Asger Baunsbak-Jensen |
12. marts 2010
FRISINDET TRUES nu på en uhyrlig måde. Eller forstår man ganske enkelt ikke, hvad der ligger i det demokratiske kerneord? Når Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination (som jeg minsandten sad i bestyrelsen for i en årrække) nu farer frem med bål og brand mod Kirkens Korshær og Dansk Europamission og et par kristne friskoler, fordi de siges at diskriminere på baggrund af religion, er der store ting på spil for åndsfriheden.
Det er en grundfæstet dansk frihedslovgivning, som racediskriminationscentret netop skulle stå vagt om. Men det er en grov misforståelse, når centret sætter ind og anmelder disse institutioner. Man overser, at man hermed netop diskriminerer store dele af de friskoler, der i 150 år har udfoldet sig i kraft af en frisindet skolelovgivning, som mange i udlandet misunder os.
NU ER DET pedelansøgninger, man farer i flint over. Kom nu ned i øjenhøjde med virkeligheden. En kristen friskole, anerkendt til statstilskud af Undervisningsministeriet, eller en kristen efterskole, der knytter sig til kirkens bibelfundamentalistiske højrefløj, har ret til at holde skole på sine egne opdragelsesprincipper. Det er forældrenes frie valg af skole for deres børn, der fylder disse skoler.
Så sandt jeg ikke deler disse skolers særlige udlægning af Bibelen og næppe heller den pædagogik, som er en udløber heraf, vil jeg kæmpe med næb og kløer for, at skolerne har deres fulde frihed til at opdrage ud fra det, der er livsvigtigt for dem.
De frie skoler, kalder vi disse skoler, frie for statsmagtens indblanding i deres kulturelle, politiske og religiøse holdning. Det er min erfaring med disse skoler gennem mange år og som statens tilsynsførende for frie skoler i 13 år, at man skal holde sig fra at være rigoristisk over for dem og i stedet med rummelighed og frisind lempe tingene igennem.
EN ATEIST vil aldrig føle sig hjemme på en kristen fri- eller efterskole, ligesom en kristentroende vil være et fremmedelement på en marxistisk friskole. Det frygtelige, jeg ser ved racediskriminiseringscentrets anmeldelse, er den racisme og forfølgelse af religiøse og kulturelle mindretal, som er en del af vor tids forbandelse.
Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination kommer herved til at handle direkte imod det, der skulle være rådets hovedopgave.
EU-direktiv eller ikke EU-direktiv. Pedel eller ikke pedel. Åndsfrihed har aldrig levet i kraft af principrytteri, som har været frisindets argeste fjende.
Asger Baunsbak-Jensen,
præst og forfatter,
Toftegårdsvej 11, Farum
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad