Når myndighederne/lovgiverne har valget mellem pest og kolera, hvorfor vælger de så altid begge dele i retfærdighedens/næstekærlighedens navn?
INGEN, hverken far eller mor har ret til et barn.
Begge burde derimod have pligter - og mulighed for at imødekomme disse.
Fælles forældremyndighed har Fanden skabt. Den er unødvendig, hvor forældrene enes og respekterer hinanden og børnene, derimod til stor skade for alle involverede, hvor de ikke kan/vil.
Lovgivning kan naturligvis ikke tvinge nogen til enighed, men sætte rammer, der tilgodeser børn og familier bedst muligt.
Hvem tror, det er lykken at være eneansvarlig for en flok børn? Det er hårdt både økonomisk og arbejdsmæssigt at varetage både forsørgelse, omsorg og opdragelse.I bedste fald påtager den anden sig en del af opgaverne og er der for børnene i nødsituationer.
I værste fald sidder en parasit på den anden side og udnytter børnene til at genere den far/mor, der vil børnene.
Ønsker muligvis kun samvær for at tilfredsstille sig selv.

Myndighederne har i enhver henseende vist sig uduelige til at varetage børns tarv, så den vej er ikke farbar.

Jeg har desværre ikke heller fundet de vises sten, men har da et par forslag til forbedring.
Det "faderløse" samfund forekommer mig at være yderst betænkeligt i enhver henseende.
Har læst om samfund, hvor et barn følger moderens familie.
Det betyder i praksis, at morbror/morfar er faderfigur for sin søsters/datters børn, og den biologiske far indgår i familien i den udstrækning, han gavner børnene.
Somme steder tilhøre barnet udelukkende faderens familie.

Ingen af disse alternativer er vist brugbare her.
Hvad så med som det mindste onde som hovedregel at anbringe det lille barn hos moderen under forudsætning af, at hun/hendes familie kan passe det forsvarligt og så gøre det muligt, at far hjælper og støtter, til barnet er så stort, at det selv kan ytre ønske om evt. at bo hos ham(måske en tid)?
Det kræver helt andre muligheder for fleksibilitet. F.eks. må pengene følge barnet.Vi skal også holde op med hele tiden at blande os og fordømme andres valg og samtidig afværge tvang og misbrug af nogen.
Det er hverken let eller retfærdigt og bliver det aldrig.
Men det må kunne gøres bedre, hvis vi vil tage hensyn til børnene.

Og så kommer kæphesten:
Mærkværdigvis gælder loven ikke for anbragte børn.
Det anses ikke for at være i deres interesse at have kærlighedsrelationer eller forbilleder. Derfor indespærres de uden mulighed for telefon, brev, mail eller personlig kontakt til verden udenfor murene.
Derfor er de prisgivet vanrøgt og overgreb, for ingen må kontrollere eller blande sig, fordi ingen har/må have forældreansvar.
Derfor skal børnene som 18årige integreres i samfundet - kaldes efterværn.
Det lykkes desværre kun mådeligt med de i videste forstand misbrugte børn.

citat:
INGEN, hverken far eller mor har ret til et barn.
Begge burde derimod have pligter - og mulighed for at imødekomme disse.



Det er nemlig helt rigtig, og de burde have pligt til altid at være én(-ige), for skilsmisse er roden til alt ondt.

Bryllup :

Far (Vilje) + Mor (Legeme) = Liv

Gom (Følelse) + Brud (Sjæl) = Kærlighed

Søn (Tanke) + Datter (Ånd) = Sandhed


Skilsmisse :

Far (Vilje) uden Mor (Legeme) = Død

Mor (Legeme) uden Far (Vilje) = Lig

Gom (Følelse) uden Brud (Sjæl) = Krig

Brud (Sjæl) uden Gom (Følelse) = Skam

Søn (Tanke) uden Datter (Ånd) = Løgn

Datter (Ånd) uden Søn (Tanke) = Ære

Vejen til Kærligheden, Sandheden og Livet leder væk fra Død, Krig og Løgn samt Lig, Skam og Ære

Kære Hermafrodit.

Du kan meget vel have ret i dine betragtninger, men sådan fungerer verden ikke. Og lovgivere skulle helst arbejde ud fra virkeligheden, ellers havner vi i ren formalitet, kaos og formynderi.

Det er sagt, at togdriften er svær at styre, og kønsdriften endnu vanskeligere.
Vi er en del mænd og kvinder, der må erklære os sindssyge i gerningsøjeblikket. Sanseløst forelskede giftede vi os og fik børn i den tro, at den anden ville vokse med ansvaret. Ofte blev vi skuffede, så skilsmisse forekom som eneste udvej for at redde os selv og børnene. Der skal som bekendt to til at blive en(ige).
Nu skiftes der så hurtigt, at bedsteforældre er henvist til at gætte, hvor mange børnebørn de har for øjeblikket.

Faktum er, at meget unge kvinder (18 - 20 år)biologisk set er bedst skikkede til at føde børn. Socialt set er vi først i stand til at klare forældrerollen langt senere.
Altså, der findes mange slags familier, også skilte og sammenbragte.
Det må vi tage ad notam og sørge for de bedst mulige rammer for disses trivsel.

citat:
Det er sagt, at togdriften er svær at styre, og kønsdriften endnu vanskeligere.



Det er netop fordi det er så svært, at vi har så hårdt brug for at opstille nogle idealer, som kan vise os vejen.

Andre vil tilsyneladende hellere velsigne kønsdriftens rolle som togfører...

Jeg har ikke spor imod idealer og slet ikke dine.
Vi må bare erkende, at disse idealer er vi og vore børn ikke opdraget med og kan slet ikke leve op til.
Det hindrer ikke, at vi opstiller mål og forsøger at nå dem.

Det burde jo også være umuligt, at katolske præster voldtager børn på stribe og slipper godt fra det.
Skønt det benægtes pure, fortæller også danske børn, der er anbragt eller har været det om et helvede af misbrug, klø,utryghed, savn og psykisk vold, som ingen vil vide af.
Idealerne til trods er virkeligheden, som den nu engang er.
Enten vi kan lide den eller ej, må vi se den i øjnene og få det bedste ud af den.
Og nogen ideel verden opnår vi med garanti ikke ved at forråde og afstumpe børnene, for de gør ikke, som vi voksne siger, men som vi gør.