politikerne selv klarede.

Begge tolkninger har noget for sig, og de er to sider af det samme. Formentlig overdriver man i stillingsannoncerne ofte unge embedsfolks politiske indflydelsesmuligheder. Med al respekt for Universitets- og Bygningsstyrelsen, som vitterligt lægger en ganske hårdhændet styring ned over universiteterne, så må man dog håbe, at de nyansatte i al fald en tid ses lidt an, inden de fører politiske initiativer "ud i livet".