Jørgen Carlsen |
15. marts 2010
ALTING BLINKER, siger Naja Maria Aidt. Avisoverskrifterne lever deres eget flygtige liv. De får lov til at blinke, indtil de afløses af andre blinkende nyheder. Det vilkår har folk fra nødhjælpsorganisationerne for længst lært at tackle professionelt.
Det var klogt og også oplagt nødvendigt, at den længe forberedte indsamling til Afrikas kvinder i januar allierede sig med indsamlingen til jordskælvsofrene på Haiti – ellers ville sidstnævnte sandsynligvis være løbet med al opmærksomheden.
I sidste uge var vi vidner til et jordskælv i Tyrkiet. For fjorten dage siden drejede det sig om det voldsomme jordskælv i Chile. Men lige inden da nåede verden i et glimt at blive opmærksom på, at også den idylliske ferieø Madeira blev ramt af en naturkatastrofe. Madeira, dette ferieparadis med charmerende vejr året igennem, højt skattet af det grå guld. Turistbrochurerne lægger ikke fingrene imellem: Da Gud havde skabt verden, gav han den et veltilfreds kys – af dette kys opstod Madeira.
Det er indlysende, at katastrofen på Madeira i omfang ikke kan måle sig med Haiti og Chile. Det officielle dødstal lyder på 42. Men naturligvis er enhver ulykke et hårdt slag for de berørte. Katastrofen blev forberedt af en længere periode med konstant silende regnvejr, dertil kom smeltevand fra snemasserne på de bjerge, der omkranser hovedstaden Funchal. Det hele kulminerende med et voldsomt og langvarigt skybrud den 20. februar. Det var mere, end de regulerede flodløb gennem byen kunne klare. Resultatet var en massiv flodbølge, der trodsede alle forhindringer og fossede gennem den lavtliggende bymidte.
FÅ TIMER EFTER katastrofen, da de omkomne var bjærget, gik oprydningsarbejdet i gang. Der blev arbejdet i døgndrift. Bymidten i Funchal var dækket med mudder i knæhøjde. Det gjaldt om at få fjernet mudderet i en rasende fart og få genåbnet de mange restauranter og turistattraktioner. Turismen er ganske enkelt livsnerven i Funchal.
Meget tyder på, at netop turismen er skyld i katastrofen. I takt med den øgede turisttilstrømning har grundpriserne i bymidten taget en himmelflugt. Og kampen om pladsen har ført til højst risikable foranstaltninger. Blandt andet har man for at etablere et indkøbscenter i det centrale Funchal omlagt et gammelt flodløb.
Netop dette skulle vise sig fatalt. Da de opstemte vandmasser fra bjergene brød igennem, lod de hånt om moderne byplanlægning og valgte det gamle flodløb. Adskillige omkom i indkøbscenterets underjordiske parkeringsanlæg, der hurtigt blev fyldt med det mudrede vand. De havde beslutsomt skyndt sig ned i kælderen for at redde deres dyrebare skat: bilen.
Situationen er spækket med makaber ironi, og man griber sig i at ryste opgivende på hovedet: hvor idiotisk! Men spørgsmålet er, om ikke de omkomne i parkeringskælderen bare var de ulykkelige stedfortrædere for alle os andre. Er det ikke typisk for os velbjærgede, at vi er allermest optaget af at bjærge vores velfærdsgoder?
Mere vil have mere. Kommer vi ikke alle til kort over for de kendte ord fra Bjergprædikenen: "Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himlen (...). For hvor din skat er, dér vil også dit hjerte være." (Matt. 6, 19-21).
Noget tyder på, at katastrofen på Madeira kun alt for oplagt kan tolkes som sindbillede på det moderne liv.
Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, forstander på Testrup Højskole og idéhistoriker Jørgen Carlsen, sygehuspræst Anne Mette Berg, sognepræst Marianne Christiansen og medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad