11. marts 2010
Johannesevangeliet kapitel 14, vers 6:
"Jesus sagde til ham: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig"."
Cirka år 100 e.Kr.
Kristine Stricker, sognepræst:
"Vi mennesker tænker ofte Gud som vores "egen", dvs. at vi som kristne har én Gud, men muslimer har en anden og hinduer en tredje osv. Men der kan kun være én Gud i dette univers. (...) Hos os har Gud vist sig i Jesus Kristus, som måske kun er én af mange veje til Gud."
Kristendom.dk 10. februar 2010
Anders Gadegaard, domprovst:
"Selvfølgelig er der mange veje til Gud – eller rettere veje fra Gud til os. Når vi kristne siger, at Gud har vist sig i Jesus Kristus, betyder det ikke, at han ikke kan handle eller vise sig på helt andre måder for mennesker i andre kulturelle eller religiøse sammenhænge end dem, vi kender. Vi tror på Gud som ét med Jesus Kristus, og derfor vil det være Kristus såvel som Gud, der viser sig for mennesker. Men der er kun én Gud, som er verdens skaber, og derfor er det ligegyldigt, om vi kalder ham Jahve, Allah eller Brahma."
Kristeligt Dagblad 5. marts 2010
Kjeld Holm, biskop:
"Jeg udelukker ikke, at mennesker af anden religiøs opfattelse end kristendommen kan finde den Gud, vi møder gennem Kristus. Jeg har mødt både muslimer og buddhister, som har været ualmindeligt spændende og sympatiske at tale med, og det er bestemt muligt, at de har fundet den samme Gud gennem deres tro."
Kristeligt Dagblad 5. marts 2010
Steen Skovsgaard, biskop:
"Jeg er målløs over synspunktet, at Jesus kun skulle være en af mange veje til Gud. Det er ikke bibelsk funderet og ikke udtryk for den kristne tro. Man bliver nødt til at erkende, at det er klar og tydelig tale, når Jesus siger, at han er døren ind til Gud."
Kristeligt Dagblad 5. marts 2010
Jesper Langballe, kirkeordfører (DF):
"Med den udtalelse har Kjeld Holm afbrudt enhver forbindelse til kristendommen. Det er en grundpille i kristendommen, at der ikke er nogen anden vej til Gud end Kristus. Kjeld Holm burde øjeblikkeligt tage sin afsked som biskop. (...) Når præster og en domprovst siger sådan noget, så står de til en læresag med henblik på afskedigelse."
Kristeligt Dagblad 6. marts 2010
Else Marie Wiberg Pedersen, ph.d. og lektor i teologi ved Aarhus Universitet:
"Jesper Langballes syn på folkekirken afspejler middelalderpavernes påstand om, at der ingen frelse er uden for kirken. Den tankegang stemmer ikke overens med den generøse og nådige gud, som er essensen af evangelisk-luthersk kristendom."
Kristeligt Dagblad 9. marts 2010
Niels Henrik Gregersen, professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet:
"Der er ingen veje fra Muhammed til Guds frelse, men den gode muslim, som tror på Allah og kan tage imod evangeliet på dommens dag, vil blive taget imod af Kristus."
Kristeligt Dagblad 9. marts 2010
Peter Widmann, professor i dogmatik:
"Påstår man, at andre religioner såsom islam kan føre til et ubrudt forhold til Gud, så har man slet ikke brug for Kristus."
Kristeligt Dagblad 9. marts 2010
"Borgeren", netbruger:
"Jeg er træt af diverse universitetsansatte og Kjeld holm, der som "ypperstepræster" i medierne forkynder dereres mildest talt ringe teologiske indsigt. At frelsen går gennem Kristus er helt fundamentalt i kristendommen. Der er en grund til, at religionen hedder: "KRISTENdom"."
Kristeligt-dagblad.dk, 9. marts 2010
Kjeld Holm, biskop:
"Hvad Grosbøll og jeg er enige om, er dette, at emnet for kristendom og kirke er, hvordan den enkelte tolker bibel og tradition med sin egen eksistens og dens uafrystelige spørgsmål om, hvad der er sandhed og mening."
Kristeligt Dagblad 10. marts 2010
johansen@kristeligt-dagblad.dk