" Men det behøver jo ikke betyde, at kommunerne automatisk vælger den nemme og billige løsning. Der kan være andre forhold, som for eksempel at socialt belastede familier selv kan have en interesse i at blive "nomader". Det kan være, de vil undgå myndighedernes overvågning eller måske trusler fra det kriminelle miljø. Eller måske søger de bare lidt roligere omgivelser på landet. Der er mange ubekendte i dette spil, som burde komme frem i lyset."

Lederen har fat i noget at det rigtige.
Der er mange årsager til "eksporten".
Jeg selv blev først opmærksom på den for ca. 20 år siden. Da var det især København og omegnskommunerne, der "forsvarede sig" ved at sende uønskede personer til de fattige udkantskommuner, hvor affolkningen betød billige, dårlige boliger. Efterhånden som de anbragte børn blev for vanskelige, blev de hjemgivet og sendt bagefter.
Nu sendes "aben", om jeg så må sige åbenbart videre.
Nå klienterne går med til det skyldes det(sikkert ud af flere grunde):
Billig bolig med god plads.
Drømmen om at bo på landet, hvor vi sådan kommer hinanden ved. Det bliver en skuffelse. Her er høj grad af social kontol og lidt omsorg for hinanden.
På Mors klages over invasion af sociale tabere, for der er angiveligt intet politi. Til gengæld har også pushere o.a. frit spil.
Eftersom kommunerne intet har at tilbyde, truer de straks med at fjerne børnene som sanktion, dersom familierne ikke selv sørger for en bedre indkomst og helbred,stopper misbrug,skaffer bedre bolig,påklædning, hygiejne etc. Det kan forældrene ikke, så de flygter i håb om at beskytte deres børn. Det kan de glemme alt om. Der sker øjeblikkelig overdragelsesforretning kommunerne imellem.Man taler ikke omsonst om handlekommuner.

Det helt oplagte for mig af se ville være at spørge folk selv.
Det kommer sikkert ikke på tale.
Derfor må vi nok som altid indstille os på en undersøgelse,der fortæller, at velfærdsstaten lever i bedste velgående og pressen tager helt fejl, når den forfølger "enkeltsager".
De findes i tusindtal, desværre.Deraf består samfundet.
Uanset hvordan man vender det, har de omtalte kommuner gjort sig skyldige i misrøgt og dårlig rådgivning, der bringer familierne endnu længere ned i uføret. Desuden spilder de betroede midler. Det burde medføre et ansvar.

citat:
Eftersom kommunerne intet har at tilbyde, truer de straks med at fjerne børnene som sanktion, dersom familierne ikke selv sørger for en bedre indkomst og helbred,stopper misbrug,skaffer bedre bolig,påklædning, hygiejne etc. Det kan forældrene ikke, så de flygter i håb om at beskytte deres børn. Det kan de glemme alt om. Der sker øjeblikkelig overdragelsesforretning kommunerne imellem.Man taler ikke omsonst om handlekommuner.

Beklageligvis er situationen nærmest den modsatte. Kommunerne har ingen interesse i at hjælpe børnene, så længe de selv skal betale for indsatsen, så der er ingen der iværksætter noget som helst "straks", tvært imod sørger de for at iværksætte de lovpligtige indgreb, de ikke kan smyge sig uden om, så tilpas langsomt, at familierne har mulighed for at flytte i mellemtiden. I Brønderslevsagen, havde Lolland forsømt sagen i årevis, da de endelig fik presset familien til at flytte til Skanderborg. Skanderborg valgte derefter at skrotte alle de undersøgelser, Lolland havde lavet, for at vinde tid, og dermed lykkedes det for Skanderborg at udsætte en indsats indtil familien var flyttet videre. Brønderslev var igang med samme manøvre, da der "desværre" kom en politianmeldelse af familien.

