Object |
9. marts 2010
Flere af landets biskopper er nu klar til at drøfte, om homoseksuelle skal have ret til at blive viet i en kirke.
- Kirken kan lige så godt erkende, at det bærer den vej. Jeg tror, at der er et politisk flertal for at åbne for homo-vielser i kirken. Men sådan en beslutning skal ikke tages af Folketinget. Den beslutning skal kirken selv tage. Det siger Karsten Nissen, som er biskop i Viborg Stift.
Han opfordrer kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) til at nedsætte et udvalg om homovielser. Det skal hurtigt komme med et oplæg til politikerne. Udvalget skal bestå af kirkefolk, og der skal både være modstandere og tilhængere af homovielser i udvalget.
Karsten Nissen er selv imod vielser af homoseksuelle i kirken.
- Men selv om jeg har den holdning, så må det være sådan i kirken, at når man har behandlet en sag ordentligt, så kan man også leve med forskelligheder, siger Karsten Nissen.
Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) holder indtil videre fast ved, at kirken ikke må vie homoseksuelle. Men hun er parat til at diskutere, om homoseksuelle skal kunne indgå registreret partnerskab i kirken i stedet for på rådhuset.
Tidligere har flere Venstrefolk i Folketinget brudt parti-disciplinen i spørgsmål om homoseksuelles rettigheder. De har stemt sammen med oppositionen og skabt et flertal uden om regeringen. En af dem er Karsten Lauritzen.
- Hvis folkekirken kommer og siger, at den gerne vil have mulighed for at vie homoseksuelle, så stemmer jeg for. Men det skal ikke være noget, som vi trækker ned over hovedet på kirken, siger Karsten Lauritzen.
ust@ritzau.dk