- Jeg vil fortælle virkeligheden om DDR

Uwe Tellkamp var 20 år i efteråret 1989. Han aftjente sin værnepligt og havde netop afsonet en fængselsstraf på grund af militær ulydighed. Inden var han begyndt at læse medicin, men han blev først færdig efter Berlinmurens fald. Planerne om et komfortabelt liv i Vesttyskland som håndkirurg blev dog forvist til bagperronen, da forfatterdrømmene begyndte at trænge sig på. Efter et par romaner og en digtsamling, der ikke kastede hverken salg eller opmærksomhed af sig, kom så familieromanen på de knap 1000 sider i 2008.

"Tårnet" skildrer tiden i Dresden fra Bresjnevs død i 1982 til Murens fald i 1989, og udgivelsen gav genlyd, både i Tyskland og i udlandet. Foreløbig er der oversættelser på vej i 17 lande. Alle vil have et stykke af tysk litteraturs nye wunderkind, også Danmark, hvor han inden sit foredrag på Det Kongelige Bibliotek har fået klemt et par interview ind. Men desværre – som han siger med et af samtalens mest utvungne smil – er der slet ikke afsat tid nok til at snakke om Olsen-banden og de hundehoveder, der var et af de mere lystige elementer i hans barndom.

"Tårnet"s store succes kom bag på Uwe Tellkamp. Han havde en klar fornemmelse af, at den ville tiltrække sig opmærksomhed i det tidligere DDR, men at man i vesttyske byer som Karlsruhe, der ifølge Tellkamp er mere i familie med Haiti end det gamle øst, har taget bogen til sig, havde han ikke regnet med.

Bogens brede appel har dog næppe nogen entydig forklaring.

– I Tyskland har vi haft to totalitære regimer. Først nazismen og så kommunismen. De folk, der kan huske nazismen, er over 80 år nu, mens kommunismen stadig er helt frisk i folks erindring, selvom det er 20 år siden. Jeg tror, at bogen har været en kærkommen anledning for folk til at forklare over for deres børn og børnebørn, hvordan det var i DDR, siger Uwe Tellkamp.

En anden mulig forklaring er de mennesker, som Uwe Tellkamp skriver om. Det er hverken politikere, militær- eller politifolk, men derimod læger, arkitekter og ingeniører; det vil sige de mennesker, der på mange måder fik hjulene til at dreje rundt, og som ikke før har fået plads i de tidligere "Wenderomaner".

Eller måske er forklaringen langt mere enkel. Måske har folk læst romanen som en helt universel fortælling om at klare sig under vanskelige forhold.

– Jeg tror, at alle har deres eget DDR. Tyskland og Europa har en krigserfaring, der stikker dybt, og som bliver spejlet i "Tårnet" – og helt konkret er vi lige nu vidne til en finanskrise og en stigende arbejdsløshed, der sætter diskussionen om eksistens under vanskelige vilkår på dagsordenen, siger Uwe Tellkamp.

I "Tårnet" er Uwe Tellkamps alter ego, Christian, en vred, ung mand med en tydelig fornemmelse af, at der eksisterer et "dem" og et "os"; et øst og et vest. Men den bevidsthed var ikke en del af Uwe Tellkamps barndom, der "ikke var så fattig og trist, som man skulle tro".

Det kvarter omkring beboelsesejendommen Tårnet, der bliver skildret i romanen, var et af de mere privilegerede i Dresden, men det er ikke derfra, Uwe Tellkamps første erindringer stammer. Det er fra et goldt betonbyggeri, hvor han første gang fik en fornemmelse af, at der var en verden uden for hans egen.

– Jeg var fuldstændig optaget af Thor Heyerdahl og lå i min seng og læste om hans ekspeditioner til langt ud på natten. Jeg drømte mig væk, mens der flød hajer, hvaler, plankton og eksotiske skaldyr gennem mit værelse og ud ad vinduet – ud til det enorme skilt med "Der Sozialismus siegt", som jeg havde udsigt til fra min seng.

