OG SÅ ER DER MIG, SAGDE HUNDEN!

Kai Toft Nielsen fra Randers har ledt efter en forklaring på sætningen: Og så er der mig, sagde hunden!

Mon det kunne være Storm P, spørger Nielsen, men jeg må skuffe ham: Det er ikke Storm P.

Vendingen findes i lidt forskellige varianter, for eksempel: Og mig selv, sagde hunden, eller: Det var mig, sagde hunden, men alle steder skal den stakkels hund altså trækkes frem for at skjule, at man er i gang med at fremhæve sig selv uden at ville stå ved det.

Pia Jarvad skriver i sin glimrende "Bevingede Ord" fra 2006, at udtrykket bruges for at bagatellisere det at nævne sig selv i en sammenhæng.

Men hvorfor skal den stakkels vovse dog dække over min mere eller mindre falske beskedenhed?

Tja, jeg tror, det har at gøre med hundens interessante dobbeltrolle i menneskets tjeneste. I vore dage er hunde jo medlemmer af deres respektive familier, trofaste og pålidelige, søde og bløde, dejlige og kærlige, men sådan har det bestemt ikke altid været. Hunde var for bare 100 år siden enten brugshunde eller nogle skabede køtere, der ofte ikke havde det godt, og deraf udtryk som hundehul, hundeæde, gå i hundene, hundekulde, hundeliv, hundevagt med flere. Hundeklipper og hundekunster er heller ikke positive udtryk, så hunden signalerer ikke det gode.

Hunde blev ofte regnet for at være lumske, falske, feje og upålidelige, så derfor fik de spark og tæsk, og det skal jo da nok have hjulpet pålideligheden i dem!

Der er en mængde planter eller andre fænomener, som hedder noget med hunde:hundegræs, hundehør, hundehvede, hundepersille, og alt sammen udpeger det noget, som ikke helt er, hvad det giver sig ud for.