Kære Avalokiteshvara.
Du har for så vidt ret.
At kommunerne truer med at tage børnene, er ikke det samme, som de gør det. I hvert fald ikke i første omgang, for det er meget dyrt og næsten aldrig nogen hjælp for børnene. Derimod føler de det som en oplagt uretfærdighed og straf, hvad det også altid er.
Det fortvivlede er, at (næsten) intet barn får hjælp i det nuværende system, der består af lige dele neglect og brutal tvang. Kommunerne har intet tilbud, og anmoder forældre om hjælp, bliver det brugt mod deres børn.
Forestil dig Jane, enlig med 2 børn på mindstesatsen, muligvis noget deprimeret. Hun kan ikke rigtig få tingene til at hænge sammen og beder kommunen om økonomisk hjælp. Først møder hun med lidt held en sagsbehandler, der lægger hovedet på skrå og lytter. Pludseligt vender Janushovedet, og hendes betroelser bruges mod hende og børnene til at stemple hende som en dårlig mor.
Eller Jens, samværsfar.
Han finder ved aflevering af sine børn køleskabet hos mor tomt, og børnene indrømmer, der ikke altid er råd til så meget mad. Derfor går han til kommunen for at beskytte børnene. Kommunen laver "fejlfinding" på mor og tvangsfjerner børnene. De taler til gengæld ALDRIG mere til far, der har været årsag til, de er indespærret og græder af savn af både far og mor, slægtninge, venner, kæledyr og muligheder.
Jane og Jens har jeg truffet i adskillige udgaver. Fælles for dem er, at de vil deres børn det bedste, men illusioner om en velfærds- og retsstat er bristede over hele linjen.

Det er rigtignok svært at tale om en konkret sag, når man må stykke oplysninger sammen på bedste beskub og sortere i sandt og falsk samt gætte sig til diverse motiver.
Mit hovedindtryk er forældre, der holder af hinanden og børnene. En mor, som husholdningen vokser lidt over hovedet under de dårlige boligforhold og en far, der slås som besat for at forsørge og værne sin familie. Læg dertil kommuner, der svigter fatalt.
Lad os opsummere det jeg ved eller mener at vide:
Mandens voksne datter er 20 år og tidligere anbragt. Derfor har hun ret til efterværn til hun er 25. Hun er åbenbart "tørret af" på sin far, der har hænderne mere end fulde. Et åbenbart svigt fra hendes handlekommune.
Hun må derfor laders ude af betragtning i bedømmelsen af forældreevnen.
Trods yderst vanskelige forhold beskrives alle de 8 børn som sunde, glade og venlige. Skoleproblemer er der ingen særlige af.
Familien boede særdeles dårligt i Nordjylland og på Lolland, sandsynliogvis fordi der ikke var råd til bedre.
Vi ser jo, at i Skanderborg, hvor de boede godt, var der ingen problemer. De var forstrakt med 46.000 fra Lolland. Udlejeren oplyser, at pengene fint slog til (3 måneders husleje og opfriskning af huset) Den, som har boet i almennytig bolig, ved, at det resterende beløb bliver ikke meget istandsat for. Angiveligt havde de små tegnet på væggen.
Kommunen fandt børnene glade og velpassede.
Faderen kunne sandsynligvis ikke betale husleje og måtte flytte familien til Låsby-Svendsens billige logi.Et vildt gæt: Bo gratis i en ruin mod at passe heste og udføre forefaldende arbejde, til kommunen eller naboerne er nødt til at købe skidtet for vurderingsprisen.

Jeg undrer mig over den langvarige varetægtsfængsling. Anklagen om incest var efter dommerens mening opfundet til lejligheden. Vanrøgt af en voksen kvinde kan ikke komme på tale, og at varetægtsfængsle 2 mennesker i månedsvis for at have slået nogen, er vist meget usædvanligt?
De voldsmænd, jeg kender til, fortsætter ufortrødent til dommen og længe efter.

