Ordet

1. Joh. 1, 7

Der er en uløselig sammenhæng mellem synet på Jesus og synet på os selv. Det er denne sammenhæng, Johannes her skriver om.

En af følgerne af vranglærernes fornægtelse af Jesus som sand Gud og sandt menneske var det, at de også fornægtede menneskets syndighed. De mente, at nok kunne mennesker gøre fejl, men dem kunne man da selv rette op på. Nok var de skrøbelige, men man kunne altid forbedre sig. En forsoner, der døde i ens sted, havde man ikke brug for.

Til det siger Johannes: "Hvis vi siger, at vi ikke har synd, fører vi os selv på vildspor, og sandheden er ikke i os." (vers 8). Han bruger med vilje det stærke udtryk, at vi "har synd", det vil sige, at vi er inficerede af synd. Synd er ikke som pletter, man kan rense af, men som en sygdom, hele ens legeme har.

Denne alvorlige forståelse af menneskers synd har Johannes fået ved at vandre i lyset sammen med Jesus. Der var sandheder, der gik op for ham, når han hørte på Jesus og så på hans liv. Der var en afgrundsdyb forskel mellem ham selv og den hellige Guds søn.

Men netop til os, der i Guds lys ser, at også vi har synd, lyder evangeliets befriende ord: "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." (vers 9).

Det er vigtigt for Johannes at understrege, at det virkelig handler om en fuldstændig renselse for al synd. Det er ikke kun de synder, som vi selv kan se og bekender for Gud, der er inde under Guds tilgivelse. Også alt, hvad der er skjult for os, er slettet ud. For der står om Jesu blod, at det renser for al synd og al uretfærdighed.

Hanne og Flemming Frøkjær-Jensen