Martin Luthers totalitære samfundssyn

Luther baserede sit samfundssyn på Paulus-ordet om at "der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de (myndigheder) som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom", altså fortabelse (Romerbrevet 13, 1-2).

Søren Krarup fremhæver igen og igen, at den grundlæggende forskel mellem islam og kristendom – i dens lutheranske udgave – er, at islam ikke skelner mellem religion og politik, mens Luther skelnede mellem, hvad han kaldte "det åndelige og det verdslige regimente".

MEN IFØLGE PROFESSOR, dr.phil. Ove Korsgaard indprentede de lutheranske præster "ikke bare den rette tro, men også den rette livsførelse". Det budskab, som Luther udbredte, var "lige så absolut og indtrængende i den enkeltes hverdag, som Koranens er det i en række muslimske lande".

Ved med Paulus at absolutere de til enhver tid siddende magthavere rodede Luther selv politik og religion sammen. De modige undersåtter blandt vore forfædre, som satte sig op imod en undertrykkende øvrighed, udførte ikke blot en politisk farlig handling. De begik ifølge Luther også en syndig handling, for hvilken de ville "pådrage sig selv (Guds) dom". Den Luther, som Søren Krarup har holdt i hånden i sin lange kamp mod absolutismen, var selv absolutist.

At det ikke var mundsvejr for Luther med denne fra Paulus overtagede absolutering af magthaverne, fik de tyske bønder at føle i 1525. Landbrugserhvervet have længe været i krise. Mange godsejere reagerede herpå ved at gå over til stordrift. De inddrog ganske enkelt bøndernes egne små brug under godserne. Bøndernes eneste mulighed for overlevelse var i den situation at blive fæstere eller livegne hos godsejerne - eller at blive tiggere.

Bønderne forsøgte længe at opnå en forhandlingsløsning med godsejerne og fyrsterne. Men da bønderne opdagede, at disse deres foresatte trak tiden ud for at samle en hær, greb de til våben. I den situation reagerede Luther voldsomt. I sit skrift "Imod bøndernes røver- og morderbander" opfordrede han alle, der kunne, til at "slå til, dræbe og stikke ned, (fordi) der ikke kan være noget mere giftigt, skadeligt og djævelsk end en oprører". Men bønderne ønskede ikke at gøre oprør. De ønskede at beholde deres jord, altså deres eksistensmulighed.

TORBEN CHRISTENSEN fremhæver i bemeldte Luther-bog, at kirkefaderen på denne måde fik "et medansvar for, at bøndernes ( langt hovedparten af det tyske folks) politiske og sociale frigørelseskamp blev grundigt og effektivt stækket for århundreder (og), at den evangeliske sag rent faktisk blev forbundet med den politiske konservatisme" – for nu ikke at bruge stærkere ord. Luther fik et medansvar for den lydigheds- og underordnelsesholdning, som kom til at præge det stærkt autoritære Tyskland – en holdning, som man kan følge helt op til vor egen tid.

De lutheranske officerer, som den 20. juni 1944 gennemførte et desværre mislykket attentat mod Hitler, følte sig ikke blot bundet af faneeden til der Führer. De følte sig også bundet af Luthers ord om, at man ikke må sætte sig op mod øvrigheden, skønt denne øvrighed i dette tilfælde udgjordes af nogle af verdenshistoriens mest infame magthavere – de nazistiske – der ydermere kunne hente inspiration i Luthers intense jødehad.

I sit skrift "Om jøderne og deres løgne" anbefaler Luther således, "at man sætter ild på deres synagoger (...) at man ligeledes skal nedbryde og ødelægge deres huse (...), at man fratager dem alle deres bønnebøger (...), at man fuldstændigt fratager jøderne retten til at rejse frit omkring", ja, at man "behandler dem med al ubarmhjertighed".

Hvordan gik det så med opgøret med Søren Krarup på Tidehvervs sommermøde i 1968? Det gik sådan, at han ikke med sin replik fik støtte fra nogen side. Da jeg ikke kunne få mit indlæg optaget i bladet Tidehverv, sendte jeg det til Morgenavisen Jyllands-Posten efter at have ladet kirkehistorikeren, professor, dr.theol. P.G. Lindhardt vurdere artiklen. Han erklærede sig fuldstændig enig med mig i min kritik af Luthers samfundssyn. Men denne enighed var desværre ikke tilstrækkelig til at overbevise chefredaktøren.

FOR NYLIG UDTALTE Søren Krarup i DR, at kristendommen i sin lutheranske form er "grundlaget for dansk kultur". Ja – det er mageløst! Luther levede på overgangen mellem middelalderen og renæssancen, genfødslen af den antikke menneskeopfattelse centreret om mennesket, hvor opfattelsen i middelalderen var centreret om Gud. Den tyske religionshistoriker Ernst Troeltsch har fremhævet, at Luther i høj grad byggede på tanker fra middelalderen. Han var således med til at forsinke det kulturgennembrud, som piblede frem med renæssancen.

Først med oplysningstiden blev der lagt afstand til middelalderens religiøse mørkemænd, som lod kætter- og heksebålene flamme, holdt menigmand nede i uvidenhed og magtesløshed og hindrede den frie forskning. Feudaltidens samfundsmæssige fastlåsning af mennesket afløstes af troen på, at det stod i menneskets magt at ændre samfundsudviklingen med en heraf følgende mulighed for social mobilitet. I sidste halvdel af 1700-tallet tændtes det lys, som kun nåede at blafre i renæssancen – tydeliggjort med den nordamerikanske uafhængighedserklæring (1776) og den franske menneskerettighedserklæring (1789). Disse erklæringer blev forudsætningerne for 1800-tallets frie forfatninger – herunder vor egen grundlov fra 1849 – og FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne (1948).

Ved valget i december 1973 var jeg opstillet som socialdemokratisk folketingskandidat i Varde-kredsen. En af mine stillere var Niels Højlund – dengang præst på egnen. Da jeg året efter kritiserede det absolutistiske lutherske samfundssyn i en kronik, organiserede Højlund hele sit grundtvigske frisind og meddelte i en kommentar til min kronik, at han ville tage sin støtte til min S-folketingskandidatur op til overvejelse. Nu – 35 år senere – synes det, som om han med Karl Barth omsider er kommet på bedre tanker.

Ja, ja – bedre sent end aldrig.

Henning Tjørnehøj er historiker og forfatter