Prædikener er ikke tekster til øjet, men taler til øret

Barack Obama er det tydeligste eksempel herpå. Da han fik Nobels Fredspris, var der endnu ingen store geopolitiske resultater at henvise til. Nobelkomitéen henviste i stedet til det "nye klima", han som præsident bragte med sig. Tiltroen til Obama hviler i mindre grad på evnen til at skabe resultater. Obamas troværdighed og politiske lederskab bliver til, når han står bag en mikrofon og taler. "Kun yderst sjældent har et menneske i samme grad som Obama samlet verdens opmærksomhed og givet dens befolkning håb om en bedre fremtid," lød nobelkomitéens motivation. Troværdighed og politisk succes kan afhænge af en persons evne til at bevæge et samfund eller en hel verden med mundtlige ord.

De gamle, romerske retorikere ville have genkendt og glædet sig over disse forhold. I senatet og retssalen var evnen til at tale en hovedkilde til troværdighed. "En god mand er en, som taler godt," mente Quintilian. Heldigvis er veltalenhed ikke kun et medfødt talent. Den kan i et vist omfang læres og øves.

Derfor opstod retoriske skoler, hvor mænd med ambitioner om en position i det offentlige liv gennemgik intens træning efter et system med fem arbejdsfaser, der stadig er skelettet i retoriske lærebøger: hvordan man får gode og holdbare ideer (inventio), hvordan de skal disponeres (dispositio), hvordan de omsættes til velfungerende sætninger (elocutio), hvordan taleren kan huske sine ord uden at have et manuskript (memoria) samt alle de kropslige forhold, der skal bære talen: tonefald, gestus, øjenkontakt (actio).

De romerske retorikere vidste, at ingen af disse teknikker i sig selv kunne bære en tale i mål: Uden troværdigt indhold afsløres ord hurtigt som opstyltede og hule. Men uden veltalenhed kan selv de mest behjertede forsøg på at formidle et budskab vise sig forgæves.

Den kristne kirke samlede sig fra begyndelsen ikke blot om sakramenter og tekstlæsning, men i høj grad også om prædikenen. Der blev prædiket til fælles fordybelse i teksternes mening, og med prædikenen som medium blev evangeliet forkyndt for alverden.

IMIDLERTID VAR den tidlige kirke ambivalent over for retorikken. På den ene side havde prædiken sit forbillede i Jesu egen jævne folkelige forkyndelse. Denne modkultur til den urbane hellenistisk-romerske stil måtte prædikenen ikke svigte. På den anden side udviklede kirkelivet sig midt i kulturen – i bogstavelig forstand midt i den hellenistisk-romerske bykultur.

Det stillede uvilkårligt retoriske krav til prædikanterne, hvoraf nogle heldigvis besad medfødt talent, men i øvrigt savnede systematisk øvelse og træning. Augustin oplevede dette, da han som gammel biskop i 383 e.Kr. resigneret betragtede præsterne i sit stift. "De hedenske talere," skrev han, "formår at tale bevægende og ophidsende, mens de kristne omgås sandheden omstændeligt og åndløst. Hvem kan være så dum at kalde det fornuftigt? Hvorfor ikke udruste de kristne talere, så de kan forsvare sandheden?" Med dette retoriske spørgsmål indleder Augustin sin praktisk-retoriske lærebog i kunsten at prædike.

Det står fast, at forkyndelsen ikke står og falder med prædikantens retoriske evner. Det er endnu ikke sket, at slette prædikanter har udryddet den kristne tro i et sogn. Men det er ofte sket, at prædikanter har talt forbi menigheden og forholdt sig til spørgsmål, som er irrelevante. Og tilsvarende ikke gået ind på spørgsmål, som alle sidder med.

Det sker, at prædikener holdes så tungt og omstændeligt, at ordet knap nok er levende og budskabet næppe kan opleves som glædeligt. En prædiken kan på samme tid fejle på adskillige af den romerske retoriks fem lærepunkter: idéløs, udisponeret, sprogligt knudret, totalt manuskriptafhængig og uden et øjebliks ægte kontakt med menigheden. Alt det, som en retoriklærer straks ville falde over og begynde at forbedre gennem undervisning og træning.

Det talte ord stiller særlige krav, fordi det er flygtigt. Som universitetsuddannet teolog er man veltrænet i at fortolke tekster, men ikke nødvendigvis i at formidle i en form, der svarer til det talte ords medium. Der findes heldigvis prædikanter med medfødt talent. De kan tale nærmest trykklart uden manuskript overhovedet. Vi andre er nødt til at tænke os om og arbejde ikke kun med bibelteksterne, men også med vores eget sprog: finde de bedst egnede billeder, formuleringer, punchlines. Den proces er og bliver et skrivebordsarbejde, men hele tiden rettet mod mødet med menigheden på søndag.

I kirken sidder mennesker, præsten i forvejen er i samtale med. Prædikenen er et indlæg i denne samtale. Den tyske teolog Ernst Lange beskrev opgaven som prædikant med disse ord: "Jeg taler med tilhøreren om hans liv, om hans erfaringer og meninger, hans opgaver og hans skæbne. Tilhøreren er mit tema."

På kirkebænken sidder mennesker, der er afhængige af at høre i et tempo og en rækkefølge, der er til at følge. Derfor er den gode prædiken skrevet for øret. Den husker, at vi forstår gennem eksempler og husker ved hjælp af indre billeder, som prædikenen selv kan bidrage til. Den gode prædiken kræver ingen notatblok, men kan alligevel tages med hjem og måske dukke op i samtalen med dem, der ikke var med i kirke denne søndag morgen.

Efter universitetsuddannelsen er der brug for, at præster supplerer deres viden på mange fronter: sjælesorg og undervisning. Men også med retorisk træning på prædikenens område.

Der kan være brug for at støtte præster i deres første embedsår for eksempel gennem efteruddannelse og mentorordninger. Men også erfarne prædikanter kan have behov for kurser, hvor de kan slippe ud af deres vante tone. Det er et stort aktiv for gudstjenesten, at den i sin midte har en situation, hvor en præst taler kraftfuldt, pointeret og billedrigt. Det trumfer enhver form for skriftlighed.

Jan Asmussen er sognepræst og underviser i homiletik (prædikenlære) på Pastoralseminariet i København. Han har netop udgivet lærebogen "Ord virker. Retorisk homiletik"