Polariserende journalistisk. Kina i Vestens medier

En anonym tibetansk "forretningskvinde", der er skribentens vigtigste kilde i artiklen, konstaterer nøgternt: "Der er 600-700 soldater i Xiahe nu. Ellers er alt som før, og for almindelige mennesker er det mest en forandring for øjet." Som jeg forstår udsagnet, er det egentlig en opmuntrende konstatering af, at militærets tilstedeværelse – ud over måske at lægge en dæmper på optøjer og stenkast – ikke har forhindret tibetanerne at leve det liv, de har været vant til.

MEN SÅDAN OPFATTER skribenten helt klart ikke udsagnet. Skribenten skriver – nu uden direkte citat – at den tibetanske kvinde mener, at situationen er "alvorlig for munkene". De er efter optøjerne blevet udsat for "patriotisk genopdragelse". Dette uddybes af den tibetanske kvinde: "Regeringen har sendt folk ud, så munkene kan lære om regeringens politik," forklarer den forretningsdrivende "med et skævt smil".

Jeg kan ikke helt lade være med at tænke på danske bestræbelser på at få imamer blandt det herværende muslimske mindretal til at "forstå regeringens politik".

Skribenten mener på egen hånd, at tilstedeværelsen af bevæbnede soldater er "en provokation". Hun skriver, at "titusinder af tibetanere" som vanligt er strømmet til Labrang-klostret i anledning af Mönlam-festivalen, der fejres i forbindelse med det tibetanske nytår.

Hun skriver videre: "Normalt strømmer tibetanerne uhindret til klostret om aftenen." Og hun vender sig derfor stærkt kritisk imod, at soldater denne gang har spærret klostrets hovedindgang og tvunget tibetanerne til at line op i en kilometerlang kø for at komme ind ad en indgang bag klostret.

Jeg fejrede nytår i Rom og var til aftenmesse i Peterskirken, men måtte gennem skrappe sikkerhedskontroller og stod længe – over en time – i kø.

ALLE, DER HAR OPLEVET religiøst opstemte tibetanere kæmpe sig frem til hellige mænd eller hellige statuer i en folkemængde, ved, hvor voldsomt og ganske brutalt kaos det kan udløse. I Labrang har man dertil oplevet, at disse religiøse fester har kunnet udvikle sig til voldsprægede optøjer. Måske er det ikke helt urimeligt, at myndighederne søger at kontrollere adgangen til klostret, idet de tilsyneladende ikke hindrer nogen tibetaner i at deltage.

Flere tibetanere, blandt andre munke, bistår soldaterne med at holde orden, og som jeg bestemt også har oplevet det i Tibet og Bhutan, kan sådanne monastiske ordenhåndhævere ofte være mere brutale end det uniformerede politi. Skribenten bliver slået af en tibetansk munkedreng og går skuffet hjem.

"Dagen derpå er det, som om alle har glemt, at tibetanere har slået på tibetanere og munke på deres eget folk," skriver hun patetisk. Det kunne måske også være sådan, at tibetanerne ikke deler skribentens meget negative udlægning af begivenhederne? Jeg har ofte oplevet – både i og uden for Tibet – hvordan tibetanere, der under lignende omstændigheder har fået tæv af landsmænd og politi, har smilet og fortsat deres gøremål uden nag eller misstemning.

I artiklens underrubrik hedder det: "Titusinder af tibetanere trodser et stort sikkerhedsopbud og fejrer årets vigtigste religiøse fest i Labrang-klostret. To år efter oprøret er stemningen stadig spændt." Man kunne jo også mene, at sikkerhedsopbuddet muliggør, at tibetanerne kan fejre deres smukke buddhistiske traditioner, uden at de ender i voldelige optøjer. Sådan som vores sikkerhedspoliti søger at gøre ved danske, semireligøse festivaler som fodboldkampe og lignende.

Det var mange kritiske ord om en kort artikel. Men jeg håber den kan illustrere, hvordan vestlig nyhedsformidling omkring forholdene i Tibet alt for let indfanges af fordomme og faste skabeloner.

Alt for meget vestlig nyhedsformidling bidrager til at opbygge et uforsonligt billede af vilkårene i Tibet. Polariseringen hjælper ingen. Tibetanernes skæbne vil i al overskuelig fremtid være at skulle finde en balance med den kinesiske centralregering. Vi hjælper dem bedst ved at støtte kompromiser og forsoning, ikke ved at fastholde fjendebilleder – især ikke, når det sker med tvivlsomme tolkninger af fakta.

Erik Meier Carlsen er journalist og forfatter