10. marts 2010
Irsk politi har anholdt syv muslimer, der mistænkes for at ville myrde svenskeren Lars Vilks, som har tegnet profeten Muhammed
Irsk politi har under en aktion anholdt syv muslimer, der angiveligt har haft en plan om at myrde svenskeren Lars Vilks, som i 2007 tegnede profeten Muhammed med en krop som en hund.
Ifølge det franske nyhedsbureau AFP og irske medier er der tale om fire mænd og tre kvinder, som er anholdt i byerne Cork og Waterford. De afhøres på fire forskellige politistationer.
Anholdelserne kommer ifølge oplysningerne efter et samarbejde mellem efterretningstjenester fra en række europæiske lande samt CIA og FBI fra USA.
Netavisen Ireland Online skriver, at de anholdte er i alderen fra midt i 20?erne til midt i 40?erne. Ireland Online skriver videre, at de anholdte menes at være irske statsborgere, men at deres oprindelse er mellemøstlig.
Andre irske netmedier siger, at de anholdte er fra Marokko og Yemen, og at de alle har lovlig ret til at opholde sig i Irland.
I Sverige siger en talsmand for det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, til det svenske nyhedsbureau TT, at Säpo kendte til sagen og vidste, at anholdelserne var i gang. Säpo-talsmand Mattias Lindholm vil dog ikke udtale sig om sagen.
Herhjemme vil Politiets Efterretningstjeneste,PET, heller ikke kommentere sagen.
Lars Vilks? tegning blev bragt i den svenske avis Nerikes Allehanda den 18. august 2007. Tegningen blev ledsaget af en leder om censur, religion og ytringsfrihed.
Tegningen udløste protester fra muslimer og dødstrusler imod Vilks. En al-Qaeda-organisation udlovede en dusør på 150.000 dollar til enhver, der skar halsen over på Vilks. Dusøren for at myrde ham på andre måder blev sat til 100.000 dollar, mens der blev udlovet en dusør på 50.000 dollar for at myrde Ulf Johansson, chefredaktør på Nerikes Allehanda.
I Danmark sidder en somalier varetægtsfængslet, sigtet for forsøg på at dræbe bladtegneren Kurt Westergaard, som har tegnet profeten med en bombe i turbanen. Drabsforsøget mod Kurt Westergaard fandt sted den 1. januar i år.
/ritzau/