LÆS OGSÅ:Derfor kan selv Jesus blive et problem for folkekirken

– Det er biskopperne, der har tilsynsmyndigheden med præsterne i stiftet og dermed pligten til at skride ind. Og det eneste, biskopperne efter min opfattelse ikke kan gøre, er at undlade at reagere.

Hvordan skal en læresag konkret gennemføres?

– Jeg forestiller mig, at de enkelte biskopper indkalder de præster, som offentligt har fremført udsagn, der kan stride mod bekendelserne, til en opklarende tjenstlig samtale. Derefter må biskopperne vurdere, om der er grundlag for at gå videre med proceduren for rejsning af en læresag ved præsteretten. En anden mulighed er, at de afholder et obligatorisk fællesmøde for alle stiftets præster og indskærper det fælles embedsansvar for kirkens læregrundlag. Det vil være en klar markering, der ikke lægger op til ubehagelig kætterjagt på en præstestand, selvom den viser foruroligende tegn på teologisk degeneration.

Hvem skal så tage en tjenstlig samtale med biskoppen?

– Med hensyn til den ene biskop og domprovst, hvis udsagn er teologisk tvivlsomme, må man meget håbe, at bispekolleger og domprovstekolleger også tager en alvorlig drøftelse med dem.

Bør man ændre præsteløftet, hvis det – som meget tyder på – er i strid med præsters tro?

– Jeg mener ikke, det aktuelle stridspunkt bunder i et forældet præsteløfte. Selvom præsteløftet er en historisk tekst, der kræver at blive fortolket ind i en nutidig virkelighed, er vi med denne strid helt oppe i det røde felt, hvor alle advarselslamper skal blinke. Ingen præster, der har aflagt det eksisterende præsteløfte, kan være i mindste tvivl om loyalitetspligten over for kirkens læregrundlag. De har frivilligt underlagt sig en selvforpligtelse, som ikke ophæves af en fri fortolkningsret. Bliver det ikke klart for dem, vil kirken forbløde!

johansen@kristeligt-dagblad.dk