Se på Afghanistans historie og vurdér så fremtiden

Når det gælder tanken om demokrati, ryster Marco Vincenzino på hovedet. Der vil fortsat være et afghansk parlament, ligesom der vil blive afholdt valg, men at tro, at Afghanistan begynder at fungere som Sverige eller Holland i overmorgen, er en ren illusion.

– Man må se på nationens historie for at se, hvad der er muligt og sandsynligt i fremtiden. Hvert land har sin egen kulturelle, økonomiske og sociale baggrund. Vi behøver blot at kaste et blik på Afghanistans historie for at få en idé om, hvad vi kan forvente af landet i fremtiden. Og det er ikke et vestligt demokrati. Man kan ikke tvinge et fremskridt frem. Hvis vi prøver at presse afghanerne, får det blot negative følger, mener han.

– For afghanerne er stammesystemet demokrati. De ældste repræsenterer de enkelte landsbyers interesser og mødes i shuraer for at finde løsninger på indbyrdes problemer, pointerer han.

Marco Vincenzino er med på, at denne traditionelle struktur ud over at afvige fra vestligt demokrati ved, at de lokale repræsentanter snarere udpeges end vælges til deres hverv, lader især kvinderne i stikken. Stammesamfundet er også et stærkt patriarkalsk samfund, som ikke levner kvinderne nogen medindflydelse. Det forhold kan man dog lige så godt opgive at gøre noget ved i første omgang, mener Vicenzino. Den type fremskridt kan ikke presses igennem udefra, og flertallet af de afghanske kvinder har ikke selv overskud til at slås for ligestillingsrettigheder her og nu.

– Spørg kvinderne, hvad deres største behov er, og du vil få at vide, at deres største bekymring er mad og sikkerhed. Når de basale ting er på plads, kan de begynde at overveje, om de skal gå med slør eller ej, fremhæver han.

Marco Vincenzino understreger igen og igen, hvor vigtigt det er, at vi erkender, at Afghanistan er et meget, meget anderledes samfund, end dem vi kender fra USA og Europa.

– Prøv at tænke på, hvor forskellige syn vi har på for eksempel velfærdsordninger i USA og Europa. To regioner, som trods alt begge hører til den vestlige verden. Hvis man så tænker videre til Afghanistan, får man måske en lille fornemmelse af, at vi slet ikke kan sammenligne vores samfundssyn med deres.

– Afghanistan er aldrig blevet opfattet som et typisk fædreland af sine indbyggere. Det er et givet område med definerede grænser, som er internationalt anerkendt af andre lande og organisationer som FN. Men det er ikke et fædreland i traditionel forstand, som vi forstår det. Det er en samling provinser og stammer med en konge i Kabul, siger han.

Ifølge Vincenzino var dette ved at ændre sig ganske langsomt under landets sidste konge, Zahir Shah, men processen blev forstyrret af Sovjetunionens invasion i 1979, der vendte op og ned på hele det afghanske samfund.

– Fortællingen om den afghanske nation sluttede under de tre årtier med konflikt. Det, vi ser nu, er den spæde begyndelse til en ny fortælling. Men det er en meget tøvende og famlende proces, siger han.

Marco Vincenzino pointerer, at det ikke kan lade sig gøre at opbygge en stat ved at knipse i fingrene. Uanset mængden af penge.

– Flere penge er ingen løsning i sig selv, sådan som vi ellers er vant til i Vesten. Det er umuligt at sammenligne opbygningen af Afghanistan med for eksempel genopbygningen af Tyskland eller Japan efter Anden Verdenskrig. Der er en tendens i Vesten – især i USA – til at anskue alle post-konfliktsamfund, som om de er magen til det sønderbombede Europa. Men sammenligninger holder meget ofte ikke og slet ikke i Afghanistan. Afghanistan er et helt andet sted, end Europa var efter Anden Verdenskrig. Vesten skal som minimum være til stede en generation i Afghanistan, før vi kan forvente at se resultater, understreger han.

Marco Vincenzino forestiller sig først og fremmest, at den langvarige hjælp – vi taler om 20-30 år – skal gives gennem det civile system, men han vurderer også, at der er brug for at fastholde en militær tilstedeværelse på et vist niveau.

– Der er brug for udenlandske soldater til uddannelse og træning, ligesom der er brug for overførsel af teknologi.

Han er klar over, at det ikke står øverst på ret mange af Nato-landenes ønskeliste at blive yderligere 20-30 år i Afghanistan, men han mener, at det er naivt at tro, at man kan slippe med mindre.

– USA har en forpligtelse til at blive, og de andre lande burde også gøre det, siger han.

Det bekymrer ham ikke, at de udenlandske soldater ofte bliver kritiseret for at forværre konflikten. Han henviser til, at den afghanske regering gerne ser, at de vestlige styrker bliver, samt at soldaterne er vellidte blandt den lokale befolkning. Selv pashtunerne (det største stammefolk i Afghanistan, som traditionelt er meget stolte og modstandere af fremmede autoriteter) accepterer de udenlandske soldater, hvis de oplever, at de er med til at skabe stabilitet i deres lokalområde.

– Jeg mener ikke, at en langvarig militær tilstedeværelse løser konflikten i Afghanistan, men den er nødvendig for at skaffe frirum til at opbygge den afghanske hær, siger han.