De 8 mindreårige er midlertidig anbragt, hvilket er nødvendigt og rimeligt. Man kan ikke lade dem alene. Forhåbentlig får de lov at blive sammen og komme hjem sammen.
Til den tid kunne man jo spørge dem, hvor de ønsker at bo og med hvem. Samtidig kunne kommunen passende ryste op med virkelige støttetilbud.
At presse kommuner til at tvangsadskille familier, der ønsker at bo sammen og glædes over hinandens selskab, forekommer mig bestialsk.
Det samme kan siges om at overse børn i virkelig nød.

http://www.barnasrett.no/

Professor Skånland uddannet indenfor sprogvidenskab og arbejder med videnskabskritik.
I Norge står det akkurat lige så galt til med evidensen, byrokratiseringen og moralen.

Desværre et lidt unøjagtigt link.
Læs artiklen Barnevernets bedømmelser på forsiden.
Barnas rett er i øvrigt en guldgrube for den, der ønsker seriøs information.
Det samme er Marianne Skånlands hjemmeside.

Her er (til moro?) fra hjemmesiden en samling "alvorlige grunde til omsorgsovertagelse"(tvangsfjernelse), indsamlet fra norske kommuners indstillinger til fylkesnevnene.



1) "Moren bruker for mye såpe (tvål) når hun vasker."

2) "Psykologen har observert at moren er dårlig til å lage omelett og at hun skjærer for tykke brødskiver."

3) "Datteren liker ikke fiskeboller. Dette er et tydelig tegn på incest."

4) "Barnet spiser maten så fort at det må ligge incest bak."

5) "Barnet spiser så langsomt og uvillig at det må ligge incest bak."

6) "Faren er for aktiv, og moren er for passiv."

7) "Barnet er selektivt med hensyn til hvem hun vil leke med i barnehagen. Hun leker mye med noen små stener."

"Barnet har forsinket språkutvikling, og det skyldes at foreldrene ikke stimulerer barnet nok."

9) "Moren har hatt en husvert som var sint fordi hennes katter hadde tisset på gulvet."

10) "Sønnen skulker skolen."

11) "Klærne ligger ikke i militær orden i skapene."

12) "Faren er blitt arbeidsløs og kan ikke forsørge familien."

13) "Barnet er ikke interessert i barnehagens begrepstrening."

14) "Foreldrene har søkt hjelp hos barnevernet fordi barnet ikke klarer skolen."

15) "Foreldrene vil ikke at barnet skal plaseres i fosterhjem, og viser derved at de ikke kan samarbeide med barnevernet."

16) "Foreldrene har gjort saken kjent i media for å få datteren hjem. Da kan datteren ikke fungere i lokalsamfunnet utenfor husets vegger."

17) "Moren er svært liten av vekst. Når datteren blir tenåring, vil moren derfor ikke kunne mestre henne."

18) "Faren har en dårlig fot og kan ikke stå på en gardintrapp. Han kan derfor ikke vaske vindusrammen øverst."

19) "Moren har cerebral parese og går med stokker. Hun kan derfor ikke leke med barna i sandkassen og ikke gå på ski med dem."

20) "Faren er negativt innstilt mot barnevernet."

21) "Mormoren er 54 år. Hun er for gammel. Mosteren er 28 år. Hun er for ung."

22) "Huset har ikke innlagt toalett men utedo."

23) "Da piken ble spurt av dommeren om hun ville hjem, svarte hun 'ja', men hjem vil jo alle. Hun gav heller ingen grunn til at hun ville hjem."

24) "Riktignok sier piken at hun vil hjem, men hun må jo fortsatt få lov å være i fosterhjemmet."

25) "Under samværet ville farmor omfavne barna. Barnevernet måtte stoppe det, for det kan skape en uheldig tilknytning."

26) "Foreldrene har klaget over at sønnen blir mobbet på skolen uten at skolen gjør noe for å hjelpe ham. Dette tyder på at foreldrene ikke klarer å samarbeide med skolen."

