Rejsen ender i Ribe

– Serien er et ambitiøst foretagende for en mand på 71. Jeg er i fuld gang med bind to og regner med at aflevere manuskriptet i løbet af forholdsvis kort tid, siger Jens Kristian Krarup.

Det er langt fra kun et skrivebordsarbejde, han har påtaget sig. Mange dage har han brugt på at gennemvandre forskellige ruter, inden han bestemte sig for de anviste.

– Det har været et meget større arbejde, end jeg troede. Ligeledes at skrive bogen med de mange både praktiske og historiske detaljer har været tidskrævende og noget, man skal være en interesseret amatør for at give sig i kast med. Meningen er, at serien virkelig skal være en hjælp også for den ukyndige. Dette gælder tillige vidensmæssigt. Derfor fortæller jeg indimellem elementær kristendom og Danmarkshistorie.

– Min baggrund for at udarbejde serien er et sammenfald af faglige og personlige interesser. På sin vis er den et formidlingsprojekt om kirke og kristendom og ligger dermed inden for det religionspædagogiske område, som er mit. Desuden har jeg en gammel historisk interesse, specielt for middelalderen. Dertil en stigende glæde ved selve dette at vandre. Og jeg er meget natur- og fugleinteresseret.

Med forlagets formulering er serien "en tilskyndelse til at genoplive en gammel tradition (...), men tilpasset nutidens betingelser og moderne menneskers behov". Hvad indebærer dette?

– Pilgrimsfærd var tidligere en del af den katolske kirkes fromhedssystem. Man opnåede en særlig fortjeneste ved at tage på valfart. Eller man sonede nogle synder, som man var blevet pålagt bod for. Hele dette perspektiv med gerningsretfærdighed er aldeles borte. På nutidens betingelser vil sige ud fra et generelt ønske om fordybelse, enkelhed og autenticitet. Noget, der er et alment behov for i vort samfund i dag. En vandring skal være åben og ikke fanges ind af et bestemt dogmatisk system eller af en bestemt menighedskreds. Det er vigtigt, at kirken i denne forbindelse er åben på samme måde, som kirkerne heldigvis mange steder står åbne for hvem som helst, der kommer forbi.

Hvorfor har vi fået denne interesse for pilgrimsvandringer?

– Der er jo en trend i tiden for det sportslige. For fitness. Med det pres, vi udsættes for i det moderne informationssamfund, har vi brug for måder, vi kan lade op på. Når dette kommer ind i en religiøs sammenhæng, kan man jo øse af kirkens tradition for spiritualitet. Det er det, det drejer sig om: spiritualitet, sammenhæng mellem ånd og materie, mellem krop og sjæl. Man kan så sige, at der i bogen egentlig ikke er meget ånd at observere. For den holder sig i høj grad til det, som turisten har brug for at få at vide. Indimellem har jeg ganske vist nogle uddybende ekskurser. Men der er ingen bønner eller opbyggelige betragtninger. Mit valg af ruter, og den måde, jeg peger ting og sager ud på, har imidlertid helt klart et meditativt perspektiv. Jeg nævner for eksempel også de gængse gudstjenestetider, uden at jeg dog vil presse turister, der besøger en kirke, til et gå til gudstjeneste. Men jeg har en tyrkertro på – hvis man kan sige sådan som kristen! – at kirkerummene i sig selv peger videre. At de er et vidnesbyrd om en verden, der er dybere end den materielle.

– Jeg har, siger Jens Kristian Krarup, en slags treenighedstænkning omkring meditative vandringer. Gennem disse kan jeg fordybe mig i trosartiklerne. I den første, i Guds skaberværk, naturen. I den anden – at vi møder Gud i Kristus. Og i den tredje – alt det, vi får med den gave, som det er, at Helligånden er givet os.

Er vandringer befordrende for det meditative?

– Det kommer an på, hvilken form for vandring det er. Meditation kan kobles sammen med vandring, når den finder sin egen stilfærdige, rolige rytme. Tre en halv, fire kilometer i timen. Det er ikke marchtempo. Men man kan finde en rytme, hjerterytmen så at sige, hvor man får tid til at tænke og sanse. Når man på den måde foretager vandringsretræte, kan noget, som man ellers har holdt nede, dukke op i ens tankeverden. Det er en kreativ proces, der sker.

– Man kan lave meditative vandringer på mange måder. Jeg foretrækker selv at gå alene eller sammen med få andre. Og man skal ikke snakke for meget. Nogen finder det uhøfligt og usocialt at tie stille. Men sker det efter en fælles beslutning, kan der opstå et fællesskab og et sammenhold af særlig karakter, siger Jens Kristian Krarup.

grymer@kristeligt-dagblad.dk

Jens Kristian Krarup

71 år. Cand.mag. i tysk og kristendomskundskab. Forstander for Haslev Højskole 1964-70. Forstander for Løgumkloster Højskole 1970-78. Lektor i religionspædagogik på Præstehøjskolen i Løgumkloster 1981-92. Ulønnet hjælpepræst i Løgumkloster 1981-85. Rektor for Folkekirkens Pædagogiske Institut i Løgumkloster 1992-96.

Tidligere formand for blandt andet Det Danske Missionsselskab, Dansk Missionsråd og Museet Holmen i Løgumkloster, hvor han stadig bor. Desuden forfattervirksomhed.