En anden ting, man må gøre sig klart, når man taler om udvikling af Afghanistan, er, at Afghanistan aldrig vil blive et centraliseret land med en fælles magtfuld regering. Det vil være et land, hvor de lokale myndigheder er de stærke, vurderer Vincenzino.

– Vi har at gøre med et land, hvor folk identificerer sig lokalt, ikke nationalt. Det hele begynder på lokalt niveau.

Korruption bliver hyppigt nævnt som et af de allerstørste problemer i Afghanistan, og landet ligger i bunden af de forskellige internationale indeks, der med jævne mellemrum bliver lavet over den slags. Korruptionen betyder, at penge suser fra planlagte samfundsopgaver ned i private lommer, men også at befolkningen mistænker politikerne for blot hele tiden at mele deres egen kage. Dermed undergraver korruptionen bestræbelserne på at opbygge tillid til de offentlige myndigheder.

Mistilliden gælder også de udenlandske organisationer. En afghansk meningsmåling, som FN har foretaget, viser, at 54 procent af afghanerne mener, at de internationale hjælpeorganisationer "er korrupte og kun i landet for at berige sig". Rapporten viser også, at korruption anses for at være et større problem end manglen på sikkerhed og arbejdsløshed.

Marco Vincenzino peger på, at der er tegn på, at korruptionen bliver mindre, men at det går ganske langsomt. Samtidig understreger han, at det i et land med en stærk stammestruktur er nødvendigt at skelne mellem patronat og korruption. Hele landet hviler på en tradition for, at familier hjælper hinanden indbyrdes, og overhovederne i klaner og stammer sørger for deres medlemmer. Patronaterne er stammesamfundets velfærdsordning.

– Det er ikke korruption, når den lokale stamme får arbejdet med at etablere en bestemt vejstrækning, der går gennem deres område. Eller hvis stammen får opgaven med at føre et udviklingsprojekt ud i livet. Det er sådan, Afghanistan hænger sammen, siger Marco Vincenzino.

Det er for længst blevet almindeligt blandt både generaler og politikere at understrege, at der ikke eksisterer nogen militær løsning i Afghanistan. Marco Vincenzino er fuldstændig enig i det synspunkt.

– Det er en meget vigtig pointe. Det er kun politiske forhandlinger, der kan bringe landet videre. MEN, før den afghanske regering og Nato begynder at forhandle med Taleban, er det vigtigt, at man har skaffet sig et stærkt udgangspunkt. Det er der, militæret har sin berettigelse. Man skal kunne forhandle fra en styrkeposition, siger han.

Ifølge Marco Vincenzino skal der både militære sejre og en stærkere afghansk regering til, før den styrkeposition er nået. Politikere og embedsfolk skal være dygtigere og mindre korrupte, så de kan få hverdagen til at fungere for befolkningen. Det vil skabe den fornødne tillid blandt afghanerne til, at det er umagen værd at satse på den valgte regering, ikke på Taleban og de øvrige oprørere.

Vincenzino fremhæver dog, at der er brug for en konstant dialog mellem oprørerne og regeringen for at gøde jorden for en politisk løsning. De mest ideologiske grupper, som Taleban, er de vanskeligste at forhandle med, fordi deres krav er meget vidtgående, mens de grupper, der kun kæmper for indflydelse i deres eget lokalområde, er enk-lere at have med at gøre. I den forbindelse minder Vincenzino om, hvor forkert det er at sidestille alle oprørere med Taleban.

– Oprørsbevægelsen dækker over mange grupper, som kæmper mod regeringen og de udenlandske soldater ud fra vidt forskellige motiver. Taleban udgør den værste trussel, men ikke den eneste. Hovedparten af dem, der deltager regelmæssigt i kampen, gør det uden den store ideologiske overbevisning. Det er en måde at overleve på. De ideologisk motiverede er meget færre i antal, men de er mere dedikerede – og der skal jo desværre ikke mange af deres slags til at skabe ustabilitet, siger han.

Den amerikanske nyhedsstation CNN skrev for en uge siden, at 33 ud af 34 provinser havde skyggeguvernører indsat af Taleban, men man skal ikke gå i panik på grund af den slags overskrifter i medierne, fastslår Marco Vincenzino.

– Nogle gange får man indtryk af, at Afghanistan er et land i totalt anarki, når man læser aviserne, men det er ikke rigtigt. Uroen er koncentreret i bestemte egne af landet. De skyggeguvernører, CNN omtaler, har ikke alle sammen lige meget magt. Nogle af dem har faktisk ikke nogen. Det er korrekt, at Taleban udpeger en masse guvernører, men det sker i høj grad også for, at Taleban kan hævde, at de er til stede overalt i Afghanistan, siger han.

Hvis Talebans indflydelse skal knækkes, kræver det som tidligere nævnt, at den afghanske regering er i stand til at sørge for, at indbyggerne har et sted at bo, har mad, arbejde etcetera. Den første forudsætning for stabilitet er, at befolkningen har tillid til regeringen.

Stabiliteten skal opnås i et snørklet samspil mellem militære og civile organisationer. Det gør det ikke enklere at definere, hvornår indsatsen i Afghanistan er en succes, mener Marco Vincenzino.

– Vi er fanget i vores vante forestillinger om, hvad en krig er, og hvornår vi har "vundet". Men krigen i Afghanistan er ingen traditionel krig. Derfor er det også svært at opstille traditionelle kriterier for succes. Det militære indgreb er blot et element. Vi er på meget uprøvet territorium. Det er en ny slags internationalt engagement, siger han.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk