Jesper Møller |
13. marts 2010
Stort i småt I miniatureparken Mini-Europa i Bruxelles kan man se en stribe af klodens mest berømte bygninger på nærmeste hold
Grækenland
Det kan være sin sag at komme rundt til alle 27 EU-lande, men under et besøg i Mini-Europe, der ligger i udkanten af den belgiske hovedstad, Bruxelles, kan man få et lille kig.
Mini-Europe er en miniaturepark, der blev åbnet i 1989 med bygninger og monumenter fra de daværende EU-lande.
Siden er parken blevet udbygget i takt med EU?s udvidelser, så den i dag rummer over 350 bygninger, og samtlige 27 EU-lande er repræsenteret.
Monumenterne er med undtagelse af den sicilianske vulkan Vesuv i målestoksforholdet 1:25, og for eksempel måler engelske Big Ben fire meter, mens udgaven af Eiffel-tårnet næsten når op i 13 meters højde. Så når man bevæger sig rundt i parken, får man et interessant billede af størrelsesforholdet mellem en række af klodens mest berømte bygninger.
Danmark har æren af at være det første land, man som besøgende passerer, og er repræsenteret ved udgaver af Nyhavn, Børsen samt vikingeborgen Trelleborg, og alle tre er ganske vellignende. Blandt parkens utallige andre efterligninger finder man blandt andet græske Akropolis, Brandenbruger Tor i Berlin, gondolerne foran Dogepaladset i Venedig samt det skæve tårn i Pisa.
Ved udvælgelsen af monumenterne er man ikke blot gået efter de mest berømte. Der er også lagt vægt på, at bygningerne skal skildre de enkelte landes kultur og historie. Vores egen Trelleborg samt tyrefægterarenaen fra Sevilla er gode eksempler på det.
Det mest imponerende ved Mini-Europe er den utrolige detaljerigdom, som monumenter og bygninger er opført med. Der er spenderet store summer samt megen tid på at gøre miniature-udgaverne så korrekte som overhovedet muligt, og der er brugt over 20.000 mandetimer på hver af de mest komplicerede.
Et godt eksempel er Triumfbuen fra Paris, hvor de 600 navne på militærpersoner, der er indgraveret i originalen, også er med i mini-udgaven.
Takket være detaljerigdommen ser man ting, som man aldrig ville have bemærket, hvis man stod over for den ægte vare. Størrelsesforholdet gør samtidig, at man får et meget bedre overblik over bygningerne.
Som rektoren for universitetet i den litauiske hovedstad, Vilnius, sagde, da han var med til åbningen af modellen af universitetet: "Jeg har i dag set arkitektoniske detaljer af mit eget universitet, som jeg ikke anede eksisterede."
Mini-Europe er opdelt landemæssigt, og ved hver nation kan man trykke på en knap, hvorefter landets nationalmelodi bliver afspillet. Derudover kan man trykke på andre knapper, der får vindmøllevinger til at køre rundt, både og toge til at bevæge sig, Vesuv til at gå i udbrud, og man kan sågar vælte et stykke af Berlin-muren.
Ikke mindst disse muligheder gør, at også børn finder Mini-Europe sjovt, og miniatureparken er en interessant oplevelse for hele familien.
I et hjørne af parken ligger Spirit of Europe. Det er en stor interaktiv udstilling, hvor man kan lære om EU?s historie, opbygning og arbejdsopgaver, ligesom man kan konkurrere mod hinanden i EU-viden.
Mini-Europe besøges hvert år af over 300.000 gæster, og 55 procent af gæsterne er udlændinge.
Mini-Europe ligger for foden af Atomium, der sammen med den lille tissetrold Manneken Pis er Bruxelles? bedst kendte vartegn.
Atomium blev bygget til verdensudstillingen i 1958 og vakte dengang stor opsigt ved sin mildest talt anderledes fremtoning.
André Waterkeyns 102 meter høje bygning er en kæmpekopi af et jernatom, der er forstørret 165 milliarder gange. De ni skinnende metalkugler er forbundet af lange rullende trapper, og kuglerne indeholder skiftende udstillinger.
Fra den øverste kugle har man en fremragende udsigt over nabolaget – heriblandt den store grønne Parc de Laeken. Parkens nærmeste nabo er den belgiske kongeresidens, der store dele af året er åben for offentligheden.
På vej til eller fra Mini-Europe og Atomium bør man også aflægge en visit i Basilique Nationale du Sacré-Coeur. Den belgiske national-basilika ligger i forstaden Koekelberg og udmærker sig ved at være en af verdens største. Kuplen er således 90 meter høj, og skibet måler hele 141 meter.
Opførelsen af den enorme kirke begyndte helt tilbage i 1904, men den stod først helt færdig i 1970. Arkitekten Pierre Langerock lavede originaltegningerne, mens den endelige udgave blev tilpasset efter tegninger af Albert van Huffel. Kirkealterets kors og bronzeengle er udført af den danskfødte billedhugger Harry Elstrøm.
Under en tur til Bruxelles udgør Mini-Europe, Atomium og national-basilikaen et perfekt grundlag for en heldagsudflugt i den oplysende underholdnings navn.
rejser@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad