Grækenland, Tyrkiet og den cypriotiske hårdknude

Siden Grækenland rev sig løs fra tyrkisk overherredømme i 1821, efterfulgt af Thessalien, Kreta og de dodekanesiske øer, som alle blev indlemmet i Grækenland, opstod der et lignende krav fra Cyperns græsktalende flertal, som forlangte enosis – union med Grækenland. Men Storbritanniens fortsatte afvisning af at give cyprioterne selvbestemmelse resulterede i, at den græsk-cypriotiske EOKA-bevægelse i 1955 indledte en guerillakampagne mod det britiske styre.

Ifølge Lausanne-traktaten af 1923, der fastlagde det moderne Tyrkiets grænser, afgav Tyrkiet ethvert krav på Cypern, men ikke desto mindre inviterede Storbritannien både Grækenland og Tyrkiet til en konference i London i 1955 under påskud af at diskutere politiske og forsvarsforhold i det østlige Middelhav.

Som den britiske forsvarsminister, Selwyn Lloyd, forklarede kabinettet inden konferencen: "Under forhandlingerne er vort mål at spille grækerne op imod tyrkernes afvisning af enosis og på den måde bearbejde dem til at acceptere en løsning, som vil efterlade suveræniteten i vores hænder".

Helt på den måde gik det ikke, da England sammen med Frankrig led et ydmygende nederlag under deres forsøg på at tage kontrol med Suez-kanalen i 1956. USA skred ind og tvang de forhenværende stormagter til at trække sig tilbage. Fra da af var det USA, der bestemte farten i storpolitiske anliggender, også på Cypern.

Cyperns uafhængighed i 1960 fulgte derfor den amerikanske model om garanteret selvstændighed. Storbritannien bevarede to baser, men øens uafhængighed, territoriale integritet og sikkerhed blev garanteret af Grækenland, Tyrkiet og Storbritannien.

CYPERNS FORFATNING, som delte magten mellem det græsk-cypriotiske flertal og det tyrkisk-cypriotiske mindretal, der udgjorde 18 procent af øens befolkning, blev betragtet som provisorisk af begge parter. Ifølge ærkebiskop Makarios, landets græsk-cypriotiske præsident, var selvstændighed bare et springbræt til enosis, hvorimod tyrkerne havde planer om taksim, øens deling.

Forfatningens sammenbrud i 1963 førte til kampe mellem de to befolkningsgrupper, og følgende år indsatte FN en fredsbevarende styrke, UNFICYP, som har været på øen i de sidste 46 år. En tyrkisk trussel om intervention og risikoen for en ny Cubakrise – Sovjetunionen var klar til at støtte Makarios, "Middelhavets Castro" – fik Lyndon B. Johnson til at sende en kraftig advarsel til Tyrkiet.

USA var overbevist om, at den eneste løsning var Cyperns deling, og i 1974 lykkedes det. Med støtte fra den magtfulde udenrigsminister Henry Kissinger forsøgte den græske militærjunta at styrte Makarios i et kup, og derfor invaderede Tyrkiet Cypern.

Invasionens konsekvenser har været langvarige og fatale for Cypern. Tyrkiet henholdt sig til garantitraktatens ordlyd for at forhindre, at kupforsøget førte til enosis med Grækenland. Men Tyrkiets fortsatte besættelse kan ingenlunde begrundes med en garanti for Cyperns uafhængighed, territoriale integritet og sikkerhed.

Der, hvor tyrkiske tropper standsede deres fremrykning, svarer til den linje, som tyrkisk-cyprioterne foreslog for øens deling allerede i 1955, og som omfatter 37 procent af landets areal og over 70 procent af dets produktive ressourcer. Ud over adskillige tusinde cyprioter og tyrkere, der blev dræbt under kamphandlinger og massakrer, flygtede 180.000 græsk-cyprioter fra de tyrkiske tropper, og året efter valgte 40.000 tyrkisk-cyprioter at bosætte sig i den tyrkiske zone.

En tragisk konsekvens af den tyrkiske besættelse har været den omfattende ødelæggelse af Cyperns kulturarv, som har fundet sted. Over 500 kirker, klostre og kapeller er blevet ødelagt, vandaliseret og plyndret, og som sidste års rapport fra Helsinki-Kommissionen bevidner, er mange blevet brugt som moskéer, stalde, hoteller, natklubber og endda som et lighus.

Blandt ofrene for denne kulturelle udrensning er tyrkisk-cyprioterne selv. Oprindeligt var der 120.000, men nu regner man med, der kun er 89.000 tilbage. Til gengæld har Tyrkiet iværksat en omfattende indvandring fra Anatolien, og denne overstiger langt det officielle tal på 160.000. Bortset fra at denne politik er i strid med Genève-konventionen, føler de oprindelige tyrkisk-cyprioter sig diskrimineret i forhold til indvandrerne fra fastlandet.

Man kan med rette betegne Nordcyperns økonomi som en "kasinoøkonomi", da indtægterne fra kasinoerne er på højde med eksportindtægterne. Det voldsomme underskud på de offentlige finanser er i årevis blevet dækket af Tyrkiet.

Tyrkiet er det eneste land, der anerkender "Den Tyrkiske Republik Nordcypern", som blev udråbt i 1983, men som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har givet status som en underordnet tyrkisk lokaladministration. Der har i årevis været ført ørkesløse forhandlinger om genforening, således at Cypern har fået øgenavnet "mæglernes kirkegård", hvor fire af FN?s generalsekretærer, adskillige udsendinge og utallige resolutioner ligger begravet.

Det sidste forsøg, den såkaldte Annan-plan fra 2004, blev forkastet af græsk-cyprioterne, fordi den blev vægtet kraftigt i Tyrkiets favør af sikkerhedspolitiske hensyn. Siden september 2008 har lederne af de to samfundsgrupper, Demetris Christofias og Mehmet Ali Talat, til dato holdt 69 møder, men tiden er ved at rinde ud.

I sidste måned har Europa-Parlamentet med stort flertal opfordret Tyrkiet til at trække sine tropper tilbage fra øen, men det åbne spørgsmål er, hvad der vejer tungest for Tyrkiet. Udsigten til en fortsættelse af optagelsesforhandlinger, som på grund af Cypern er nærmest gået i stå, eller opbakning bag, hvad Tyrkiet har udråbt til "en national sag"?

Robert Ellis kommenterer jævnligt tyrkiske forhold både i dansk og udenlandsk dagspresse