Diskussionen om homoseksuelles ret til en kirkelig vielse har fåer flere til at foreslå, at man som en løsning indfører registreret partnerskab i kirken.
- Bent K Rasmussen/Scanpix
Jørgen Demant og Finn Vejlgaard |
17. marts 2010
Det må bero på misforståelser, hvis nogen tror, at kirkelig vielse af homoseksuelle truer ægteskabet mellem mand og kvinde, skriver sognepræst Jørgen Demant og provst Finn Vejlgaard.
I DEBATTEN OM kirkelig vielse af homoseksuelle fyger det med ord som forskelligt og ens. Skal det forskellige være ens, nu hvor også bøsser og lesbiske snart skal kunne blive gift i kirken? Skal kønsforskelligheden ophæves? Skal et ægteskab ligefrem være kønsneutralt? Går ligeberettigelsen og rettighedstænkningen ikke for vidt?
Det må altså bero på misforståelser, hvis nogen virkelig tror, at et forslag om kirkelig vielse af homoseksuelle kan true ægteskabet mellem mand og kvinde. Ægteskabet skal ikke fratages noget, men homoseksuelle skal have mulighed for at få en kirkelig vielse. At det efter alt at dømme kan gå hen og blive en realitet, har at gøre med lovgivningen.
Folketinget vedtog i 1989 en enestående lovgivning til regulering af bøsser og lesbiskes parforhold. Dermed tog politikerne konsekvenserne af, at der var sket forandringer i de sociale livsformer for en gruppe mennesker i samfundet.
Gennem adskillige årtier var lovgivningen om homoseksualitet blevet liberaliseret i Danmark. I 1930 blev loven om kriminalisering af homoseksuelle ophævet. I 1973 blev det lovligt at danse offentligt med en partner af samme køn. Og i 1981 fjernede Sundhedsstyrelsen homoseksualitet fra listen over sygdomme.
Således er samfundet i løbet af det 20. århundrede kommet frem til større accept og rummelighed af forskelligheden i menneskers måde at leve sammen på. Den sidste lovgivningsmæssige udmøntning af denne forandring i synet på homoseksuelle kom i 1989 med loven om registreret partnerskab. Loven gav homoseksuelle parforhold en samfundsmæssig legitimitet ved at tildele nogle af de samme rettigheder og beskyttelser, som ægteskabet er forbundet med.
I Danmark er det i dag sådan, at et registreret partnerskab stort set giver samme juridiske og økonomiske rettigheder og forpligtelser som et ægteskab mellem en mand og en kvinde, med enkelte undtagelser. At det forholder sig sådan, er en udfordring for folkekirken.
KIRKENS OPGAVE er at svare mennesker i vigtige livssituationer! Det gælder dåb, konfirmationer, begravelser, men altså også den livssituation, hvor man knytter sig sammen med et andet menneske.
I 21 år har kirken nu overvejet et svar på registreret partnerskab. I 1995 og i 2005 reagerede biskopperne dels med en betænkning om "Registreret partnerskab, samliv og velsignelse", dels med et vejledende ritual for kirkelig velsignelse af homoseksuelle.
Denne reaktion fra biskopperne er udtryk for en kirkelig anerkendelse af loven om registreret partnerskab, som i øvrigt også gennem årene har opnået almindelig samfundsanerkendelse.
Nu er tiden så kommet til, at man fra kirkelig side tager næste skridt og fuldt ud anerkender loven om registreret partnerskab ved at give mulighed for, at det kan indgås i kirken. Dette vil være det eneste adækvate svar fra folkekirkens side på en folkelig og kulturel situation, der for længst har anerkendt bøsser og lesbiskes samliv.
Kirkens svar på livssituationer udmønter sig i udformning af ritualer. Det afgørende ved vielsesritualet er den offentlige iscenesættelse af et parforholds kærlighed. Her viser parret over for hinanden, familie og omverden, at de hører sammen. Selve ritualet fremviser en orden – at det er i orden med de to, som står offentligt frem i kirken, enten det er to af forskelligt køn eller to af samme.
Ritualer er desuden en liturgisk fremvisning af gudsrigets kærlighed, sådan som den kommer til udtryk i en menneskelig relation. Hånd i hånd, vendt mod hinanden, knæle ved alteret, alt dette er tegn på de tos ønsker og håb om at realisere den gudvillede kærlighed i følgeskab, ansvarlighed og gensidig omsorg.
I den ritualiserede handling i kirken rettes specifikt Guds velsignelse til de to. En velsignelse, der sammen med forbønnen skal styrke deres samliv under en gudshorisont, der er kendetegnet ved vilje til liv og vækst, erkendelse af livets udsathed og endelighed, og endelig mod til at leve i ansvarlighed.
Det er kristen tro og håb, at Guds velsignelse ikke skelner mellem forskelligt og ens. Men retter sig mod det, som er indbyrdes forskelligt i et parforhold og det, som er ens.
Derfor må biskopperne i gang med udformningen af et ritual som svar på situationen.
Jørgen Demant er sognepræst i Lyngby, og Finn Vejlgaard er provst i Vanløse
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad