Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger
Send artiklen Med Armenien i hjertet og bevidstheden til din ven.
Med Armenien i hjertet og bevidstheden
Relieffet med det armenske kors er det første, man ser, når man træder indenfor hos Paola og Jean-Pierre Basmadjian i deres lejlighed i Lyon. --
- Birthe B. Pedersen.
Generationen af armeniere, der oplevede folkemordet i 1915, er næsten forsvundet. Men mindet om at være det første kristne folk lever videre, blandt andet i Frankrig, hvor 500.000 personer har armenske rødder
Relieffet med det armenske kors er det første, man ser, når man træder indenfor. Men ellers er det snarere moderne design og interessen for kunst og klassisk musik, der præger familien Basmadjians lejlighed i Lyon. Den armenske kultur bærer de i hjertet og i bevidstheden.
Her er den til gengæld også solidt forankret.
– Så snart børnene træder inden for døren, skal de tale armensk. Min mand er aktiv i de lokale armenske foreninger, vi har mange armenske venner, og lige nu er begge børnene på armensk sommerlejr i de franske Alper. Og så tilhører vi selvfølgelig den armenske kirke ligesom de fleste andre armeniere.
Paola og Jean-Pierre Basmadjian tilhører den armenske diaspora. Omkring otte millioner i verden, og heraf omkring 500.000 i Frankrig, den største koncentration i Vesteuropa.
Annonce
De fleste er efterkommere af de overlevende efter Osmannerrigets folkemord på den armenske befolkning i Anatolien i 1915 og i årene efter. Mellem én og 1,5 millioner dræbte. De, der ikke blev dræbt, flygtede til Iran, Mellemøsten eller Europa, hovedsageligt Frankrig, hvor de slog sig ned på en akse mellem Marseille og Paris. Senere udvandringsbølger fra sovjetrepublikken Armenien har sendt over en million armeniere til USA og Canada.
Jean-Pierres bedstefar var blandt de overlevende, som flygtede til Frankrig. Paolas familie endte i Libanon, hvor hun selv blev født, men da borgerkrigen brød ud i 1975, måtte familien videre til Frankrig.
Deres børn har aldrig kendt de bedste- og oldeforældre, som oplevede de tyrkiske massakrer mellem april 1915 og juli 1916 som straf for armeniernes påståede kollaboration med den russiske fjende under Første Verdenskrig.
Her er den til gengæld også solidt forankret.
– Så snart børnene træder inden for døren, skal de tale armensk. Min mand er aktiv i de lokale armenske foreninger, vi har mange armenske venner, og lige nu er begge børnene på armensk sommerlejr i de franske Alper. Og så tilhører vi selvfølgelig den armenske kirke ligesom de fleste andre armeniere.
Paola og Jean-Pierre Basmadjian tilhører den armenske diaspora. Omkring otte millioner i verden, og heraf omkring 500.000 i Frankrig, den største koncentration i Vesteuropa.
Jean-Pierres bedstefar var blandt de overlevende, som flygtede til Frankrig. Paolas familie endte i Libanon, hvor hun selv blev født, men da borgerkrigen brød ud i 1975, måtte familien videre til Frankrig.
Deres børn har aldrig kendt de bedste- og oldeforældre, som oplevede de tyrkiske massakrer mellem april 1915 og juli 1916 som straf for armeniernes påståede kollaboration med den russiske fjende under Første Verdenskrig.
Men de kender historien. Den fortælles fra generation til generation.
– Der er to ting, der binder armenierne sammen, siger Jean-Pierre Basmadjian: – Mindet om folkemordet. Og den armenske apostolske kirke.
Omkring 85 procent af armenierne tilhører den ortodokse, apostolske kirke, som ledes af den armenske katholikos med sæde i Etchmiadzin nær den armenske hovedstad, Jerevan.
Her ligger det kloster, som Gregor Lysbringeren byggede, da han kristnede Armenien og gjorde det til det første land i verden, som fik kristendommen til statsreligion i 301.
Lige siden har bevidstheden om at være det første kristne folk ligget dybt i armeniernes nationale identitet, symboliseret ved Ararat-bjerget, den snedækkede vulkan på grænsen mellem Tyrkiet og Armenien, hvor Noas ark skal være strandet. Den kristne identitet har overlevet Osmannerriget og den sovjetiske undertrykkelse og fortsætter med at binde diasporaen sammen.
