Anne Marie Geisler Andersen |
16. marts 2010
DE SENESTE ÅR er der gjort meget for at få danskerne til at tage stilling til organdonation. Blandt andet er der oprettet en hjemmeside, hvor man kan læse om organdonation og tilmelde sig donorregisteret. Det er ikke kun, hvis man ønsker at blive organdonor, man kan blive registreret, der er også mulighed for at nedlægge forbud mod, at ens organer bliver brugt til organdonation.
På trods af den store indsats på området er det endnu kun omkring 11 procent af danskerne, der har taget stilling. Jeg ville ønske, at alle danskere tog stilling til organdonation. Stod det til mig, indførte vi derfor formodet samtykke i Danmark. Dette ville betyde, at man som udgangspunkt er organdonor, medmindre man melder fra.
FOR KORT TID SIDEN mødte jeg en ung fyr, som gik og ventede på en ny nyre. For fire-fem år siden fik han konstateret, at han lider af en sygdom, der gør, at hans nyrer ikke virker optimalt, hvorfor han skal i dialyse flere gange ugentligt. Selvom han kæmpede en brav kamp, kunne man ikke undgå at mærke, at hans sygdom påvirkede ham rigtig meget. Det kan være ubehageligt at være i dialyse, og man er ofte meget træt bagefter. Men ikke kun dialysen tager på kræfterne. Han har i det hele taget meget mindre energi, end han havde tidligere. For eksempel har han ikke det samme overskud til at gå ud med vennerne, og dagligt skal han prioritere den sparsomme energi. Bare det, at han skulle deltage i den konference, hvor jeg mødte ham, krævede rigtig mange kræfter.
Når jeg møder et mennesker, der har så stort et behov for en ny nyre, så får jeg lyst til at blive levende donor. Og havde jeg ikke haft en kæreste, der meget nødigt ser, at jeg giver en nyre væk, ja, så havde jeg sandsynligvis gjort det. Jeg har jo to, og jeg har læst, at man godt kan klare sig med den ene. Det er svært at lade være at tænke på, hvor meget det ville betyde for en nyrepatient at få en af mine nyrer. Det ville måske betyde, at han kunne vende tilbage til det liv, han levede før. Måske ville han kunne komme i arbejde igen og genoptage det sociale liv, han levede, før sygdommen ramte ham.
MODSTANDERNE MOD formodet samtykke slår især på, at det er i strid med den personlige frihed og retten til egen krop, hvorfor det er etisk uforsvarligt at indføre formodet samtykke. Jeg mener derimod, at det er etisk uforsvarligt ikke at tage stilling, når der er så mange mennesker, der venter på et nyt organ, og nogle dør, mens de står på venteliste. Således var der i 2004 15 mennesker, der døde, mens de stod på en venteliste til et nyt organ.
Vi skylder hinanden at tage stilling, og det vil jo altid være et personligt valg, om man ønsker at være organdonor eller ej. Det eneste, man bliver tvunget til, er at tage stilling, og jeg mener ikke, det er et valg, som er direkte belastende for den enkelte at skulle træffe. Hvis alle tog stilling kunne vi måske undgå, at levende mennesker bliver nødt til at være donorer, som det er tilfældet i dag. Ligeledes ville det være til gavn for de pårørende at vide, hvad deres kære ønskede.
(Har du ikke taget stilling, så gå ind på
www.tagstilling.dk og tilmeld dig donorregisteret).
Anne Marie Geisler Andersen,
medlem af Folketinget for Radikale Venstre,
Gravervænget 21, 2. tv., København NV