Når myndighederne/lovgiverne har valget mellem pest og kolera, hvorfor vælger de så altid begge dele i retfærdighedens/næstekærlighedens navn?
INGEN, hverken far eller mor har ret til et barn.
Begge burde derimod have pligter - og mulighed for at imødekomme disse.
Fælles forældremyndighed har Fanden skabt. Den er unødvendig, hvor forældrene enes og respekterer hinanden og børnene, derimod til stor skade for alle involverede, hvor de ikke kan/vil.
Lovgivning kan naturligvis ikke tvinge nogen til enighed, men sætte rammer, der tilgodeser børn og familier bedst muligt.
Hvem tror, det er lykken at være eneansvarlig for en flok børn? Det er hårdt både økonomisk og arbejdsmæssigt at varetage både forsørgelse, omsorg og opdragelse.I bedste fald påtager den anden sig en del af opgaverne og er der for børnene i nødsituationer.
I værste fald sidder en parasit på den anden side og udnytter børnene til at genere den far/mor, der vil børnene.
Ønsker muligvis kun samvær for at tilfredsstille sig selv.
Myndighederne har i enhver henseende vist sig uduelige til at varetage børns tarv, så den vej er ikke farbar.
Jeg har desværre ikke heller fundet de vises sten, men har da et par forslag til forbedring.
Det "faderløse" samfund forekommer mig at være yderst betænkeligt i enhver henseende.
Har læst om samfund, hvor et barn følger moderens familie.
Det betyder i praksis, at morbror/morfar er faderfigur for sin søsters/datters børn, og den biologiske far indgår i familien i den udstrækning, han gavner børnene.
Somme steder tilhøre barnet udelukkende faderens familie.
Ingen af disse alternativer er vist brugbare her.
Hvad så med som det mindste onde som hovedregel at anbringe det lille barn hos moderen under forudsætning af, at hun/hendes familie kan passe det forsvarligt og så gøre det muligt, at far hjælper og støtter, til barnet er så stort, at det selv kan ytre ønske om evt. at bo hos ham(måske en tid)?
Det kræver helt andre muligheder for fleksibilitet. F.eks. må pengene følge barnet.Vi skal også holde op med hele tiden at blande os og fordømme andres valg og samtidig afværge tvang og misbrug af nogen.
Det er hverken let eller retfærdigt og bliver det aldrig.
Men det må kunne gøres bedre, hvis vi vil tage hensyn til børnene.
Og så kommer kæphesten:
Mærkværdigvis gælder loven ikke for anbragte børn.
Det anses ikke for at være i deres interesse at have kærlighedsrelationer eller forbilleder. Derfor indespærres de uden mulighed for telefon, brev, mail eller personlig kontakt til verden udenfor murene.
Derfor er de prisgivet vanrøgt og overgreb, for ingen må kontrollere eller blande sig, fordi ingen har/må have forældreansvar.
Derfor skal børnene som 18årige integreres i samfundet - kaldes efterværn.
Det lykkes desværre kun mådeligt med de i videste forstand misbrugte børn.








































