Mod alle odds er det lykkedes Zimbabwes sammenbragte regering at skabe visse fremskridt i landet i det forløbne år
Familien Dzinamurungu var i forvejen en af de bedre stillede i Zimbabwe, men også de kan tydeligt mærke forskel, efter at Zimbabwe for et år siden fik sin samlingsregering. Nu er der æg til morgenmaden, i stedet for blot majsgrød og brød. Faderen, John Dzinamurungu kan køre i bil på arbejde, fordi det er muligt at købe benzin – og moderen, Gertrude Dzinamurungu, behøver ikke længere at bruge det meste af dagen på at spekulere som en gal over, hvad hun skulle servere til aftensmad. Nu har hun madvarer i huset.
– Alt er bedre, siger hun til den britiske avis The Telegraph.
Knap så uforbeholden begejstret er den respekterede internationale forskningsgruppe International Crisis Group, som arbejder med kriser over hele verden. Den har netop udgivet en rapport om situationen i Zimbabwe et år efter, at landets diktator Robert Mugabe måtte bøje sig for omverdenens pres og accepterede at danne regering med oppositionspartiet MDC med dettes politiske leder, Morgan Tsvangirai, som premierminister. Rapporten konstaterer, at tvangsægteskabet mod alle odds har fungeret godt i det første år – økonomien er til en vis grad stabiliseret; der er varer i butikkerne; skoler og sygehuse er åbnet igen; embedsmændene får deres løn, og en koleraepidemi er bragt under kontrol – men der udestår også stadig massive problemer.
På en lang række områder ignorerer Mugabe de aftaler, han selv har indgået om magtdeling, og spænder ben for de demokratiske reformer, der er aftalt. Han chikanerer ministre fra MDC, og Mugabes eget part, Zanu-PF, fortsætter med at agitere for et enevældigt præsidentskab.
– Zimbabwe er stadig truet af den tunge arv fra en dårlig regeringsførelse, som har ført til det sidste årtis sammenkædede politiske, økonomiske og humanitære kriser, skriver International Crisis Group.
Sydafrika havde en nøglerolle i forbindelse med udarbejdelsen af den politiske aftale, som ligger bag samlingsregeringen, og Sydafrikas præsident, Jakob Zuma, kom i går til Zimbabwe for at forsøge at bringe reformerne ud af deres dødvande.
Hans muligheder for at presse Mugabe er dog stærkt begrænsede, vurderer Lene Bull Christiansen fra Roskilde Universitet, der har skrevet ph.d. afhandling om Zimbabwe.
– Mugabe er enorm populær i Sydafrika, så det vil koste Zuma dyrt at kritisere Mugabe for voldsomt, siger hun.
Hun er enig i, at det sidste år har bragt fremskridt med sig, men hun føler sig langt fra overbevist om, at Zimbabwe for alvor går lysere tider i møde.
– Det er rigtigt, at der er flere varer i butikkerne, men mange har ikke råd til at købe dem, og der er intet sket i retning af demokratiske reformer. Tværtimod vil mange sige, at MDC har givet køb på sine egne principper ved at gå i regering med Mugabe. Man har accepteret, at vold er et legitimt redskab til at opnå politik magt. Spørgsmålet er, hvor demokratisk Tsvangirai er, når det kommer til stykket, mener Lene Bull Christiansen.
Som i mange andre henseender, når det gælder Zimbabwe, fremhæver hun dog også, at Tsvangirai og MDC står i et kæmpe dilemma. Enten kan de holde hænderne rene og sig selv uden for regeringen, eller også kan de vælge at forsøge at få den smule indflydelse, de kan, på Mugabes præmisser.
– MDC er endt med at foretrække at stå i teltet og råbe ud frem for at stå uden for teltet og råbe ind. Deres analyse har formentlig været, at de umuligt kunne vinde et valg i Zimbabwe under de nuværende omstændigheder, fordi det aldrig ville foregå demokratisk, siger hun.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk