John Aasted Halse |
15. marts 2010
Det sociale arbejde med udsatte familier og børn er forpestet af økonomiske hensyn, skriver psykolog John Aasted Halse
I DEN HELT GROTESKE sag, hvor otte børn er blevet tvangsfjernet og en retarderet 20-årig datter mishandlet og misbrugt seksuelt, har der været trængsel ved håndvaskene i de tre involverede kommuner: Lolland, Skanderborg og Brønderslev. Ledende politikere og embedsmænd, har – efter at have dækket sig bag tavshedspligten – næsten som i kor hævdet, at man har handlet korrekt!
Nogle har sagt, at lovgivningen er mangelfuld. Det er ikke tilfældet! Sager som denne kan ikke undgås ved yderligere stramning af loven, for den giver rent faktisk kommunerne mulighed for handle hurtigt og konsekvent.
Men den såkaldte Barnets Reform er også meget ambitiøs. Der skal således ved enhver sags start udarbejdes en handlingsplan, gennemføres en detaljeret forundersøgelse, og så skal det forebyggende arbejde opprioriteres.
Det er af Socialministeriet tidligere slået fast, at standarden bør være, at hver sagsbehandler højst har 50 sager. Ofte er tallet det dobbelte. At konsekvensen af dette sagspres ofte er, at sagsbehandlerne ikke reagerer, bør ikke undre. Hvad nytter det med kvalificerede medarbejdere, hvis de er så få, at de ikke kan nå "ned i bunkerne"?
Når den slags sager diskuteres, er det slående, hvor få der reelt forholder sig til det faktum, at der her hersker en ekstrem økonomitænkning, der dels betyder, at der er for få socialrådgivere i kommunerne, dels eksisterer en tilbageholdenhed med at iværksætte de nødvendige og ofte kostbare foranstaltninger. Og det er en generel tendens landet over.
MAN FÅR IKKE ÉN kommunalpolitiker til at indrømme det: at det sociale arbejde med udsatte familier og børn i den grad er forpestet af økonomiske hensyn. Men ved selvsyn kan enhver konstatere, at de fleste kommuner i deres målsætninger har formuleringer om, "at anbringelser af børn uden for eget hjem så vidt muligt skal undgås". Man har også tit en målsætning om, at dersom man skal anbringe, skal det helst være i en plejefamilie og ikke i døgninstitution. Hvorfor? Fordi det er billigere!
Sådan har det dybest set været i mange år, men i forbindelse med kommunalreformen for godt fire år siden, hvorefter den enkelte kommune selv helt har skullet bekoste indsatsen, er der virkelig taget hul på "sparefesten". Så hvad nytter det, hvis man demonterer socialrådgivernes handlemuligheder ved på forhånd politisk at melde ud, at det, der måske dybest set er behov for i den enkelte sag, "bruger vi ikke her i kommunen"?
Den aktuelle sag udstiller i den grad, at der er kommuner, der ikke kan eller vil leve op til deres ansvar. Og den viser, at retssikkerhed, som vi voksne tager som en selvfølge, ikke altid gælder for dem, der har mest brug for den – børnene.
Det er den enkelte kommunes pligt at tilse, at de børn, der bor i kommunen, vokser op i trygge og udviklende rammer. Men her har vi virkelig sat ræven til at vogte gæs! For de mange kommunale besparelser viser jo, at børn er prisgivet, hvis for eksempel forældrene svigter.
John Aasted Halse er psykolog og tidligere mangeårig formand for Børns Vilkår og tidligere medlem af Børnerådet
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad