Det bør være en selvfølge, at mennesker med handicap kan deltage i det offentlige liv på lige fod med alle andre. Det er derfor trist at læse i dagens avis, at kun ganske få kirker har søgt om penge til at forbedre tilgængeligheden. Naturligvis kan det være svært at indpasse ramper og plads til store elektriske kørestole i allerede eksisterende bygninger, men som det fremgår af interviewet med den gigtramte Claus Bjarne Christensen, er det nogle gange meget lidt, der skal til. Det kræver ikke nogen særlig indsats at fjerne et par trappetrin eller indrette en parkeringsplads tæt ved indgangen. Og når det gælder nybyggeri eller tilbygninger, er det helt utilgiveligt, at der ikke tænkes på borgere med funktionsnedsættelse på arkitekternes tegnestuer.
Men det er langt fra kun i kirkerne, at det kniber med tilgængeligheden. I maj sidste år tilsluttede Danmark sig FN?s handicapkonvention, og en rapport fra Statens Byggeforskningsinstitut offentliggjort i efteråret viser, at det halter i Danmark. Godt nok laves der ved nybyggerier som regel handicaptoiletter, særlige indgange og ramper, men det er ikke nok ifølge FN-konventionen. For at leve op til den skal man sikre, at de handicappede ikke føler sig diskriminerede, og at de kan benytte bygningerne på samme måde som andre. Det vil sige, at man ved nybyggede kirker, museer og koncerthuse som handicappet skal kunne færdes uden at bede om hjælp eller vække uønsket opmærksomhed.
I andre lande er det en selvfølge, at handicappede deltager i samfundslivet som alle andre, hvorimod vi herhjemme har haft en tendens til at klientgøre mennesker med handicap. Det har blandt andet vist sig ved, at kun 11 procent af alle Dansk Blindesamfunds medlemmer i den erhvervsaktive alder er i beskæftigelse til trods for, at undersøgelser viser, at de fleste rigtigt gerne vil have et job og klare sig selv. For alle handicappede gælder det, at halvdelen af dem, der gerne vil have et job, ikke kan finde beskæftigelse. Det er ikke tilfredsstillende.
Senest har vi i Danmark fået en del krigsinvalider, som har brug for støtte. Her har lidt for mange kedelige historier om langsommelig sagsbehandling, afslag på hjælpemidler og regelrytteri udstillet, at der er langt igen, før vi anser handicappede for mennesker med et stort potentiale.
Hvis man indrettede samfundet mere hensigtsmæssigt for de handicappede, kunne en del af dem blive en økonomisk ressource på arbejdsmarkedet. Som samfund har vi en forpligtelse til at være inkluderende frem for ekskluderende, og når det gælder mennesker med funktionsnedsættelse, kan det rent faktisk også betale sig økonomisk at gøre det rigtige.