Selvom folkekirkens bekendelsesskrifter fordømmer islam og andre trossamfund, er det ikke i modstrid med præsteløftet, når en biskop og flere præster lufter deres tro på flere veje til Gud. Det vurderer flere forskere i kristen dogmatik, efter at Dansk Folkepartis Jesper Langballe i weekenden krævede præster fyret for brud på præsteløftet.

De gamle bekendelsesskrifter skal nemlig tolkes ind i vor tid, mener lektor og ph.d. ved Aarhus Universitet med speciale i dogmer og trosbekendelse Else Marie Wiberg Pedersen.

– Vi bør tage afsæt i de positive formuleringer, når vi læser trosbekendelserne. At bekende sig til Kristus som vejen til frelsen er nemlig ikke det samme som at gøre sig til dommer over andre menneskers skæbne. Ved ikke at dømme andre ude på Guds vegne tager præsterne det netop alvorligt, at de skal forkynde evangeliet rent og purt, som der står i præsteløftet, siger hun og langer ud efter Dansk Folkeparti:

– Jesper Langballes syn på folkekirken afspejler middelalderpavernes påstand om, at der ingen frelse er uden for kirken. Den tankegang stemmer ikke overens med den generøse og nådige gud, som er essensen af evangelisk-luthersk kristendom.

Professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen påpeger, at Kristus er ét med Gud og var til, før kristendommen blev grundlagt, og trosbekendelserne formuleret.

– Ifølge kirkens budskab er Kristus Gud fra evighed til evighed. Gud kan møde ethvert menneske ad mange forskellige kanaler. Det er kirkens overbevisning, at alle disse kanaler går gennem Kristus og Helligånden, der hvert øjeblik forsøger at tale til hvert enkelt menneske. Derfor findes der mange veje til den ene vej til Gud, som er Kristus, siger han og tilføjer:

– Der er ingen veje fra Muhammed til Guds frelse, men den gode muslim, som tror på Allah og kan tage imod evangeliet på dommens dag, vil blive taget imod af Kristus.