Små mirakler i haven

Det var et lille mirakel at ankomme til "Havhuset" ved Rude den 1.marts – alene den sætning "...den første dag i marts" af Kaj Munk – for Gudrun og jeg ankom efter mørkets frembrud og gik rundt med lygter for at få bilen i garage.

Her stod den ene klynge vintergækker efter den anden samt enkelte erantis godt trykket ind nær hus-muren ved brændestablerne. Den blå anemone var der ikke, men der var alligevel denne håbets følelse af forårets mirakel efter en vinter, der har budt på masser af havearbejde uden for sæsonen.

Sjældent har vi i den sene vinter frem mod foråret knoklet så meget i skovhaven. Siden sidste brev har vi således fejet sne af drivhusene tre gange. Kun et par glasruder gik til. Men så er der frugttræerne, blåregnen, bøgetræerne, gyvelen og duftsnebollen. Så godt som hver morgen og formiddag har været en kamp imod harer, mus og rådyr.

Harerne har været de værste. Hos de fleste gnavere er overlæben forsynet med det, vi kalder en spalte, så fortænderne kan arbejde frit. Mellem fortænderne og kindtænderne sidder der på læberne nogle fortykkelser, så haren undgår at få spåner ind i munden under bark- gnavningen. Bag harens store fortænder sidder et sæt mindre til at holde fast i barken.

Ak, ja. Og det er sket igen og igen. Hareekskrementerne og den røde urin i sneen har været friske dernede i skovhaven hver dag.

Af pæretræer har vi 14 forskellige sorter. Ikke ét af pæretræerne er berørt af bark- gnav, men det er æbletræerne til gengæld. De har virkelig lidt.