– Denne kirke, hvor Gud udtrykker sig på armensk, har en mission i forhold til de mennesker, der taler dette sprog. Armenierne er født ind i denne kirke, og de har brug for de værdier, den står for, for at være hele mennesker og afbalancerede franske borgere. Men uden at lukke sig ude fra det franske samfund. Det er ikke det, vi søger, siger Norvan Zakarian, biskop i Paris og leder af den armenske apostolske kirke i Frankrig.
Den armenske diaspora er eksemplet på et folk, som har bevaret en stærk national identitet og samtidig integreret sig i deres nye fædrelande. I Frankrig har armeniere som sangeren Charles Aznavour skrevet sig ind i fransk kulturhistorie. Den franske kriseminister, Patrick Devedjian, er af armensk afstamning.
Jean-Pierre er både engageret i lokalpolitik i Lyon og i organisationer, der bygger hospitaler i Armenien.
– Vi har en dobbelthed i os. Men det er ikke en splittelse. Det er en berigelse, mener han.
– Vore børn er født med et navn. De har krav på at vide, hvad det navn betyder, påpeger Paola.
Selvom de franske armeniere er koncentreret i forholdsvis få byer og overalt sørger for at få bygget en kirke, har de ikke sat deres præg på bybilledet. Frankrig har ingen kvarterer i stil med Glendale, det armenske kvarter i Los Angeles, hvor butiksskiltene er på armensk, skrevet i det særlige armenske alfabet, som blev opfundet af munken Mesrop Machtots i 405.
– Det skyldes den franske integrationsmodel. I USA ser man samfundet som et kludetæppe af forskellige kulturer, der lever side om side. Det gør man ikke i Frankrig, hvor man forventer, at vi udadtil tilpasser os den franske levevis, mener Paola.
– Vore værdier er jo de samme, påpeger Jeanine Paloulian.
Hun er journalist og var i mange år politisk reporter ved lokalavisen i Lyon.
– Mine værdier er de universelle værdier om menneskerettigheder og demokrati. Og jeg arbejder for, at Armenien bliver bedre til at leve op til disse værdier, siger hun.
Men samtidig har den armenske diaspora et kompliceret forhold til Armenien. Deres fælles fædreland er det kulturelle fællesskab, ikke det geografiske Armenien, hvor selv forfædrene, der flygtede fra Tyrkiet, aldrig har boet.
– Jeg har aldrig boet i Armenien, og det har min mor heller ikke, hun flygtede fra Tyrkiet. Det er her, min kultur er født. Når jeg træder ud af flyet i Jerevan, føler jeg mig hjemme. Men mit hjem er i Frankrig. Jeg bekender mig både til Gregor Lysbringeren og til Jeanne d'Arc. Man vælger jo ikke mellem sin mor og sin far, siger Jeanine Paloulian.
– Vi er lidt ligesom jøderne, tilføjer hun. At glemme er forræderi.
Og armenierne husker. Den 24. april samles de i de armenske kirker for at mindes folkedrabet. De udgør en aktiv politisk lobby, som presser på for at få Tyrkiet til at anerkende det.
– De franske armeniere stemte massivt imod den europæiske forfatningstraktat ved folkeafstemningen i 2005, først og fremmest i protest mod løfterne om optagelse af Tyrkiet. Og både ved lokale og nationale valg er armenierne en faktor, man må regne med. I en by som Décines øst for Lyon er en tiendedel af vælgerne armeniere. Det kan afgøre et valg, påpeger Jeanine Paloulian.
Blandt andet derfor har Frankrig en skiftende holdning til Tyrkiets optagelse i EU, som er et varmt spørgsmål, ikke mindst i regeringspartiet UMP. Mens forhenværende præsident Jacques Chirac overvejende var tilhænger, er Nicolas Sarkozy nu imod. Til gengæld vedtog Frankrig i 2001 en lov, der anerkender folkemordet som en historisk begivenhed.
Året før havde Sverige vedtaget en lignende lov, efterfulgt af Schweiz i 2003. Flere andre lande, deriblandt USA, har ligesom FN på forskellig vis anerkendt det armenske folkemord, som Tyrkiet fortsat benægter.
Alexis Govciyan var en af hovedkræfterne bag det franske lovinitiativ. Han er formand for Europe de la Mémoire, en organisation, der arbejder for at bevare mindet om folkemord i Europa fra 1015 til 1945, men også for armeniernes internationale velgørenhedsfond og for paraplyorganisationen for armenske organisationer i Frankrig.
– Det var en meget stærk følelsesmæssig oplevelse, da loven blev vedtaget, sent om natten den 18. januar 2001. Der var mange armeniere i parlamentets publikumsloger, vi faldt hinanden om halsen, og mange havde tårer i øjnene. Jeg er født i Tyrkiet, men hørte først om folkedrabet, da jeg var 15. Vi ved, hvad vores bedste- eller oldeforældre var igennem, og det er vigtigt for os, at Tyrkiet anerkender den smerte, siger Alexis Govciyan.
– Den tyrkiske offentlighed er sådan set parat til en indrømmelse af folkedrabet. Det, der blokerer, er erstatningsspørgsmålet, som uundgåeligt vil blive rejst, hvis Tyrkiet officielt anerkender massakrerne. Indtil videre fører vi en række retssager mod internationale banker, som har beholdt indeståender tilhørende armeniere, der blev dræbt, på samme måde som schweiziske banker beholdt indeståender på jødiske bankkonti. Men for efterkommerne er det afgørende ikke pengene, men den moralske anerkendelse, siger Alexis Govciyan.
Hos Paola og Jean-Pierre Basmadjian deler man dette håb om oprejsning til bedste- og oldeforældre, der omkom. Men de frygter også, at det vil være begyndelsen til enden på den armenske diaspora.
– Den dag, Tyrkiet anerkender folkedrabet, vil armeniernes behov for at hæge om mindet som grundlaget for den fælles identitet også forsvinde. Følelsen af uretfærdighed er en del af den cement, der knytter os sammen, mener Jean-Pierre.
Paola er mindre overbevist. Hun tror stærkt på den armenske kulturs livskraft. Men hun er også bevidst om, at armeniernes eksemplariske integration i deres nye fædrelande er en latent trussel mod diasporaens overlevelse.
– De fleste af vores armenske venner taler ikke armensk. Sproget er ved at forsvinde. Og mange gifter sig uden for diasporaen. Selvom de forsøger at holde fast i deres kultur, er det ikke nemt i et blandet ægteskab, og især er det svært at give kulturarven videre til børnene. Se bare på din bror, siger Paola til sin mand.
– Hans kone er fra Luxembourg, men af spansk afstamning, og det er den spanske kultur, hun giver videre til deres børn. Det armenske udvandes, mener Paola.
Hun så gerne, at de to børn, Carla på 11 og Luca på otte, vælger sig en armensk ægtefælle, når den tid kommer.
– Men jeg ved godt, at det er et urimeligt krav. Jeg ønsker først og fremmest, at de bliver lykkelige.
bpedersen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Seneste udland
Stillinger
-
Studiejob tilbydes i Krifas salgsafdeling i aarhus
-
A-kassekonsulenter søges i Roskilde og Kolding
-
Salgschef søges til Krifa forsikring i Aarhus
-
Leder søges til ny juridisk afdeling i Aarhus
-
Børnekonsulent søges til LM Kids
-
Chef søges til KFBU, Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge
-
Leder til opstart og drift af børnehaven SmåLand i Silkeborg
-
Forstander/forstanderpar søges til Vesterbølle Efterskole
-
Sognepræst søges til Bramdrup Kirke
-
Københavns kommune søger Centerleder til Plejeboligcenter Fælledgården
-
Projektmedarbejder søges til Folkekirkens Skoletjeneste Fredensborg-Helsingør provstier
-
Ny forstander søges til Løgumkloster Højskole
-
Leder søges til Kirkens Korshær Esbjerg
-
Præst søges til Ubberup valgmenighed
-
10 gode råd til dig, der skal skrive en stillingsannonce
Debat
Seneste debatindlæg
| 28 |
Sv. Brug for oaser i... |
erik
14 min. siden |
| 1 |
En skjult og en officiel... |
erik
38 min. siden |
| 1 | Svenske imamer |
erik
44 min. siden |
| 66 |
Sv. Præst står til kraftig... |
Heinrich R.
3 timer siden |
| 8 |
Sv. Allerede kontrol |
Andreas...
9 timer siden |
10 vigtigste ting at vide om...
-
10 vigtigste ting at vide om kristendommen
-
10 vigtigste ting at vide om islam
-
10 vigtigste ting at vide om jødedommen
-
10 vigtigste ting at vide om buddhismen
-
10 vigtigste ting at vide om abort
-
10 vigtigste ting at vide om aktiv dødshjælp
-
10 vigtigste ting at vide om stamcelleforskning
-
10 vigtigste ting at vide om katolicisme
-
10 vigtigste ting at vide om protestantisme
-
10 vigtigste ting at vide om den danske folkekirke
-
10 vigtigste ting at vide om reklamer og etik
-
10 vigtigste ting at vide om kunstig befrugtning
Læs også
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
