Mange amerikanere er begyndt at mene, at strategien over for terroristerne er forkert. I stedet for at lade det tunge maskineri i Pentagon føre krig, bør man betragte terroristerne som almindelige kriminelle og lade CIA og FBI tage sig af dem. Det er sikkert også den vej, Obama vil gå, men skiftet vil møde modstand fra høgene i militæret og industrien. Og fra republikanerne i Kongressen.

USA HAR verdens ældste fungerende demokrati. Det er også verdens mest konservative. Forfatningsfædrene var bange for, at et flertalsdemokrati ville føre til pøbelvælde. Man indbyggede derfor et utal af bremse- og balancemekanismer i forfatningen. Obamas sundhedsreform skal vedtages af begge huse i Kongressen og underskrives af ham selv, hvilket han har vetoret til at undlade, hvis han ikke er tilfreds med resultatet. Dernæst skal han sikre sig, at Højesteret ikke underkender reformen som forfatningsstridig.

Med en masse studehandler undervejs lykkedes det at få Repræsentanternes Hus og Senatet til at vedtage hver sin version. De skal nu forhandles frem til én version og vedtages igen. I mellemtiden er den afdøde demokrat Ted Kennedy blevet afløst af en republikaner.

Obama har fra starten undervurderet partidisciplinen hos republikanerne, der prøver at blokere alle hans tiltag. Da demokraterne har flertal i begge huse, burde det ikke lykkes. Men Senatet har en regel om, at debatten kan fortsætte uendeligt, hvis 41 senatorer insisterer, og det er nøjagtigt det nye antal af republikanske medlemmer.

Normalt ville Obama nok kunne true og lokke en enkelt republikaner til at skifte side, men de kompromi-ser, der så må indgås, kan blive farlige for demokraterne i et valgår.

Det ser ikke godt ud for Obama.

UNDERSKUDDENE PÅ både budget og betalingsbalance sætter verdensrekorder i USA. Villigheden til at skære ned på udgifterne er ringe hos demokraterne, og til at forøge skatterne er den lig nul hos republikanerne. Dermed er de to almindelige tiltag for at formindske underskuddene usandsynlige. Obama har forsøgt at få en parlamentarisk kommission til at se på problemet, men republikanerne vil ikke være med. Så USA er i den nye og ubehagelige situation at måtte lade Kina finansiere underskuddene. Derfor så Obama nærmest ydmyg ud, da han besøgte Kina i november og lod sig sjofle til af kineserne i København.

Kina og USA er endt i et fornuftsægteskab, hvor de før var uafhængige nok af hinanden til at gå hver sin vej. Parterne i et sådant forhold er sjældent lige stærke. Trods den udbredte medielarm om Kina som den nye supermagt, så hverken er eller kan Kina blive det. Det er kun økonomisk, at Kina nærmer sig en position som ligeværdig partner med USA.

Militært, politisk, kulturelt og moralsk er Kina milevidt fra USA. Det er umuligt ikke at have respekt for, at Kina har formået at rive hen ved en halv milliard mennesker ud af fattigdom. Jeg ser det som et privilegium at bo i Kina og være vidne til denne verdenshistoriens største begivenhed. Men ligefrem også at have sympati for Kinas udenrigspolitik er vanskeligt. USA kom og frelste os i Europa i de to verdenskrige. Det ville Kina aldrig have gjort.

I supermagtssnakken hævder Kina selv, dels at det ikke er en supermagt, men stadig et udviklingsland, dels at Kinas model ikke kan efterlignes uden for kinesisk kultur. Mens den debat florerer, fortsætter Obamas kvaler, og USA glider langsomt væk fra sin supermagtstatus. Det kan man kun begræde. Når det brænder på i verden, er det ikke EU eller Kina, der anråbes om hjælp, men USA.

En svækket Obama er et stort problem for os alle.

Sven Burmester er forfatter og tidligere vicedirektør i Verdensbanken.