Sandheden er én. Vejene er mange

SPØRGSMÅLET, OM DER er mange veje, der fører til Gud, debatteres heftigt for øjeblikket. Præsten Kristine Stricker, der startede debatten her i avisen, svarede med at sige, at Gud har manifesteret sig på forskellige måder op gennem historien, alt efter hvordan mennesker har opfattet det religiøse i deres forskellige kulturer.

Det skabte straks reaktioner – blandt andre fra Dansk Folkepartis Jesper Langballe, som mener, at et sådant udsagn er et brud på præsteløftet om at forkynde evangeliet rent og purt. Andre teologer mener, at Langballe har for snæver en forståelse af Guds nåde, og at Helligånden sagtens kan virke i andre religioner.

Det er heller ikke let at skulle besvare sådant et spørgsmål i en tid, hvor krav om ligestilling og demokrati dominerer i alle forhold. For hvordan kan man slippe af sted med at fremhæve én religion frem for en anden uden at blive sat i bås som fundamentalist og intolerant? Derfor handler påstanden om, at andre religioner end kristendommen også kan føre til Gud, måske langt mere om demokratisering og politisering af religion end den egentlig handler om teologi.

Det er en katastrofe for teologien, at den i stigende grad bliver så politiseret, at den ikke længere kan få lov til at debattere uden at skulle tage hensyn til, hvad der er politisk korrekt. Det berører også spørgsmålet om sandhed, som stort set er forsvundet helt ud af den teologiske samtale og kirkelige debat, fordi det ganske simpelt er for risikabelt og politisk ukorrekt at tage op. Hævder man, at én religion er mere sand end en anden, bliver man anset for at være farlig og direkte samfundsskadelig. Jo højere der råbes om religionsfrihed og ytringsfrihed, desto mere bliver teologi og religionsdialog holdt på plads og dikteret af politiske holdninger.