Rikke Albrechtsen |
12. marts 2010
Amnesty International langer i ny rapport hårdt ud efter en plan, der skal samle Roms roma-befolkning i lejre
En plan om flytning af romaer i den italienske hovedstad Rom til nye, store lejre uden for byen møder hård kritik i en ny rapport fra menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, offentliggjort i går.
100 roma-lejre spredt ud over den italienske hovedstad er ved til at blive nedlagt som led i Roms såkaldte "nomadeplan". Omkring 6.000 romaer vil blive genhuset i 13 store lejre i udkanten af byen. Kommunen mener, at det vil betyde bedre forhold for de mange romaer, der ofte lever under kummerlige omstændigheder uden el, vand og sanitet i en blanding af lovlige, ulovlige og tolererede bebyggelser. Men Amnesty anslår, at mere end tusind romaer vil blive hjemløse, mens mange andre vil se deres liv rykket op med rode, hvis planen gennemføres.
– Disse tiltag har brug for at blive tænkt igennem igen. Roma-familier står til at miste deres ejendele, deres sociale netværk, deres adgang til arbejde og til offentlige ydelser, siger Ignacio Jovtis, der er organisationens Italiens-ekspert.
Tiltaget mod romaerne er led i premierminister Silvio Berlusconis generelle plan om at slå hårdt ned på illegal immigration, og i den øvelse har myndighederne også inkluderet romaerne, selv om de ikke nødvendigvis falder inden for den ulovlige kategori. Siden planen blev vedtaget i sommer, er flere lejre allerede ryddet, heriblandt den såkaldte Casilino 900, der blev jævnet med jorden i sidste måned. Den 40 år gamle lejr var anset som Europas største roma-beboelse med 620 indbyggere.
Amnesty kritiserer blandt andet de romerske myndigheder for ikke at have involveret byens romaer i planerne for deres videre skæbne; for ikke at give dem nogen indflydelse på, hvilken lejr de ender i, så de risikerer at blive splittet fra familiemedlemmer og andre nære; og for at placere lejrene på steder, der er dårligt forbundet med offentlig transport, så de ikke har mulighed for at komme på arbejde, og børnene ikke kan komme i skole.
Amnesty frygter også, at rydningen af de romerske roma-beboelser vil føre til lignende tiltag i andre italienske byer med store roma-befolkninger.
Også hos organisationen European Roma Rights Centre (ERRC) ser man på udviklingen med stor nervøsitet.
– På alle måder er det her ikke en god plan. Der er ikke ført tilstrækkelige konsultationer med romaerne først. I stedet ser vi tvangsudsættelser og folk, der ender som hjemløse, siger Victoria Vasey, der er advokat for ERRC.
Hun kritiserer manglen på gennemsigtighed fra myndighedernes side, der gør det umuligt at vide, hvad der reelt kommer til at ske, ligesom hun også fordømmer ideen om at eksportere romaerne og deres problemer ud af byen til de store "supercamps", som hun kalder dem.
albrechtsen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad