Den lyshårede betjent i Afghanistan

– Jeg oplevede, at kvinderne var langt mindre korrupte end mændene. Og selvom det er fristende at uddanne en masse kvinder for at komme eksempelvis korruptionen til livs, så er det hos mændene og drengene, vi skal begynde. De skal uddannes først, så de ikke bliver jaloux på kvinderne. Specielt i dét samfund. Det nytter ikke noget at uddanne kvinder og piger, der så bliver holdt hjemme af mænd, brødre eller fædre. Så har vi alligevel ikke opnået noget.

Til at hjælpe sig med arbejdet havde Suzanne Lassen den afghanske kvinde Tahira.

Tahira introducerede Suzanne Lassen til afghanernes liv og hverdag. Blandt andet fik Suzanne Lassen lov til at komme med hjem til en venindes forældre. Der mødte hun hjertevarme, gæstfrihed og flere generationer af afghanske kvinder.

– Jeg har enorm stor respekt for de kvinder, jeg mødte. Det spændte lige fra den ældre kvinde, der havde født 12 børn og levede meget traditionelt, underlagt familiens krav, til den kvindelige fabriksejer og entreprenør, der havde rejst verden rundt og klarede sig selv.

For en højtuddannet, vestlig kvinde var det en udfordring at manøvrere rundt i det mandsdominerede afghanske samfund. Suzanne Lassen tog det ikke personligt, når mandlige, afghanske kolleger ikke ville hilse ordentligt. Heller ikke de mange blikke, som hendes lyse hår og blå øjne tiltrak, ramte. Det gjorde derimod behandlingen af samfundets kvinder.

– Jeg havde det dårligt med deres kvindesyn – at kvinden nærmest er et produktionsapparat. Pigerne har ikke samme ret som drengebørn, og bliver kvinderne skilt, så er det ikke bare ærgerligt. Det bliver betragtet som en skændsel for familien. Man giftes med den person, som ens familie mener er den rette, uanset om han er 20 år ældre end én, eller man ikke kan lide ham. De afghanske kvinder kunne fortælle nogle frygtelige historier om ægteskaber, der ikke var andet end vold. Når de så løb væk, blev de fængslet for det. Så var det hendes skyld, selvom det var hende, der fik tæsk. Det var altså svært at sluge for en nordisk kvinde.

– Når du ser så megen ekstrem fattigdom, pigerne, der render rundt på bare fødder i frostvejr, og man ser det forarmede land med krig og korruption, så gør det ondt.

Suzanne Lassen er overbevist om, at hun har gjort en forskel. Når hun med egne øjne så, at politiet i Kabuls gader blev mere og mere professionelle i deres opførsel. Når hun købte ind hos de familier, hvor indtægten havde direkte indvirkning på familiens liv.

– Jeg ved også godt, at vi ikke kan trække os ud nu. Jeg ved, at de kvinder, jeg arbejdede sammen med, ville få svære forhold, hvis vi alle sammen bare tog hjem. Og det er jo det, vi kan. Vi kan tage hjem, når det bliver ubehageligt. De er tvunget til at blive og leve – eller rettere sagt overleve. Det er deres hjem.

livogsjael@krisetligt-dagblad.dk

Kristeligt Dagblad bragte i går to andre portrætter om kvindehjælp i Afghanistan: Fødselshjælperen og Lægen. Artiklerne kan læses her på hjemmesiden