En senere erindring knytter sig også til havet. I slutningen af 1970?erne havde Uwe Tellkamps mor været så heldig at få et par blå, rumænske sko, men hun manglede skosværte i den rigtige farve. Derfor sendte hun sin søn hen til den lokale skosværtefabrik. Der fik han en tube Ocean Blue-skosværte, som han stak i lommen. Og der blev den – som et løfte om en anden verden.

– Faktisk har jeg den endnu. Jeg vidste allerede dengang, at farven ville være så klar og så blå og så romantisk, at jeg slet ikke behøvede tage hul på den og se den i virkeligheden.

Mens han som barn accepterede og drømte, blev det anderledes, da han voksede til, og drømmene mistede deres sværmeriske skær og blev mere realistiske.

– Det ramte mig som et lyn, da det første gang gik op for mig, at vi var en del af et fattigt samfund; at der var et samfund derude, hvor folk var rige og frie. Jeg kan huske en dag, hvor vi skulle hente de obligatoriske pakker fra vores familie i Vesten på posthuset, og jeg følte mig så privilegeret, fordi vi skulle stå ved den skranke, hvor man fik udleveret pakkerne fra Vesten. Jeg havde lyst til at råbe til alle, at vi havde familie på den anden side, og jeg følte mig så heldig, fordi jeg fik pakker med gaver, slik og aflagt tøj. Den lugt, der steg op fra pakkerne, lugten af det mest syntetiske og billige og frem for alt vestlige Hubba Bubba-tyggegummi slog ned som en bombe på posthuset og ramte mig med sin fortælling om, at der var en verden derude, der var fuldstændig uden for min rækkevidde.

Uwe Tellkamp var barndommen igennem spændt ud mellem fantasiens blå ocean og den grå verden udenfor, der truede med at bryde sammen. Underlægningsmusikken lød på, at tingene sagtens kunne blive værre, og det var det pergament, som hans drømme blev skrevet på – og som blev mere og mere tyndslidt op gennem 1980?erne. Og hvis Muren ikke var faldet, ville han næppe være blevet hverken håndkirurg eller forfatter, men havde "sandsynligvis forfulgt en fængselskarriere i stedet". Og det særlige DDR?ske fængselssyndrom er ikke det eneste, han tog med sig i bagagen til Freiburg, hvor han i dag bor med sin kone og sin treårige søn.

– Min kone driller mig med det, og det er mit ømme punkt, som jeg deler med mange andre fra det tidligere DDR. Vi kan ikke gøre for det, og det er kommet til os udefra. Vi hamstrer. Vi smider aldrig noget ud. Jeg var aldrig sulten i min barndom, men alligevel tvinger jeg min søn til at spise op. Det er en helt karakteristisk adfærd i krigs- og efterkrigssamfund. Vi har et begreb, vi kalder de det østtyske tøj-syndrom. Folk fra det tidligere DDR gemmer tøj, også selvom de er rige, de lagrer tøj, de har snesevis af dyre jakkesæt, som de siger, at de vil bruge om søndagen. Men det bliver bare aldrig søndag. De er blevet paranoide af at vokse op i et mangelsamfund og fodrer deres møl med dyrt Hugo Boss-tøj. Og nu siger jeg hele tiden "de", men det er i virkeligheden mig selv, jeg taler om.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Moritz Schramm anmeldte "Tårnet" i Kristeligt Dagblad, da den udkom på dansk i november, og skrev blandt andet: "Imponerende står især forfatterens skildring af en Christian Hoffmanns tid i militæret og hans afstraffelse dér på grund af politisk ulydighed, og ikke mindst de sidste kapitler, hvor alle personerne i 1989 som i en hvirvelstorm trækkes ind i historien, er gribende læsning. Her fremstår romanen fabulerende, flot fortalt og trods sine ekstremt lange sætninger og bevidst krævende stil fangende. Kendere af historien vil tillige kunne se, at der er tale om ikke så lidt af en nøgleroman"

Læs hele anmeldelsen på www.kristeligt-dagblad.dk