27) "Barnevernet tilbød moren en miljøterapeut til å besøke hjemmet. Moren ville ikke ta imot denne hjelpen, hun sa hun ikke forstod hva terapeuten skulle gjøre. Derfor har barnevernet ikke klart å få avslørt graden av omsorgssvikt som sønnene lever under."

28) "Foreldrene vil ikke la psykologen filme dem hjemme for å vise dem hvor dårlig deres samspill med barnet er."

29) "Moren er pille-misbruker."

30) "Moren har dårlig rygg. Hun kan ikke klare å ta seg av mer enn ett barn."

31) "Faren er syk, og moren får ikke arbeid utenfor hjemmet. Derfor har familien for dårlig økonomi til å betale leker og skole- og fritids-aktiviteter for barna."

*

Det er op til enhver "dommer at bruge ovenstående argumenter i kampen om/mod børnene.
De tegner godt kvaliteten i kommunernes beslutningsgrundlag for at yde "hjælp efter behov".

Bekendtgørelse af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område
Herved bekendtgøres lov nr. 453 af 10. juni 1997 med de ændringer, der følger af lov nr. 980 af 17. december 1997, lov nr. 410 af 26. juni 1998 og lov nr. 474 af 1. juli 1998. Den bekendtgjorte lovtekst gælder først fuldt ud fra den 1. januar 1999, jf. § 58 i lov nr. 474 af 1. juli 1998.




Kapitel 1
Lovens formål og område

§ 1. Formålet med denne lov er at

1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager,
2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret hjælp,
3) forebygge, at personer, der har eller kan få vanskeligheder ved at fastholde et arbejde, får behov for hjælp til forsørgelse, og
4) fastlægge struktur og grundlæggende principper for administration af sociale sager.
§ 2. Loven indeholder regler for, hvordan kommunalbestyrelsen (kommunen), amtsrådet (amtskommunen) og statslige myndigheder (de sociale nævn, Den Sociale Sikringsstyrelse og Den Sociale Ankestyrelse) skal behandle sager efter lovgivningen.

Stk. 2. I Københavns og Frederiksberg Kommuner varetages de opgaver, som er henlagt til amtsrådene, af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Der kan i anden lovgivning være fastsat regler, der fraviger denne lov.

Stk. 4. Socialministeren bestemmer, hvilke sager denne lov helt eller delvis gælder for.

Her i stk. 4 ligger efter min mening hunden begravet.
Den såkaldte Servicelov er slet ingen lov, men blot en pæn hensigtserklæring, for socialministeren har bestemt, at lov om retssikkerhed og administration ikke skal gælde - Ja rigtigt - for det sociale område!
Det fratager bekvemt politikere og byrokrater ethvert ansvar, uanset hvor inhumant og dumt, der handles.
Byråd kan vedtage beslutninger uden noget grundlag og endog fraskrive sig det økonomiske ansvar.
Sagsbehandlere kan krænke, indespærre og ødelægge ethvert barn og hævde det sker til barnets eget bedste. Godt bakket op af socialministeriet, der hævdet, at ved barnets bedste skal forstås netop det, som en vilkårlig sagsbehandler lige så vilkårligt bestemmer.
Følgelig er alle ankeinstanser at betragte som dårlige vittigheder. De må nemlig ikke realitetsbehandle noget som helst. Ikke høre hverken barnet eller dets kære eller om virkeligheden i det hele taget. Blot skønne, om kommunen har skønnet rigtigt ud fra de oplysninger og gisninger, man selv har udvalgt.
Kontroller venligst selv Ankestyrelsens hjemmeside.

Kære fru minister.
I morgen skal du møde KL.
Se venligst de herrer og damers reaktion, når du fortæller, at fra i dag gælder ovenatående lov for det sociale område.
Din begrundelse kunne være, at du ønsker at bringe dansk sociallovgivning i overensstemmelse med børnekonventionen og menneskerettighederne.
Hvor længe er det nu siden, vi ratificerede disse dokumenter?
Er det ikke snart på tide at implementere dem?