Pinligt og uværdigt er det, at samarbejdet mellem folkeskole og folkekirke i den borgerlige Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København fungerer så dårligt, at end ikke et mæglingsmøde indkaldt af borgmesteren kan løse op for striden. Værre endnu er det dog, at den uløste strid langtfra er det eneste eksempel på, at de to bærende samfundsinstitutioner folkeskole og folkekirke i disse år rykker længere og længere væk fra et hidtil ellers naturligt, selvfølgeligt og fint samarbejde.

Som Kristeligt Dagblad allerede i slutningen af november kunne dokumentere, så oplever mere end hver sjette sognepræst i Danmark nu, at der er problemer i samarbejdet mellem skole og kirke. Flere af de 862 adspurgte præster i undersøgelsen, som førte til det resultat, kunne over for avisen fortælle om, hvordan skolens lærere eller ledelse lokalt "modarbejder kirken", "dikterer tidspunkt for undervisning" eller "inddrager konfirmationsundervisning uden at spørge om det". Derfor kan det heller ikke undre, at teologilektor Hans Raun Iversen over for Morgenavisen Jyllands-Posten betragter den lokale og aktuelle sag fra Lyngby-Taarbæk som et symbol på en langt mere dybtgående og principiel problematik: "Dette er endnu et tegn på, at kirke og stat er på vej til at blive adskilt. Det er kun i folkeskolen, at folkekirken kan nå alle i samfundet, og jeg er overbevist om, at færre vil blive konfirmeret, hvis børnene skal gå til præst sent om eftermiddagen".

Folkekirken oplever et stigende pres fra mange sider i samfundet, og ofte bliver kirkens folk beskrevet som enten stejle eller traditionalistiske, når de i øvrigt helt legitimt forsvarer deres synspunkter. Der er imidlertid grund til at minde om, at det udbredte og naturlige samarbejde mellem stat og kirke kom først. Det er også fortsat det, som otte ud af ti danskere med deres medlemskab af folkekirken støtter. Ikke for ingenting har vi en grundlov, der sikrer, at staten støtter kirken. Folkeskoleloven sikrer da også eksplicit plads til for eksempel konfirmationsundervisningen i folkeskolen. Og kirken bidrager med undervisning for konfirmander og minikonfirmander samt flere andre tilbud til børn og unge positivt til, at nye generationer får etiske værdier, kulturel dannelse, historisk bevidsthed og vigtig inspiration til eksistentiel tænkning med på vejen.

Når skolefolk i mere end hvert sjette sogn af praktiske eller ideologiske årsager lægger hindringer i vejen for folkekirkens arbejde i folkeskolen, er det derfor også dem, ikke kirken, der skylder en god forklaring. For umiddelbart ser deres nedprioritering af kirken ikke ud til reelt at bidrage til et bedre og mere sammenhængende samfund. mth