GIV TID! GIV TID!

I sne står urt og busk i skjul;

det er så koldt derude;

dog synger der en lille fugl

på kvist ved frosne rude.

Ordene er Ingemanns, år 1831. Men min datter på ni år skråler dem glad i 2010, når vi kører til skole. De giver mening for både hende og for mig, særligt i år, hvor vi har mærket vinteren. Helt ind i knoglerne.

Ifølge Danmarks Meteorologiske Institut er det den koldeste af slagsen i 14 år. Medierne har været fulde af skriverier om de tragedier, sneen og kulden har ført med sig: Drivhuse bryder sammen i snemasserne, snerydningsbudgetterne er overskredet, de hjemløse fryser, og den strenge vinter truer både slørugler og harekillinger.

Og det kan da være hårdt for både dyr og mennesker, når elementerne raser. Jeg syntes da heller ikke ligefrem, det var sjovt at grave min ladcykel fri af sneen med hænderne i en af sæsonens utallige snestorme. Indrømmet!

Men når det er sagt, hører jeg alligevel til dem, der anpriser vinteren. Især når den kommer for alvor: knasende, knusende, rasende, hvirvlende.

For så kan man endelig mærke, at der er forskel på årstiderne. Jeg ved intet værre, end når månederne glider sammen til en lang tunnel af ensartet vejr. Når vinteren blot er en lang, mørk og fugtig fortsættelse af efteråret, og efter et par måneder sjapper videre i en våd sommer, som så glider over i endnu et regnfuldt efterår.

For mange børn er det denne vinter første gang, de ved selvsyn har haft lejlighed til at konstatere, at snemænd ikke blot er et reklamepåfund i anledning af julen. Eksperterne fortæller, at vinterdepressive har haft bedre kår, fordi refleksionerne fra det snedækkede Danmark har givet os en vinter med meget lys. Og jeg har lært mine unger at synge en anden klassiker uden at skulle forklare, at det kun var i gamle dage, da Jeppe Aakjær levede, at der var snestorme til. Ordene kommer væltende som fnug:

Sneflokke kommer vrimlende

hen over diger trimlende,

det knyger ud af himlene,

det sluger hegn og gård.