Muligheden for at støtte via sms på mobiltelefon lokker bidragydere til. Især under katastrofer reagerer vi spontant og støtter med mobilen
Til landsindsamlingen i søndags havde Folkekirkens Nødhjælp for første gang mobiltelefoner med rundt sammen med indsamlingsbøsserne. Idéen var, at man så kunne støtte med sms i stedet for mønter, hvis lommen var tom, når det ringede på døren. Og selvom den traditionelle raslebøsse stadig fik langt flest støttekroner i søndags, hvor 16 millioner blev indsamlet til kampen mod sult, melder humanitære organisationer, at de får flere penge ind med sms nu end nogensinde før. Danskerne reagerer på tilgængeligheden, og at vi er blevet vant til sms-teknologien, mener professor Lars Skov Henriksen fra Aalborg Universitet.
– Jeg tror, teknologien i sig selv gør en stor forskel. Det er lettere at støtte på den måde end at skulle ned på posthuset eller have kontanterne i lommen, når indsamlerne ringer på døren. Teknologien er blevet en integreret del af hverdagen, og det er naturligt at ordne betalinger med mobiltelefonen, siger han.
Danskernes interesse i at støtte med mobiltelefonen gjorde sig også gældende under den tv-transmitterede danmarksindsamling i januar i år. 131 millioner kroner blev indsamlet til Haiti og Afrikas kvinder på en enkelt aften, hvilket var det største beløb nogensinde ved en enkeltstående indsamling. Det rekordstore beløb blev skabt ved en vekselvirkning mellem sms-teknologien og den ramme, tv-mediet sætter, hvor indsamlingen bliver et nationalt projekt, mener professor Lars Skov Henriksen.
– TV-mediet udbreder kendskabet til katastrofen, og teknologien har vi lige ved hånden. Det er en meget elegant måde, hvor man kan skabe national opmærksomhed via fjernsynet, og hvor billederne fra katastrofen nærmest gør det til en pligt at støtte. Det er til en god sag, men selve konceptet minder om andre programmer, der kombinerer underholdning og konkurrence, siger han og påpeger, at sms-teknologien også giver mulighed for, at helt unge mennesker bliver bidragydere.
Muligheden for spontant at støtte med en sms har også været en succes for Red Barnet, fortæller kommunikationschef Mogens Damgaard. Ofte er det nemlig vores følelser i en bestemt situation, der bestemmer, om vi støtter med et beløb, og det er derfor organisationernes opgave at være til stede på de rigtige tidspunkter. Red Barnet gav derfor også mulighed for at støtte ved kassen i supermarkedet.
– Du fik en stregkode, som du kunne give til kassedamen til at bippe igennem, så betalte du en halvtredser. Vi tjente 3,5 millioner kroner til jordskælvsofrene i Haiti på den måde. Det er en situation, hvor vi er nede at købe ind for mange hundrede kroner og har det rigtig rart i Danmark, så vi vil gerne støtte. Mange folk vil gerne hjælpe, men har ikke lige pengene i en anden situation, siger han.
julie.hansen@kristeligt-dagblad.dk