Grækenland gør måske nok alt, hvad der skal til for at få vores økonomi på fode igen, men det er ikke alle, der håber, at det lykkes. Hvis det skal lykkes, må det internationale samfund gøre noget ved den trussel, som spekulation og dårligt regulerede finansielle markeder udgør – en trussel, der ikke blot er til fare for Grækenland, men for hele den globale økonomi.

Jeg ser den trussel hver eneste dag, mens vi styrer igennem krisen, for de problemer, vi umiddelbart står over for, er ikke at håndtere recessionen, men at afdrage gælden. Trods de omfattende reformer, vi gennemfører, har handlende og spekulanter presset rentesatsen på græske obligationer rekordhøjt op.

De finansielle institutioner, der blev reddet af skatteydernes penge, tjener nu styrtende på Grækenlands ulykke – mens skatteyderne betaler prisen med store indhug i lønninger og sociale ydelser. Samvittighedsløse spekulanter tjener hver eneste dag milliarder på at satse på en græsk misligholdelse af lånene. Alt det her lyder måske bekendt, især for amerikanerne, der for nylig i stort omfang reddede deres nødstedte banker økonomisk.

Men i modsætning til bankfolkene beder Grækenland ikke om en økonomisk redningsaktion – endsige en bonus. Vi har faktisk skåret hver eneste embedsmand i regeringen i løn. Jeg er selv gået betragteligt ned i løn. Og vi har skåret i de græske bankers bonusser med op til 90 procent.

Den globale økonomi er indbyrdes afhængig. Vi lider eller trives alle afhængigt af, hvor godt vi håndterer disse risici. Der er både øjeblikkelige og langsigtede foranstaltninger, vi alle sammen kan træffe for at imødegå de kræfter, der profiterer på de selvopfyldende satsninger på misligholdelse.