15. marts 2010
Regeringen i Malaysia kritiserer svenske medier for at genoptrykke kunstneren Lars Vilks karikaturtegning af profeten Muhammed, der vises som en hund.
Malaysias udenrigsminister, Anifah Aman, kræver, at den svenske regering griber ind over for svenske medier, samtidig med at han fordømmer genoptrykningen.
– En ansvarsløs handling, der er provokerende og stødende i sin karakter og derfor totalt uacceptabel, siger han.
Det islamiske parti PAS siger, at det vil arrangere demonstrationer og vil aflevere et protestbrev til den svenske ambassadør i Malaysia.
Helena Sångeland, Sveriges ambassadør i Kuala Lumpur, siger, at der allerede i torsdags var oplysninger om demonstrationer mod Sverige, men at intet skete.
Hun forventer, at eventuelle protester kommer ved fredagsbønnen i denne uge.
Svenske politikere afviser kritikken fra Malaysia.
– Udspillet er totalt uacceptabelt. Vi har ytringsfrihed og pressefrihed i vort land. Den her type af krav skal afvises kraftfuldt, siger Jan Björklund, leder af det liberale Folkpartiet.
Fire af de syv personer, der tidligere på ugen blev anholdt i Irland for formodede planer om et attentat på den svenske tegner Lars Vilks, er blevet løsladt. Det oplyser irsk politi.
Den senest løsladte indgår dog stadig i efterforskningen og kommer til at være med i materialet, som overdrages til anklageren – akkurat som to andre kvinder og en mand, der i fredags blev sat på fri fod, siger en talsmand for det irske politi. De tre, der endnu er fængslet i sagen, er alle mænd.
Gruppen blev anholdt i tirsdags mistænkt for planer om at ville dræbe den svenske tegner Lars Vilks, der i 2007 lavede en tegning af profeten Muhammed med en krop som en hund.
De anholdte var tre algeriere, en libyer, en palæstinenser, en kroat og en amerikaner.
Anholdelserne i Irland menes at have forbindelse til anholdelsen i oktober sidste år af en amerikansk kvinde, Colleen Renee LaRose, som, det amerikanske forbundspoliti, FBI, mener, også havde planer om at dræbe Lars Vilks. /ritzau/AFP