Nanna Schelde |
11. marts 2010
Den første og sidste debat i anden runde af bispevalget i Aalborg Stift bød på mere skarphed fra både kandidaternes og de fremmødtes side. Vælgerne krævede klar tale fra Henning Toft Bro og Marianne Christiansen
Så skete det endelig. Bispevalgsboblen bristede, og debatten kom i gang.
I hvert fald blev det første, men også sidste valgmøde i anden runde af bispevalget i Aalborg Stift mere livligt end de syv møder i valgets første runde. Emner som homoseksuelle vielser og flygtningene i Brorsons Kirke var med til at positionere kandidaterne.
Omkring 60 interesserede var mødt op i det helt nye kirkecenter i Fjerritslev for at høre Marianne Christiansen, sognepræst i Thisted, og Henning Toft Bro, provst på Mors, argumentere for, at de skal være den nye biskop i Aalborg. Deltagerantallet var det hidtil laveste, men de, der var kommet, var til gengæld klar til at diskutere og klar til at lede efter kandidaternes svage punkter.
Flere vælgere var optaget af de store diskussioner, som lige nu præger mediebilledet. Én ville vide, om kandidaterne vil støtte vielse af homoseksuelle i kirken.
– Det vil jeg ikke, nej. Jeg mener, at den ordning, vi har nu, er god. Jeg synes ikke, vi har brug for et ritual, men jeg tror, det kommer. Derfor er jeg enig med Viborgs biskop, Karsten Nissen, som siger, at kirkeministeren må nedsætte et udvalg, så vi kan få alle sten vendt, sagde Henning Toft Bro.
– Jeg tror også, at sådan et ritual kommer. Hvis det gør, vil jeg arbejde for ordnede forhold, så vi kan vejlede den enkelte præst i både at sige til og fra i forhold til at vie homoseksuelle, sagde Marianne Christiansen.
Det svar var salen ikke helt tilfreds med. En kvinde ville vide, hvad Marianne Christiansen personligt mente.
– Jeg har deltaget i velsignelse af homoseksuelle par og vil gerne gøre det igen, svarede bispekandidaten.
Også den tidligere sag om Brorsons Kirke kom på dagsordenen flere gange. Som et dilemma mellem samvittighed og lov.
– Nogle menighedsråd ville som Brorsons Kirke invitere folk ind, mens andre aldrig ville gøre det. For mig er det tegn på den levende folkekirke. Som biskop må man derfor vejlede det enkelte råd i, hvad det skal gøre. Folkekirken skal ikke spændes for politiske holdninger, men man kan komme i en situation, hvor man må bryde loven, fordi et menneske beder om ens hjælp. Ligesom da Jesus helbredte på sabbatten, forklarede Marianne Christiansen.
Her var Henning Toft Bro uenig.
– Jeg mener ikke, man skal bruge kirkens rum til at opnå flygtningestatus. Vi er under lovgivning, og jeg har tillid til både den udøvende og den lovgivende magt. Det er farligt, hvis vi som kirke bliver spændt for en politisk sag, sagde han.
– Ville du så som biskop ringe til politiet, Henning? spurgte en mand fra salen.
– Nej, det ville jeg ikke. Men jeg ville tage ud og snakke med det pågældende menighedsråd for at få en tilbundsgående debat om situationen, svarede Henning Toft Bro.
Munterhed, mildhed og myndighed har været Henning Toft Bros slagord i valgkampen, mens Marianne Christiansen har profileret sig på rummeligheden. Men ved mødet i Fjerritslev blev de flyvske begreber for meget for de fremmødte.
– Hvad vil du egentlig, Henning? spurgte én.
– Hvor er din holdning henne, Marianne? spurgte en anden.
– Jeg har stillet syv konkrete punkter op her i aften, men jeg gentager dem gerne. Jeg vil både styrke undervisningen og kommunikation, og jeg vil indføre visitatsen for nu at nævne nogle. Kirkeligt tv er også et kæmpe indsatsområde, svarede Henning Toft Bro.
– For mig er rummeligheden netop, at jeg kan have min holdning, mens andre har en anden. For mig handler det ikke om at trække en streg i sandet. Man bliver kun klogere i mødet med folk, der siger en imod. Det er for mig den rummelige folkekirke. Ellers kunne jeg lige så godt lave min egen frikirke, sagde Marianne Christiansen.
De stemmeberettigede har endnu nogen tid til at afkode kandidaterne. Valget bliver afgjort torsdag den 25. marts.
schelde@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad