Ikonens væsen blander fordybelse og mission

For mange år siden studerede jeg byzantinsk ikonografi ved École Pratique des Hautes Études på Sorbonne i Paris. En af mine medstuderende var græker og særdeles indsigtsfuld, når det gjaldt ikoner og deres kvalitet.

Senere besøgte jeg hende i Athen, hvor hun netop var blevet gift. Hun viste mig en ganske ny og meget kulørt ikon. Jeg troede, at vi skulle more os sammen over den. Men hendes – normalt ganske kritiske – øjne var fyldt af tårer. Det var hendes bryllupsikon , som faderen, en tidligere græsk minister, havde fået malet til brudeparret i munkerepublikken Athos. For hende var denne ikons betydning hinsides al æstetik.

Den oplevelse blev skelsættende for min egen forståelse af ikoner: Én ting er en ikon på et museum i en videnskabelig, æstetisk og historisk sammenhæng, en helt anden er en ikon, der bruges til bøn og meditation i et hjem eller i en kirke.

Jeg har drøftet dette med ortodokse restauratorer på Det Byzantinske Museum i Athen, og de erkendte, at de havde et ganske andet pragmatisk forhold til de ikoner, de arbejdede med at sætte i stand på deres værksted, end de havde til dem, de kyssede og bad ved i kirken.

I Rusland har det været spændende at observere, hvordan ikoner, der har tilbragt mange år som museumsobjekter, efter Sovjetunionens fald er kommet på plads igen i kirkernes ikonostaser (billedvægge foran alteret) og har fået en fornyet spirituel betydning.

Man kan således vurdere kvaliteten af ikoner og ortodokse mosaikker og kalkmalerier på to helt forskellige måder: kunsthistorisk eller spirituelt. Mange af de kunsthistorisk mest værdifulde ikoner befinder sig i dag på museer, medens de med den største spirituelle betydning er i brug i kirker og hjem og udmærket kan være folkelige og banale gengivelser af kendte ikontyper eller helt nymalede ikoner. Det væsentlige er deres funktion som medier mellem nutidige mennesker og den evige guddommelige hinsidighed.