I DR-programmet Debatten foretog præst Henning Nielsen en vielse af lesbisk par. Handlingen udløste voldsom debat
Danmarks Radios studie 6 var rammen om en direkte live-transmission af en homoseksuel vielse torsdag aften.
I programmet Debatten var sognepræst Henning Nielsen inviteret for at foretage en vielse af det lesbiske par Iben og Pernille Wiene Rathje, sendt direkte ud til tv-seerne. Vielsesritualet var en oversættelse af det svenske ritual, der blev indført i nabolandets kirke sidste år og som Henning Nielsen gerne så indført i den danske folkekirke.
- Jeg vil gå som langt som til at sige, at jeg vil klappe i mine små hænder den dag, jeg kan vie et homoseksuelt par i en af mine kirker, lød det fra Henning Nielsen.
Også for det lesbiske par, der i forvejen er i registreret partnerskab, var signalværdien i vielsen vigtig, forklarede Iben Wiene Rathje.
- Man føler sig med i samfundet og velkommen, også i kirken, og man bliver accepteret på lige fod med andre, sagde Iben Wiene Rathje.
LÆS OGSÅ:Biskopper har kun få forbehold for registrering i kirkenDet specielle indslag førte straks til skarpe reaktioner fra programmets deltager, deriblandt frimenighedspræst Hakon Christensen.
- Bibelen har ingen velsignelse at give til dem, der lever i det, som Bibelen kalder synd, lød det fra Hakon Christensen ifølge DR.
- Denne her debat handler om en dyb, dyb åndelig krise, langt langt inde i vores kirke. Hvem er det egentlig, der er kirkens herre? Er der en autoritet uden for os selv?, spurgte Hakon Christensen.
LÆS OGSÅ:Fingrene væk fra kirkenOgså Claus Thomas Nielsen, sognepræst i Skjern, markerede sin modstand mod homoseksuelle vielser, som han betegnede som et udtryk for, at vi er "beruset af rettigheder".
I programmet deltog også Viborg-biskop Karsten Nissen og Kjeld Holm, biskop over Aarhus Stift. De to biskopper er uenige om kirkens rolle i forhold til homoseksuelle vielser, hvor Karsten Nissen blandt andet understregede, at han respekterer den kærlighed, der findes mellem et homoseksuelt par, men at ægteskabet religiøst og historisk er defineret som et forhold mellem mand og kvinde.
- Forskellen er, at ægteskabet i bibelsk forstand og kulturel-historisk forstand er mellem mand og kvinde...et folketing kan ikke gøre et registreret partnerskab til noget, det ikke er, lød det fra Karsten Nissen med direkte henvisning til det stigende politiske ønske om homoseksuelle vielser.
Helt anderledes så Århus-biskop Kjeld Holm på sagen.
- Registreret partnerskab lyder som noget, man køber i en edb-forretning. Jeg kan godt forstå, at bøsser og lesbiske ikke bryder sig om det. Et ægteskab har netop hele historien bag sig, det udtrykker etik og det udtrykker kærlighed, lød det fra Kjeld Holm, der samtidig understregede, at ægteskabet som begreb også kan ændre betydning.
- Historien har taget nogle gevaldige sving. Kultur er noget, vi besinder os på og af og til gør op med. Et ord kan også få en ny kulturel betydning og et ægteskab er derfor ikke noget, vi behøver at begrænse til det heteroseksuelle forhold, sagde Kjeld Holm og understregede, at han som kristen ikke ser de bibelske tekster som en facitliste.
- At være kristen er ikke at tro på bibelen, det er at tro på Kristus. Kristendommen er ikke en religion, der er hængt op på en bog, det er en religion, der er hængt op på et menneske, der åbenbarede sig som Guds søn for 2000 år siden, lød det fra Kjeld Holm.
De to biskopper var dog enige om, at spørgsmålet om homoseksuelle vielser skal afgøres af kirken, ikke af politikerne, hvilket blev modsagt af den radikale Lone Dybkjær.
- Hvis ikke vi havde fremsat alle vores lovforslag, var der jo ikke sket en bønne. Det er jo sandheden. Om ikke andet så har vi provokeret nogle af de tilstedeværende til at tage stilling, sagde hun i Debatten på DR2.