Christina Jo Larsen |
11. marts 2010
Med nystartet firma, godt netværk og familie var der al mulig grund til at blive hjemme. Alligevel valgte Suzanne Lassen at følge med sin mand til den afghanske hovedstad, Kabul, hvor hendes danske idealer blev udfordret
Et sted i Kabuls snørklede gader er det ikke en lyseblå burka, men derimod en lyseblå baret, der fanger blikket. Under den er Suzanne Lassen, der i seks måneder har arbejdet som seniorrådgiver for Kai Vittrup, der er chef for EU's politimission i Afghanistan. Selvom hun kunne være blevet hjemme, valgte hun Afghanistan.
– Jeg kunne ikke lade være. Det gav mening, siger den 46-årige kvinde.
Ordene kommer uden tøven og med eftertryk. Begejstringen fortsætter.
– Det var spændende og udfordrende, og Afghanistan er hårdt, smukt, uvejsomt og samtidigt et betagende land, der drager en til sig, når man først har været der. Menneskene har god humor med stærke æresbegreber og stolthed, og de er arbejdsomme, opfindsomme, og selv med ringe midler finder de på nogle løsninger, som i vores øjne måske ikke er optimale, men det virker. Og de får det til at virke.
Suzanne Lassen er nygift og mor til to. Da hendes mand fik job i Kabul, fik hun samtidig muligheden for at tage af sted og – som hun siger – gøre en forskel.
– Det var en mindre sikker hverdag, men samtidig udfordrende på en anden måde end det, jeg oplevede herhjemme.
Dagligdagen i Kabul var varieret. Suzanne Lassen var med til at fordele de menneskelige ressourcer, planlægge rejser, møder, forhandlinger og havde desuden ansvaret for opbygningen af relationerne til dem, der bekæmper Taleban. Et andet vigtigt indsatsområde var bekæmpelse af korruption.
– Jeg oplevede, at kvinderne var langt mindre korrupte end mændene. Og selvom det er fristende at uddanne en masse kvinder for at komme eksempelvis korruptionen til livs, så er det hos mændene og drengene, vi skal begynde. De skal uddannes først, så de ikke bliver jaloux på kvinderne. Specielt i dét samfund. Det nytter ikke noget at uddanne kvinder og piger, der så bliver holdt hjemme af mænd, brødre eller fædre. Så har vi alligevel ikke opnået noget.
Til at hjælpe sig med arbejdet havde Suzanne Lassen den afghanske kvinde Tahira.
Tahira introducerede Suzanne Lassen til afghanernes liv og hverdag. Blandt andet fik Suzanne Lassen lov til at komme med hjem til en venindes forældre. Der mødte hun hjertevarme, gæstfrihed og flere generationer af afghanske kvinder.
– Jeg har enorm stor respekt for de kvinder, jeg mødte. Det spændte lige fra den ældre kvinde, der havde født 12 børn og levede meget traditionelt, underlagt familiens krav, til den kvindelige fabriksejer og entreprenør, der havde rejst verden rundt og klarede sig selv.
For en højtuddannet, vestlig kvinde var det en udfordring at manøvrere rundt i det mandsdominerede afghanske samfund. Suzanne Lassen tog det ikke personligt, når mandlige, afghanske kolleger ikke ville hilse ordentligt. Heller ikke de mange blikke, som hendes lyse hår og blå øjne tiltrak, ramte. Det gjorde derimod behandlingen af samfundets kvinder.
– Jeg havde det dårligt med deres kvindesyn – at kvinden nærmest er et produktionsapparat. Pigerne har ikke samme ret som drengebørn, og bliver kvinderne skilt, så er det ikke bare ærgerligt. Det bliver betragtet som en skændsel for familien. Man giftes med den person, som ens familie mener er den rette, uanset om han er 20 år ældre end én, eller man ikke kan lide ham. De afghanske kvinder kunne fortælle nogle frygtelige historier om ægteskaber, der ikke var andet end vold. Når de så løb væk, blev de fængslet for det. Så var det hendes skyld, selvom det var hende, der fik tæsk. Det var altså svært at sluge for en nordisk kvinde.
– Når du ser så megen ekstrem fattigdom, pigerne, der render rundt på bare fødder i frostvejr, og man ser det forarmede land med krig og korruption, så gør det ondt.
Suzanne Lassen er overbevist om, at hun har gjort en forskel. Når hun med egne øjne så, at politiet i Kabuls gader blev mere og mere professionelle i deres opførsel. Når hun købte ind hos de familier, hvor indtægten havde direkte indvirkning på familiens liv.
– Jeg ved også godt, at vi ikke kan trække os ud nu. Jeg ved, at de kvinder, jeg arbejdede sammen med, ville få svære forhold, hvis vi alle sammen bare tog hjem. Og det er jo det, vi kan. Vi kan tage hjem, når det bliver ubehageligt. De er tvunget til at blive og leve – eller rettere sagt overleve. Det er deres hjem.
livogsjael@krisetligt-dagblad.dkKristeligt Dagblad bragte i går to andre portrætter om kvindehjælp i Afghanistan: Fødselshjælperen og Lægen. Artiklerne kan læses her på hjemmesiden
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad